Naturvejlederens insidertips til Sydfyn

Sydfyn byder på det hele. Gode vandreruter, grønne bakker, de lækreste pandekager, hyggelige vejboder med lokale fund og badeoplevelser i krystalklart vand.

hjemmet logo farve

Områdets hyggelige Iscafé

To lokale Faaborg-drenge startede sidste år en iscafé i Faaborg. Her kan man købe en gammeldags isvaffel eller softice og gå en tur rundt mellem de gamle huse og stokroserne i Bøjestræde, hvor iscaféen ligger.

Når vi tænker på sommer, tænker vi jo på sol og varme. Men er man kommet til Faaborg på én af de mere våde sommerdage, kan man også sidde indenfor med sin is – eller konvertere den til kaffe eller kakao, hvis det skulle være sådan et sommervejr. Adressen er:

Iscaféen i Bøjestræde, Østergade 7, Faaborg

Den bedste vejbod

Sommer her på Sydvestfyn rimer på vejboder med bær og grøntsager. Der er mange af dem, og de har som regel virkelig lækre varer. Mange sælger deres egne dyrkede varer, men nogle boder sælger også varer fra andre landmænd. Betaling er kontakt eller mobilepay.

Jeg plejer selv at lægge vejen forbi én af Kildegaardens vejboder. De har sommeren igennem lækre friskopgravede kartofler, jordbær, hindbær, kirsebær, tomater, agurker og andet grønt, alt efter hvornår det er modent. Derudover sælger de most og brænde. 

Adressen er: Kildegaard, Assensvej 302, 5642 Millinge. 

Alternativt har de også en bod ved Faaborg Camping.

Åkandesøen ved Svanninge bjerg

Der er mange vandreture og helt særlige steder i Svanninge Bjerg, men mit yndlingssted i ”bjergene” – som heller ikke er så langt fra alfarvej er Åkande Søen. Sjovt navn, for der er faktisk ikke nogen åkander. Til gengæld summer den af liv og ro på én gang. Et vidunderligt sted til en pause eller picnic.

Området blev dyrket indtil man for cirka 15 år siden slukkede for drænpumperne og førte naturen tilbage til sin oprindelige form. Det betød, at der er kommet en del søer og vandhuller og især her ved Åkande Søen er der nu et væld af insekter, smådyr og planter, så naturen her er på én gang helt ny og ældgammel.

Søen ligger tæt på Lerbjerget, som er områdets højeste punkt med udsigt over hele Øhavet, så hvis energien er til det, så fortsæt endelig derop og tag udsigten med.

Parker ved Naturlegepladsen, Odensevej 150, 5600 Faaborg, og følg stien til venstre for klubhuset. Den fører op til den blå vandrerute, som leder til Åkande Søen.

Alternativt – parker ved ”Restaurant Skovtrolden”, Odensevej 172 og gå ind i skoven bag restauranten. Her møder du den lilla vandrerute, som også leder til søen.

Områdets bedste pandekager

Efter en udflugt i naturen er det vidunderligt at slutte af med pandekager i Pandekagehuset. De laver de lækreste pandekager – både madpandekager og dessertpandekager.

Huset ligger i en længe, som oprindeligt hørte til én af de gamle gårde i udkanten af Svanninge Bakker. For et par år siden blev bygningen restaureret med respekt for dens historie og er indrettet til pandekagehus.

Det ligger op ad Faaborg Camping, så er der mere energi tilbage, kan man snuppe en dyst i minigolf på campingpladsen, inden turen går videre.

Pandekagehuset, Faaborg Camping, Odensevej 140, Faaborg.

Danmarks bedste motionsrute

Der går en fire km. lang motionsrute, som er skiltet ”Danmarks bedste Motionsrute” fra Faaborg by og rundt om Sundsøen og op i bakkerne. Fra bakkerne er der udsigt over søen, byen og ø-havet i baggrunden.

Tag gerne en termokande kaffe med derop, for det er et fantastisk sted at nyde en kop kaffe sammen med udsigten. Engang var søen en del af havet og havde sin egen havn, men siden er området sandet til og søen blev isoleret.

Hvis man er historisk interesseret, kan man lægge mærke til istidslandskabet og samtidig glæde sig over, at kommunen for år tilbage solgte området til Aage V Jensens Naturfond, så det er tilgængeligt for os alle og ikke blev til parcelhusgrunde, som var alternativet.

Ruten starter ved Forum Faaborg, Sundvænget 8. Følg skiltene højre om sundsøen og ind i skoven på bagsiden af søen.

Alternativt kan du parkere ved Kaleko Mølle og hoppe på ruten derfra. 

Kaleko Mølle, Prices Havevej 38, Faaborg

Tag tilbage til dengang vand var vores største kraft

Vandmøllen – som netop har fået nyt møllehjul – ligger på ruten til ”Danmarks Bedste Motionsrute” (Se andet sted), så I kan kigge ind på gåturen eller tage direkte ud til Kaleko Mølle.

Det er Danmarks ældste vandmølle med rødder tilbage til 1400-tallet og engang var den helt afgørende for områdets forsyning. I dag er den museum, og om sommeren er der mulighed for at opleve møllen og møllerens hus indefra, ligesom der er en model af vandmøllen, som man kan afprøve sin ingeniør-teknik på. Og så er området omkring møllen dejligt at gå rundt i og tilgængeligt hele året.

Den gamle vandmølle var i øvrigt den, som Nissebanden boede i i den helt gamle DR Julekalender fra 1980’erne. Der er også rekvisitter fra julekalenderen i caféen. Året rundt er der fri adgang til møllen udendørs-område inkl. vandbane, mini-model og “vandets veje” 

Adressen er: Kaleko Mølle, Prices Havevej 38, Faaborg

Stranden ved Drejet ved Dyreborg/Knold

Er du til krystalklart vand og er romantisk anlagt, så tag en tur til stranden ved Drejet ved Dyreborg ca. 10 km fra Faaborg. Der er så smukt med de små gamle badehuse langs stranden. Her er der det klareste vand og et par badebroer man kan bade fra, hvis stenene på stranden er irriterende for fødderne. Der er udsigt over til den lille ø Lyø, og om aftenen kan man få den smukkeste solnedgang fra stranden med Lyø i baggrunden. 

Adressen er: Drejet Knoldsvej 4-6, Faaborg

Om Anne Kolath Jensen, 63 år

  • Arbejder som naturvejleder og formidler i Svanninge Bjerge og som selvstændig. 
  • Hun er født i Faaborg, var væk nogle år som ung, men vendte tilbage til området og bor i dag i landsbyen Svanninge for foden af Svanninge Bakker få kilometer udenfor Faaborg.
  • Hun kender især naturen i området som sin egen baglomme og elsker at vise naturen og de storslåede udsigter frem.