Bodil Jørgensen: ”Jeg fik min datter som 47-årig. Det var på en måde lige så pinligt som at blive gravid som 17-årig”

1. Livet skal leves forlæns

... og forstås baglæns, som Søren Kier­ke­gaard sagde. Selvfølgelig lærer vi en mas­se af livet, men vi laver jo de samme fejl igen og igen. En meget stor del af det at lære er, at man skal fortsætte med at leve bagefter. Man kan ikke bare sidde fast. Livet er hele tiden at tage et skridt ud i verden uden at vide, hvad man møder. Vi har alle sammen nogle mønstre, som vi følger. Noget, som hænger ved, og som vi skal bruge kræfter på at vride af os, hvis vi vil opleve noget nyt. Vi kan ikke bare styrte derudad. Der skal være tid til eftertanke. Tid til at forstå og erkende. Vi er nødt til bare at være her. Nu. For pludselig falder der en væg ned på Det Kgl. Teater (Bodil Jørgensen var vidne til en ulykke, som nær kostede kollegaen Søren Sætter-Lassen livet, da en scenevæg væltede ned over ham, red.), eller man sætter sig i et tog, der kører af sporet (skuespilleren var involveret i den såkaldte Sorø-ulykke i 1988, som er en af danmarkshistoriens værste togulykker, hvor otte andre passagerer blev dræbt, red.), eller man er med i en film, hvor man ryger ind under en traktor (som i 2014 i optagelserne til Far til fires vilde ferie, red.). Jeg har måske fået lidt mere højdeskræk med alderen. Jeg er bange for, at jeg falder, eller at mine børn falder, og jeg kan slet ikke klare tanken om at tabe noget. Men jeg er ikke sikker på, at man grundlæggende kan lære ret meget af sine fejl.

2. Travlhed er det værste i verden

Jeg synes, at noget af det mest vanvittige og latterlige i livet er at have travlt. Jeg taber vigtige ting, jeg taber tråden, og jeg taber tanker på gulvet. Jeg har selvfølgelig travlt indimellem, men jeg er meget god til ikke at være stresset. Det er også det, mit fag er lavet af. At være til stede. Det kan ikke nytte noget at have travlt som skuespiller. Sådan tror jeg nu også, at jeg havde haft det, hvis jeg var blevet bondemand. Jeg er god til at blive opslugt af det, jeg havner i. I gamle dage betød det, at jeg tit kom for sent, eller at jeg ikke kunne komme ud ad døren. Det har jeg stadig i mig. Det klæber til min fars del af familien. De havde en langsommelighed, som jeg har arvet. Men jeg har egentlig været glad for den, når nu det har vist sig, at samfundet har udviklet sig til sådan en hæsblæsende omgang. Det betyder, at jeg stadig kan slappe af.
Vi har så mange ting, der hele tiden er 'on'. Men det er fuldstændig latterligt at tro, at man er noget, bare fordi man er 'on'. Det betyder ikke noget som helst. Man kan ikke tænke klart, når man online. Og det skal man kunne, for vi har fået evnen til at tænke. Til at orientere os, finde på nye ting og lede efter en firkløver. Travlhed slører billedet af, hvad der er vigtigt. Livet går jo videre, selv om du tjekker ud. Man glemmer det bare nogle gange. Jeg trak stikket fuldstændigt efter min ulykke, og livskarrusellen fortsatte jo bare uden mig. Det er egentlig meget rørende. Du er ikke andet end et dødt link, når det kommer til stykket. Man klikker på det, og så holder man hurtigt op med det og klikker på noget andet.

Det har noget at gøre med vores forfængelighed, og det er så ærgerligt, når den kommer til at fylde for meget. For så kan vi ikke længere være noget for andre. Vi tror, at vi skal bekræftes hele tiden, for ellers taber vi. Der kan vi lære meget af blomsten på marken. Den gør ikke noget. Den står bare der og er smuk, og så visner den, og den ved det ikke. Man skal bruge mindst fem minutter om dagen på at sidde og glo ud i luften. Lave ingenting. Kigge ud ad vinduet. Måske falder der noget ud ad vinduet i bygningen overfor, eller måske sætter en fugl sig på en gren. Der behøver ikke at ske noget særligt.

