Efter et stressforløb blev naturen vejen tilbage for Lucca: "Når jeg går, får jeg ro"
Efter et stressforløb blev naturen vejen tilbage for Lucca Lyngbak Nymand, og i dag håber hun at inspirere flere til at opleve Danmark til fods.
Hun er lige flyttet fra en lejlighed i Skanderborg til et gult bindingsværkshus lige ved Gudenåstien.
Her har hun Himmelbjerget, store bøgeskove og kuperet terræn nærmest i baghaven. 56-årige Lucca Lyngbak Nymand beskriver området som et af de smukkeste i Danmark og en væsentlig grund til, at hun og hendes mand flyttede hertil, var ønsket om at have vandreruter lige uden for hoveddøren.
Vandreture har nemlig været en stor del af hendes liv de seneste 15-20 år. Det hele begyndte, da hendes nu 82-årige mor foreslog, at de skulle begynde at gå ture sammen.
– Vi blev begge hurtigt bidt af det. Vi gik ofte 12-16 kilometer ad gangen og havde som mål at finde en ny rute hver gang. Det blev med tiden lidt af en udfordring, siger Lucca med et smil.
Hun opdagede hurtigt, at det at gå gav hende langt mere end bare god motion.
– Det var simpelthen godt for mit hoved og blev en måde at få tankemylderet til at falde til ro på. Når du har gået længe nok, stopper de mange tanker. Samtidig fik jeg mulighed for at være i naturen og tilbringe tid sammen med min mor.
Selv om hendes mor i dag er 82 år, går hun stadig tre gange om ugen – enten med Lucca eller med en af de vandregrupper, hun er medlem af, blandt andet gennem Ældre Sagen.
– Jeg går også ofte alene. Tre-fire gange om måneden tager jeg gerne en længere tur på 10-20 kilometer.
Om sommeren overnatter jeg undervejs, mens det om vinteren bliver for koldt, fortæller Lucca, der har gået de fleste af Danmarks vandreruter – enten i ét stræk eller fordelt over flere etaper, blandt andet Camønoen, Øhavsstien, Bornholms kyststi og Gudenåstien.
22 dages healing
Annonce
I 2022 gik hun Hærvejen alene for at komme ovenpå efter sygdom med stress og søvnløshed. Turen varede 22 dage og blev et afgørende vendepunkt.
– På det tidspunkt kæmpede jeg med angst for ikke at kunne falde i søvn. Den første nat sov jeg da heller ikke, men næste dag gik jeg 32 kilometer, og så sov jeg som en sten.
Det var en fantastisk oplevelse. I begyndelsen selvfølgelig lidt angstprovokerende, men jeg savnede ikke selskab, for jeg havde brug for roen. Når du er alene i naturen, åbner sanserne sig på en helt ny måde. Den vandretur blev min healing og vejen tilbage, fortæller hun.
I dag hjælper Lucca andre med at komme i gang med at vandre gennem sit arbejde som Operations Manager hos Topas Travel, der arrangerer vandrerejser. Tidligere arbejdede hun først som underviser på en efterskole, senere som afdelingsleder.
Op og ned
De gåture, hendes mor lidt tilfældigt fik lokket hende med på for 15-20 år siden, har altså udviklet sig til en livsstil, der i dag præger både hendes fritid og arbejdsliv.
Hendes mand går gerne en tur med hende, men de længere vandreture har hun for sig selv – eller deler dem med sin mor eller en veninde.
Lucca har også vandret i udlandet. Senest er hun kommet hjem fra en vandreferie i Norge, og tidligere har hun besteget Marokkos højeste bjerg, Mount Toubkal.
– Det var en fed udfordring. Jeg havde vandret rigtig meget i Danmark, men aldrig prøvet at bestige et rigtigt bjerg. Jeg trænede ved at gå op og ned ad Himmelbjerget igen og igen.
Det fik godt nok folk, jeg mødte undervejs, til at kigge noget. Man får sig altid nogle sjove samtaler, når man vandrer, siger hun med et grin.
Annonce
Lucca understreger dog, at man ikke behøver bestige bjerge for at få store naturoplevelser.
Hun opfordrer alle, der har lyst til at komme i gang, med at udforske de mange smukke og varierede vandreruter, Danmark har at byde på. Og man behøver ikke være erfaren vandre, kunne gå med oppakning eller vandre mange dage i træk.
– Jeg har for eksempel været på en endagstur til Rømø, og det var helt fantastisk med den natur, som området der byder på.
Selvom jeg har vandret i mange år, har jeg stadig Vestkyststien og Kyst til Kyst-stien til gode, så der venter stadig mange gode oplevelser her i Danmark.
