Annette Heick
SPONSORERET indhold

Annette Heick: "Jeg var så tæt på en depression, som man kan komme"

Under første coronanedlukning var Annette Heick tæt på at udvikle en depression, fordi alting stod stille. Der er nemlig cirka fire milimeter fra tanke til handling hos entertaineren, som trives bedst med at have fuld fart på hele tiden – og som har besluttet, at hun aldrig mere vil dyrke motion, hun ikke synes er sjovt.

Af: Sofie Winther Askgaard Foto: Jacqueline Fluri
05. okt. 2021 | Sundhed | Hendes Verden

Heldivis for Annette Heick har livet ikke stået stille, selvom pandemien af flere omgange har lukket hele landet og ikke mindst kulturlivet, hvor sangerinden, skuespillerinden og tv-værten primært slår sine folder, ned. For hvis der er noget, den 49-årige Annette ikke kan holde ud, så er det at lave ingenting.

"Det værste, der er sket i mit liv, var den første nedlukning af landet. Der tænkte jeg: "Det her, det dør jeg af". Når folk sagde: "Synes du ikke, det er meget hyggeligt?" kiggede jeg på dem og tænkte, de var blevet sindssyge. Det er det mindst hyggelige, jeg nogensinde har prøvet. Alle muligheder blev taget fra mig, jeg kunne intet lave, for der skete intet, ingenting, nul og niks," fortæller Annette Heick, som heldigvis havde en del andre jern i ilden, da dansk kultur mere eller mindre blev aflyst i 2020.

Sammen med sin mand, kokken Jesper Vollmer, driver hun fx konferencestedet RÅ på Bornholm, hvor hun har haft lynende travlt som "Jytte fra regnskab", hun har lavet et nyt tvprogram til TV2 Fri, og hun og Jesper har sammen med Matas lanceret et nyt kosttilskud til mænd og kvinder over 30 år, AKTIVIVA.

"Ja, det ville være synd at sige, at jeg er god til at sidde stille," ler Annette, som i privaten har lige så meget drøn på. Og næst efter scenen har hun haft sværest ved at undvære tennisbanen under nedlukningen.

"Jeg elsker at spille tennis, og jeg spiller helst 4-5 gange om ugen. Men så lukkede landet – og tennisbanerne! Jeg røg ind i en meget dårlig rytme – og form – og havde det næsten sådan "fuck det, så kan det være ligemeget, jeg æder bare, hvad der passer mig, selvom jeg udemærket ved, at det er skidt"," griner Annette.

Læs også: Sarah Grünewald: "Jeg trives ikke med, når noget er forbudt"

Hader at løbe

Der gik dog kun kort tid, efter tennisbanerne åbnede igen, før Annette var tilbage i topform. Men egentlig spiller hun ikke for at holde den slanke silhuet. Hun spiller, fordi det er sjovt, og på banen har hun fundet et hold af skønne damer, som hun spiller double med.

"Vi hepper på hinanden og klapper af hinanden. Under nedlukningen gik vi også lange ture sammen. Men jeg har også timer, hvor det bare er mig og en træner, og jeg er som en hund, der logrer med halen og venter på bolden. Det er den sjoveste form for motion," siger Annette og gyser ved tanken om de maaaange år – hele 20 – hvor hun slæbte sig af sted på løbestierne helt tung af modvilje.

"Jeg hadede at løbe fra det sekund, jeg gik ud. HADEDE det. Men jeg blev ved med at tro på det, når folk sagde, at jeg ville komme til at elske det. Til sidst måtte jeg sige stop, fordi det jo er så gudsjammerligt kedeligt. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rædselsfuldt – bortset fra et fitnesscenter," siger Annette, der til gengæld elsker at gå, og hun har gået Caminoen med en veninde på en rute på 37 kilometer om dagen i 7 dage gennem eukalyptus-skove.

Det var på den tur, hun lovede sig selv, at hun aldrig ville løbe igen, men kun dyrke motion, som er sjovt, og gerne ude i naturen.

Det bliver derfor til tennis, yoga på stranden hver morgen i sommermånederne og sjov i vandet på et paddleboard.