LÆS OGSÅ: Måske er det okay at have (meget) lidt sex

3. Børn skal være børn så længe som muligt

Jeg fik min datter i en alder af 47 år. Jeg troede, at jeg var gået i overgangsalder, og at jeg slet ikke kunne få børn, men min mand mente, at vi hellere måtte tage en graviditetstest. Det viste sig, at jeg var tre måneder henne med Rigmor. Det var lidt pinligt, at jeg var gravid, syntes jeg. Jeg syntes, jeg kunne mærke, at folk tænkte: "Gør de stadig det pjat? I den alder?" Det var på en måde lige så pinligt som at blive gravid som 17-årig. I dag synes jeg, det er fantastisk at have børn i så forskellige aldre. Det er vidunderligt at være sammen med børn. Alene at prøve at forstå, hvor meget de er i stand til at leve i nuet. Det er nærmest som at tale to forskellige sprog.

Jeg synes, det er genialt, at vi får lov at være børn, og så får vi som voksne muligheden for selv at få børn og opleve, hvordan det er at være barn, gennem voksne øjne. Det er meget fascinerende. Nogle gange har jeg lyst til at krybe helt ind i Rigmors lille krop og mærke, hvordan det er at være barn igen. Dengang man bare kunne lukke sig inde på et værelse og tale med nogen, der slet ikke var i rummet, som det mest naturlige.

Rigmor er virkelig en batterioplader. Selv om mine ben og mine knæ ikke kan følge med, er jeg nødt til at følge med. Da Johannes (Bodils ældste søn, red.) var lille, var det Pokemon-kort og -figurer. Nu er det Pokemon Go. Unge forældre ved jo ingenting, men jeg ved alt om sand og vand og luft, hvem Sandshrew er, og hvordan Pikachu udvikler sig. Jeg kan også hidse mig op over noget, politikerne siger om uddannelsessystemet. Jeg er nødt til at følge med i mange forskellige ting, fordi jeg har børn i alle aldre.

4. Der er grænser for, hvad vi kan klage over

Lige nu og her, hvor solen skinner, og det begynder at blive lyst ved ottetiden om morgenen, bliver jeg varm indeni, selv om det er mandag. Jeg glæder mig til alting. Det var lidt mere dystert for to uger siden, men jeg svinger egentlig ikke fra den ene yderlighed til den anden. Jeg glæder mig til at komme hjem, til at finde på, hvad vi skal spise til aftensmad, og til at se løgene springe ud i haven bag mit nye rækkehus. Vi lever i så global en verden, at vi, hver gang vi synes, vi har det dårligt, er nødt til at spørge: "I forhold til hvad?" Prøv at tage to børn på armen, pakke dit hjem sammen i en sort plastiksæk og så bare gå 400 km dén vej. Forestil dig det. Jeg er god til at sætte livet i perspektiv, også over for mine børn. Der er grænser for, hvad vi kan gå og klage over. Jeg gider ikke høre på, hvis de brokker sig over at få det samme med på madpakken eller noget andet utidigt. Jeg tænker meget over, hvor meget jeg har, og hvad jeg kan undvære. Jeg går i genbrug og giver mange af mine penge væk. Jeg har et fadderbarn pr. barn, jeg selv har fået. Det giver mening for mig. Jeg er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp, Parkinson-foreningen og Hjerteforeningen og bruger meget af min tid på det. Jeg siger det ikke for at flashe noget, men fordi det betyder meget for mig. Jeg kan undvære så meget.

LÆS OGSÅ: Ægteskab eller testamente? Sådan sikrer I hinanden og børnene

5. Vi skal fatte evigheden

Mens man hører rådhusklokkerne eller radioavisen, er det vigtigt, at man også fatter evigheden. At man forstår de dybere og stærkere toner i livet. Mens tiden går, og klokken slår, skal vi forstå, at der er noget, der er større og vigtigere end os. For mig er evigheden, når jeg ser solen gå ned i havet og blande sig med vandet. Det er et meget stærkt billede på evigheden. Jeg forstår den ikke, og jeg rummer den ikke, men jeg synes, det er dejligt at tænke på den. Det føles som noget blødt, jeg kan lægge mit hoved på. Selv om jeg ved, at jeg skal herfra, fortsætter livet. Solen står op igen, der kommer lys, og det er vidunderligt.

Jeg har ikke lyst til at lukke mig inde i en kapsel og rejse op i rummet, men jeg har lyst til at floate i himlen et sted. Som David Bowie synger i Lazarus: "Look up here, I'm in heaven ... Just like that bluebird, oh, I'll be free." Det er sådan, jeg forestiller mig livet efter døden. At man bare svæver af sted i en anden skikkelse. Et sted, hvor der ikke er ondskab. Hvor alt er godt. Som troende er jeg meget optaget af Kristus. Han er gået i forvejen. Han er der, hvor evigheden er. Han er gået i døden, ind i det sorte hul, for vores skyld. Og han siger, at der er fint og lyst og godt.

