Ude Af Kontrol - Daniel Balken, Mark Løvendahl, Joachim Nicholas Rouse.
Ude Af Kontrol - Daniel Balken, Mark Løvendahl, Joachim Nicholas Rouse.

"Ude af Kontrol"-stjerne blev buddhistisk munk: Jeg var lidt af en rod før

Musikeren deler sin rejse fra ustyrlig ungdom til indre ro og disciplin, efter han i tre måneder levede i et tempel som buddhistisk munk. 

Logo Realityportalen RP RPLOGO

De fleste kender nok allerbedst 37-årige Mark Løvendahl under kunsternavnet Munken og som en del af musikgruppen "Ude af Kontrol". 

Valget af kunsternavnet Munken er dog langt fra tilfældigt. For i tre måneder har "Lever Som Aldrig Før"-sangeren levet i et tempel som buddhistisk munk. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Det fortæller han i nyeste afsnit af "Marcus og Realitypanelet", som han gæster i selskab med sin kæreste, Gabriella Randall, som er aktuel i TV 2-programmet "Forræder – Ukendt grund". 

– Min mor var buddhist, og jeg havde lige fået sommerferie der. Så sagde hun: "Skal du ikke lige prøve det". Også fordi jeg var lidt af en rod dengang. Jeg var lidt ustyrlig og havde krudt i røven. Så det sprang jeg ud i. 

Dengang var Mark blot ni år gammel. 

– Vi tog til Sverige først, fordi jeg skulle indvies. Så kørte vi langt op i bjergene, hvor der er et tempel. Der sad en 110 år gammel munk, som indviede mig. Jeg blev klippet skaldet, for alt hår skal væk. Man skal gå i hvide klæder den første uge, og så opgradere du stille og roligt. Til sidst fik jeg det orange klæde, fortæller Mark. 

I tre måneder boede Mark Løvendahl i templet, inden han igen skulle tilbage på skolebænken. 

Ung novicemunk i orange dragt mediterer foran blomster og forgyldt alter.
Mark Løvendahl nåede at få den orange dragt efter tre måneder i templet.

– Den var også hård indimellem, for man skulle op klokken 04.00 hver dag. Du skulle meditere i to timer, og der er ceremonier, du skulle øve dig på, og det hele stod på thai. Men så lærte jeg det, forklarer Mark. 

Jeg tror på karma

Det, han lærte dengang, har han taget med sig og implementeret i sit hverdagsliv. 

– Den visdom og den disciplin, der var. Indre ro, taknemmelighed og ikke være så materialistisk, siger Mark, som stadig holder fast i sin gamle telefon, fordi den stadig fungerer, ligesom han ikke ejede et fjernsyn, dengang han og Gabriella mødte hinanden. 

– Jeg tror, jeg lærte meget om god karma, og at man skal hjælpe folk. Jeg tror, altid den har været indeni mig, men det har alligevel givet noget ekstra, siger Mark, som også har oplevet karma på egen krop. 

– Jeg har engang været en rigtig rod og dum teenager, hvor jeg også lavede indbrud hos nogle. Så gik der noget tid, og så endte det med, at jeg selv fik lavet indbrud i min egen lejlighed. 

Mark og kæresten, Gabriella, har også taget turen tilbage til templet, som har været med til at forme "Ude af Kontrol"-stjernen. 

– Han har næsten lige sagt til mig, at han gerne vil være munk igen. Så sagde jeg: "Det lyder vanvittigt", siger Gabriella. Mark supplerer: 

– Den er hård, fordi jeg tænkte: vi rejser til Thailand i to-tre uger på ferie. Det kunne være hyggeligt. Så ville jeg sende Gabriella hjem med flyet, og så ville jeg tage tilbage igen og være munk, siger Mark med et grin.

Du kan høre hele interviewet med Mark Løvendahl og Gabriella Randall i nyeste episode af "Marcus og Realitypanelet" der, hvor du normalt hører dine podcasts.