Annette elsker at have fundet noget motion, som er sjovt, for som sangerinde er det vigtigt at være i god form.

"Formen er faktisk alfa og omega, når man skal synge, for man skal have virkelig god kondition for at kunne stå på en scene. Yoga er godt, fordi der er så meget fokus på vejrtrækningen, og det er brugbart, når man synger, og så er jeg vild med de lange, slanke muskler, man får af yoga," siger Annette, som også gerne indrømmer, at hun er meget forfængelig.

Læs også: Lizette har tabt sig 65 kilo ved at gå

Har droppet vægten

Derfor er hun helt klar til at komme af med de ekstra kilo, nedlukningen satte på hendes krop, da den stjal tennis fra hende, og det hele blev lidt ligegyldigt.

Men slankekure, kalorier og badevægte gider hun ikke.

"Det betyder noget for mig at være slank, men det dur ikke for mig at gå på vægten. Jeg kan bedre bruge spejlet – jeg skal jo bare se i det, og så fortæller det mig, hvordan det står til. Og så gider jeg ikke kedelige kure, for jeg kan godt lide rødvin, ris og spaghetti, men så skruer jeg lidt ned og har fundet ud af, at fintsnittet spidskål er en genial erstatning for mange ting," fortæller Annette, som begyndte at gå mere op i sin sundhed, efter hun mødte sin mand, der har været sportsudøver på eliteplan.

"Vi lever faktisk virkelig sundt, men med plads til rødvin, chokolade og kaffe. Jeg kan da godt se, at vores indkøbskurv ser lidt anderledes ud end andres, og jeg kunne aldrig finde på at købe fx sodavand, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over," siger Annette, som også indrømmer, at hun kan spise ret meget slik uden at tage noget særligt på, så hun er heldig, men hun er også god til at stoppe sig selv, inden det tager overhånd.

"Når jeg kan på se mig selv i spejlet eller på et billede i et magasin, at der er røget lidt ekstra på, er det jo ikke sådan, at jeg tænker: "Gud, hvordan er det sket?". Jeg ved jo udemærket godt, hvad der er sket, og så sætter jeg ind i stedet for at lade stå til. Jeg har aldrig købt nyt tøj, fordi jeg var blevet for stor, men jeg har prøvet ikke at kunne lukke mine bukser, og så er det på tide at rette ind," griner Annette.

annette-heick-2.jpg

Kvinder skal være feminine

Som etableret del af underholdningsbranchen – og datter af Keld og Hilda – kan Annette ikke undgå at se billeder af sig selv i medierne. Her er det svært at løbe fra ekstra kilo eller rynker, siger Annette, og mindes den dag, hvor Jesper spurgte, hvorfor hun så så mærkelig ud på et billede i et ugeblad.

"Fordi jeg er tyk", svarede jeg. Ikke tyk-tyk, men jeg tager altid først på i ansigtet og får "marsvinekinder", og det er ikke pænt. Man kan jo godt lyve over for sig selv, men billeder lyver ikke," ler Annette, der runder de skarpe 50 i år, men hun har et lige så afslappet forhold til sin dåbsattest som til sin krop.

"Jeg bliver ældre, that’s fine. Måske har jeg brug for briller, for mine øjne er blevet dårligere. Alt rykker lidt sydpå, og det kan man da godt ærgre sig over. Men det handler ikke om, at jeg ikke vil se gammel ud i bladene, men om at at jeg gerne vil føle mig lækker, det er vigtigt for mit eget velvære," fortæller Annette og afslører, at hendes største idol er Jane Fonda. Hun er "the shit".

"Og har hun fået lavet noget? JA, det har hun. Og det er bare helt fint med mig, det skal jeg også engang, det kan jeg love dig. De fineste indgreb er dog, efter min mening, dem, man ikke kan se. Det er drønlækkert, at Jane Fonda holder sin krop så flot, men samtidig ikke prøver at ligne en på 20," siger Anette, der håber på at kunne holde fast i sin egen forfængelighed og feminitet, når 50’erne og overgangsalderen sætter ind.