Jeg er ikke opdraget i et vildt religiøst hjem, men min mormor var organist i en landsbykirke i Stenderup tæt ved Vejen, hvor jeg voksede op. Min mormor og morfar boede på en stor gård, og når jeg var på ferie der, cyklede min mormor til kirken hver søndag, hvor jeg sad bag på cyklen. Jeg elskede at komme i kirken. Jeg elskede rummet, orgelmusikken og salmerne. Jeg følte, at jeg bedre kunne trække vejret derinde. Sådan har jeg det stadig, når jeg går ind i en kirke.

6. Gud er der, hvor intet andet er

Jeg lå i en respirator en uges tid efter min seneste ulykke. Jeg vidste ikke, om det ville gå den ene eller den anden vej. Jeg lå helt alene, ensom og forladt. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg var til stede, men jeg kunne ikke tale. Det kunne morfinen til gengæld. Den fik mig til at se alverdens syner. Jeg fløj rundt i loftet og kiggede ned på mig selv. Min mand sagde, at jeg var død, og mine forældre, som er døde, var der pludselig. Jeg så slanger, der bed sig selv i halen, smukke lilla rododendroner og et skjold, der hang over døren og lignede ryggen af en kæmpe natsværmer. Indimellem forlod den væggen og satte sig ved siden af mig og begyndte at tale til mig (imiterer med en mørk stemme, der lyder som Gollum fra Ringenes Herre, red.). Jeg var ikke nogens mor, datter eller kone. Jeg var ingenting. Alt var gået i opløsning. I stumper og stykker. Jeg var langt fra alt det, vi klamrer os til. Vores mobil, vores kalender og vores små to do-lister. Der var bare mørkt. Jeg tænkte på, om Gud var derinde et sted, men der var bare sort som graven. Men pludselig en dag havde jeg en meget stærk fornemmelse af, at der, hvor der var allermørkest, og der, hvor intet andet var, dér var Gud. Fra den dag begyndte det at gå den anden vej. Det var ikke sådan, at det pludselig bare blev lyst. Det var hårdt arbejde, men jeg havde en stærk følelse af varme og af, at jeg kunne hengive mig. Det var en anden bevidsthed end den trøst, man finder hos sine nærmeste. Der var kun mig. Jeg var alene.

7. Erfaring sidder i rynkerne

Jeg er for nylig begyndt at tænke over, at jeg er fyldt 55 år. Det har jeg aldrig tænkt over før. Når jeg ser på verden inde fra mig selv, er jeg stadig ung. Jeg ser verden på den samme måde, jeg har den samme nysgerrighed, og måske er den endda blevet intensiveret med alderen. Men jeg bliver mindet mere og mere om min alder. Jeg har lige lavet efter-sync (indspilning af replikker, der ikke var tydelige nok under optagelserne, red.) til Badehotellet, og der var det nødvendigt at se min egen mund i nærbilleder, så replikkerne kunne passe til mundbevægelserne. Der lagde jeg pludselig mærke til, hvor meget min mund ligner min fars, da han nåede op i alderen. Det må jo være sådan, min datter ser mig i dag. Der er også ofte nogen, der spørger, om jeg er Rigmors mormor, og hvorfor jeg har sådan nogle streger i hovedet.

Når jeg bliver mindet om, at jeg har en vis alder, kan jeg tænke: "Har jeg nået det, jeg vil? Hvad skal jeg så nu?" Jeg vil gerne øse af den erfaring, jeg har. Nogle gange kan jeg kigge på mine hænder, som ligner min mors og fars, og så tænker jeg på, hvor meget de egentlig gjorde for, at jeg kunne have et godt liv. De gjorde, hvad de kunne, fordi de havde en erfaring, og fordi de havde lært det af deres forældre. Erfaring sidder i rynkerne. Man skal være nænsom med alder og vide, at den har lige så stor, om ikke flere kræfter end det ungdommelige, som hyldes så ufattelig meget.

Jeg startede sent på Statens Teaterskole, og da jeg var færdig, var det allerede kørt med ungpigerollerne. Jeg har altid spillet ældre kvinder. Ofte også meget ældre end mig selv. I Krøniken skulle jeg jo have været over 70 år, hvis jeg skulle kunne være mor til Anne Louise Hassing. Jeg har selvfølgelig været heldig og har fået lov at lave utrolig mange forskellige ting, men jeg er heller ikke bange for, hvis det slutter i morgen. Det ville være helt o.k. Men der er jo altid brug for en, der kan spille den mærkelige gamle dame, der bor inde ved siden af.

