Kvinde i mørkt rum holder en lille flamme tæt på ansigtet
Anya Taylor-Joy spiller hovedrollen i den nye miniserie "Lucky".

Den var et hit i Reese Witherspoons bogklub – nu kan du (endelig!) se den som serie

Anya Taylor-Joy spiller Lucky, der er så (u)heldig at vinde den helt store lottogevinst, mens hun er på flugt fra både FBI og den kriminelle underverden, som hun har svindlet.

ALT for damerne logo

Reese Witherspoons bogklub er efterhånden kendt for at have sendt flere forfattere til toppen af bestsellerlisterne, og hun er notorisk kendt for at sikre sig filmrettigheder til mange af de bøger, hun falder for.

”Lucky” af den canadiske forfatter Marissa Stapley er en af de heldige, der er blevet opsnappet af Witherspoons radar, og nu er historien blevet til en miniserie med Anya Taylor-Joy i hovedrollen som vaneforbryderen Luciana "Lucky" Armstrong. 

Lucky er vokset op med sin adoptivfar, der fra hun var helt lille har brugt hende i sine svindelnumre og dermed givet hende et tvivlsomt moralsk kompas, der fører hende lige i armene på en mand med ditto skurkagtige, og charmerende, karaktertræk.

Lucky lever af at hustle og svindle høj og lav, men da finanskrisen rammer USA i 2008, klapper fælden for hendes nyeste investeringsfidus, og Lucky bliver eftersøgt af FBI. Men myndighederne er ikke de eneste, der vil have fat i hende – det vil mafiabossen Priscilla (spillet iskoldt af skønne Annette Bening) også. Og det er et problem, for Lucky har på en indskydelse købt en lottokupon, som viser sig at være vinderkuponen til den helt store gevinst på over 300 millioner dollars! Men hvordan skal hun indløse den? 

Reese Witherspoon har kaldt romanen bag serien for ”en elektrisk fortælling om en ukonventionel heltinde”, og der er lagt an til en spændingsfuld serie med masser af plottwists og stærke kvindelige karakterer.

”Lucky” fik premiere på Apple Tv d. 15. juli.