"Så holder man jo op med at producere østrogen og kan gå hen og blive lidt maskulin. Og ligeglad. Som når man ser de her ægtepar i ens herreshorts, ternede skjorter og kort hår, og så holder konen op med at gå med læbestift. Det kommer ikke til at ske her! Man kan sgu godt svinge sig op til en portion neglelak, uanset hvor gammel man er," mener hun.

Suger det bedste ud af livet

Mentalt elsker Annette at være tæt på de 50, for nu får man virkelig smæk for skillingen blandt andet med de erfaringer, man har samlet op på stien hertil, men også med den afslappethed, der indfinder sig.

"Man bliver mere ligeglad med andres meninger. Nu har jeg så altid været ret ligeglad med, hvad andre tænker om mig, men det bliver nemmere med alderen. Når nogen har skrevet noget bims om mig, så læser vi det nogle gange højt for ungerne, og så er vi flade af grin," ler Annette, der dog synes, det allerbedste ved at blive ældre er, at hun bliver ældre sammen med Jesper, som hun har så mange fælles minder med.

"Jeg synes, det er synd for dem, der er blevet skilt eller har mistet deres partner, fordi de går glip af hele det her bagkatalog af minder, som man har med hinanden. Det er så fedt at dele den her del af livet med en, som man har kendt i mange år," mener Annette, der heller ikke lader alderen påvirke den hastighed, hun indtager livet med. Der er lige så meget drøn på som altid ...

Kan hun slet ikke træde på bremsen og slappe lidt af?

"Hun kan godt slappe af med en kop te om aftenen ... men hun sætter bare altid gang i ting", svarer Annettes ældste søn Eliot, mens Annette skraldgriner.

"At slappe af er bare ikke min spidskompetence," siger hun.

"Der er måske 4 milimeter fra tanke til handling. Jeg kan sige: "Ville det ikke være en god idé med en terrasse", og to minutter efter har jeg bestilt håndværkerne – og nogle malere! Der er ikke noget tidspunkt, hvor jeg ikke er i gang med en stor forkromet plan, sådan helt Egon Olsen-agtigt," siger Annette og fortsætter:

"Jeg har kun været stresset én gang i mit liv, og det var under nedlukningen, hvor jeg gik helt ned. Gik ikke i bad. Jeg var så tæt på en depression, som man kan komme. Heldigvis kom jeg meget bedre igennem anden nedlukning, fordi jeg havde sat gang i så mange projekter. Jeg er ikke god til at slappe af. Men jeg er den største livsnyder. Jeg suuuuger alt det bedste ud af livet – og det er jeg til gengæld virkelig god til!"

5 ting, Annette ikke vil undvære

1. Min søvn

Jeg er en bedre udgave af mig selv, når jeg får mine otte timer. Når jeg er træt om aftenen, bliver jeg sølle og småulykkelig, og det hele er såååå forfærdeligt – indtil jeg opdager, at jeg bare skal gå i seng.

2. Min tennis

Jeg spiller 4-5 gange om ugen. Det var forfærdeligt, da der var lukket ned for det, og det undværer jeg ikke ret gerne igen. Det er sjovt, og jeg elsker at spille sammen med de andre damer.

3. Min vinterbadning

Jeg har vinterbadet i mange år og er medlem af Vikingelauget i Vedbæk. Det er det vildeste rush – ja, det føles dybest set som en orgasme! Når man kommer op ad vandet, sitrer hele kroppen – og man får næsten lyst til at brøle og vade splitterfornøjet rundt og slå sig på brystet, for det er bare så lækkert.

4. Min klokken-elleve-morgenmad

Jeg spiser morgenmad to gange: først A38 med drys sammen med børnene, og så klokken elleve et spejlæg og en av ocado. Du kan stille uret efter mig, for jeg bliver helt svagelig, hvis jeg ikke får nummer to morgenmad!

5. Min nye Quooker

I vores køkken har vi fået en vandhane, der kan lave danskvand. Det var ikke min idé, men det smager jo bare så godt, og jeg drikker meget mere vand nu, så jeg vil ikke af med den igen!

Anbefalet til dig