LÆS OGSÅ: Blog: Derfor sover min søn i vores seng frem for i sin egen

8. Kærligheden skal findes i os selv

Det er vigtigt ikke at søge kærligheden i et andet menneske, men at have kærligheden med, når du møder et menneske. Kærligheden skal være der hele tiden. Man kan ikke overlade den til andre. Det er alt for meget at forlange af et andet menneske. Som ung leder man efter den og forveksler den nogle gange med andre ting og bliver ked af det, når man ikke finder den. Man er stærkere, hvis man ikke hele tiden leder efter den. Men det er en fælde, man nemt kan ryge i.

Min første mand og jeg var drømmere, men romantikken kan have svære vilkår her i verden. Man risikerer at få én på hatten. Vores søn var hjertebarn, og når man møder modstand, som vi gjorde dengang, kan man ikke kræve, at løsningen findes i den anden. Der skal være noget kærlighed, som vi har med os i forvejen, hvis vi skal overleve. Det er så hårdt at gå fra nogen, man elsker, men nogle gange tvinger livet én til at gøre det. Det kan være så tomt og forfærdeligt, og man kan synes, at man har bedraget sig selv og den anden. Men samtidig lærer man også, at man skal igennem det for at finde hen til det, der fungerer.

Man er nødt til at finde nogle kræfter i sig selv og ikke være dybt afhængig af andres accept. Det hjalp mig, da jeg knækkede fysisk efter min ulykke. Da fysioterapeuten blev ved med at sige: "Kom nu, 10 mere!" og jeg tænkte på, hvordan de dog kunne redde den rodebunke af brækkede knogler. Det nyttede jo ikke, hvis jeg bare sagde nej hele tiden.

9. Penge betyder ingenting

Jeg har rigtig dårlig forstand på penge. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg tjener en del, for det gør man jo, når man laver film og tv. Men jeg giver mange penge væk, og jeg er fuldstændig ligeglad med dem. Jeg ved godt, at mange ville sige: "Helt ærligt, og hvad med husleje?" Det er jeg klar over, men det fylder uendelig lidt. Jeg ved ikke, hvad en krone er værd. Jeg ved det virkelig ikke. Er 800 kr. dyrt eller billigt? Jeg vil heller ikke medvirke i reklamer for pengenes skyld, men jeg vil gerne, hvis det handler om, at man ikke må smide batterier i skraldespanden, eller hvis det er til fordel for Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg laver heller ikke en musical som Saturday Night Fever for pengenes skyld, selv om den nok går hen og bliver udsolgt. Jeg kender ikke min egen kilopris, og jeg er vildt dårlig til lønforhandlinger. Jeg har ikke nogen agent. Jeg har min mand. Jeg sagde ja til rollen, fordi jeg har et forhold til den musical. Da filmen havde premiere (i 1977, red.), så jeg den helt alene i biografen. Det var ikke ligefrem en film, mine forældre ville med ind og se. Der er både voldtægt, selvmord og racisme i den fortælling, og jeg rystede i hele kroppen bagefter. Derudover skal jeg spille over for Allan Olsen, og for satan, han er sød. Og så elsker jeg at se Silas Holst danse.

10. Du skal aldrig tro, at du er noget

Det vigtigste, mine forældre har lært mig, er, at man aldrig skal tro, man er noget. Der er altid noget, der er større end dig selv. Som ung syntes jeg bare, at de skulle holde deres kæft, men det er den bedste læresætning, jeg har fået. Især med det, jeg laver i dag. Jeg er træt af at høre, at det er janteloven, og at den skal man være ligeglad med. For det handler bare om, at jeg hader spidse albuer, rundsave og knive i ryggen. Noget, der findes i min branche og sikkert også i andre. Jeg tror ikke på det i forhold til at opnå noget som helst. Det kan sagtens være, at mange mener, at det er det eneste, der dur, men det er jeg ligeglad med. Jeg oplever noget andet. Jeg oplever, at jeg trænger igennem, og at jeg får oplevelser med publikum. Mit liv er ikke noget særligt i forhold til dit liv. Det er ikke, fordi jeg tænker, at mit job 'bare' er et job. Sådan vil jeg da ikke ønske, at nogen har det med deres arbejde. Jeg er godt klar over, at jeg er ufattelig privilegeret, for det kræver sjæl og krop, hver gang man spiller skuespil. Ellers bliver det uinteressant. Men det er ikke mere værd end andres liv. Og jeg underholder jo bare dem, der passer et job hver dag. De går hjem fra arbejde, og så går jeg på arbejde. 

LÆS OGSÅ: 11 mødre viser deres strækmærker frem på Instagram

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Kærligheden skal jo ikke bare være der for at fylde et tomrum ud”