Aktuel forfatter: Bordet fanger her i 40-års-alderen

Jeg havde glædet mig til festen. Gensyn med gamle, gode venner.

I begyndelsen af mine 20'ere boede jeg i næsten fem år på Egmont-kollegiet i København. Jeg måtte nærmest bæres ud, så da jeg år senere blev inviteret til fest hos en af mine gamle medbeboere, var jeg klar. Vi skulle grine, og det kunne kun blive godt. Troede jeg.

Da jeg ankom til den store lejlighed, var festen allerede godt i gang. Der var høj musik, og det vrimlede med mennesker, som snakkede og drak sjove drinks. De fleste kendte jeg ikke. Men pludselig dukkede der en gruppe af velkendte ansigter op, og ja, der var nærmest gået et årti, siden jeg havde set dem sidst, men jeg tænkte, at et par grå hår fra eller til ikke gjorde det store. Og det gjorde det heller ikke, det var noget andet, som gjorde udslaget.

Jeg talte hen over larmen om alt og intet med de gamle hoveder. Ham, som engang havde læst litteraturvidenskab, fortalte mig, at han ikke kunne få armene ned over, hvor fedt det var at sælge livsforsikringer. Drengerøvene, der altid havde haft en dybtfølt passion for musikken, var blevet store jurister og havde nu kun en ironisk distance tilbage for musik. Ved midnatstide, ude i køkkenet, faldt jeg i snak med en meget fuld, rødhåret mand, som talte uafbrudt om, hvor fedt et job han havde, hvor mange penge han tjente, og hvor lækker hans kæreste var. Efter en lang enetale spurgte han mig, hvad jeg lavede?

Jeg sprang mit fuldtidsjob over, da det alligevel ikke kunne hamle op med hans, og fortalte i stedet, at jeg havde udgivet en bog. Så krøllede hans ansigt sammen. Al fernissen skrællede af ham, og han udbrød: "Det har jeg også altid drømt om". Han begyndte at udspørge mig om, hvordan jeg havde gjort det? Så kom han i tanke om det med pengene og belærte mig: "Som forfatter kommer du sjældent til at tjene ret meget... men hvor er det superfedt, at du alligevel gør det – burde jeg gøre det samme?". Jeg forlod ham i køkkenet, mens han diskuterede med sig selv, han var spritfuld og ville sikkert intet huske næste dag.

Da jeg cyklede hjem i natten, spekulerede jeg på, hvad der var sket med de mennesker, som jeg plejede at kende? De gamle rødder var blevet forvandlet til pæne folk med fokus på karriere, økonomi og hjem. Hvor var skævheden og vildskaben blevet af? Så fangede jeg et glimt af mig selv i en parkeret bils sidespejl: Jovist havde jeg skrevet en lille roman, men jeg var jo også bare en kvinde midt i 30'erne med mand, lille datter, ejerlejlighed og fuldtidsjob. Hvor interessant var jeg selv blevet? I mine 20'ere rejste jeg meget. Læste desuden både i England og Irland, så mit 20-årige jeg havde nok forestillet sig et mere berejst liv end det, jeg levede.

Der gik nogle år, og så blev jeg bedt om at læse op til et oplæsningsarrangement. Det var der ikke noget mærkeligt i. Jeg havde tidligere læst op fra min debutroman. Arrangørerne havde efterfølgende skrevet nogle gange og spurgt, om ikke jeg ville være med igen? Hver gang havde jeg undslået mig med alle mulige undskyldninger: Jeg var gravid, jeg var bortrejst, jeg skulle stryge håndklæder. Alt sammen for at dække over, at hvis jeg sagde ja, ville det kræve, at jeg skrev noget nyt, og frem for alt krævede det, at jeg troede på det, jeg selv skrev. Jeg var i den periode meget i tvivl om mig selv som forfatter. Ja, jeg havde udgivet en bog, men var det bare beginners luck, og havde jeg overhovedet mere på hjerte af interesse for andre?

Men de havde et trumfkort: Det var den sidste oplæsningsarrangement i det regi nogensinde. De ville lukke ned for stedet, så det var nu eller aldrig. Det kunne jeg ikke sidde overhørig. Jeg sagde ja, rodede nede i de hemmelige mapper på computeren og fandt en historie, der på det tidspunkt havde kradset i mit hoved. Det var en historie om en flok venner i slutningen af 30'erne. Hvert år mødes de til en middag, hvor højdepunktet er uddelingen af prisen som årets fortabte drømmer. Prisoverrækkelsen er et festligt indslag under en god middag med rigeligt med vin og muntre taler. Men Lasse, der får prisen, blandt andet fordi han har brændt sin roman, sin store drøm, kyler den fra sig og løber ud i natten. Han vender sig mod universet for at få råd om, hvorfor han er endt, hvor han er i livet, men får kun kastet den rungende lyd af tavshed tilbage.

LÆS OGSÅ: Sabroe - Mænd skal have sex, som de lyster

Den dag jeg skulle læse op, var jeg ikke oplagt. Det var travlhed på jobbet, almindelig børnepest, det sneede, og jeg havde nok også en anelse præstationsangst. Jeg lavede derfor en aftale med min mand om, at jeg ville skynde mig derhen, læse op og skynde mig hjem igen og komme videre med mit liv. Men sådan kom det ikke til at gå. For det første var det altid pivhyggeligt at være med til et oplæsningsarrangement. For det andet skete der noget uventet, da jeg læste op: Jeg forstod pludselig min egen tekst, og da jeg var færdig og ville hjem, blev jeg standset af en kvinde, som ville høre, hvor og hvornår min nye roman udkom, fordi hun gerne ville købe et eksemplar. Normalt har jeg et solidt teflonværn, som jeg især bruger i forhold til mig selv som forfatter. Almindeligvis ville jeg have gledet af og sagt noget afvæbnende og morsomt til kvinden. Måske gjorde jeg det også, jeg husker det ikke, jeg ved bare, at hendes ord røg lige ind i hjertekulen, og i mit hoved blev de til: Du har fat i en historie, som betyder noget. Har du nu tænkt dig at tage dig selv og dit forfatterskab alvorligt?

Jeg lod mig gribe af øjeblikket og begyndte at skrive løs. Jeg skrev om at stå midt i livet, ikke synes, du er der, hvor du skal være, og samtidig ikke at ane, hvad du skal gøre ved det. Om at miste illusionen om, at du er blevet sat i verden for at begå storhed. I stedet sande, at du blot er en lille brik i et stort spil, hvor du er afhængig af andre og de af dig. Det var ikke svært at finde inspiration, jeg kunne bare se mig omkring. Eller for den sags skyld se på mig selv.

Det ligger til min natur at være i tvivl. Jeg holder af at holde mine muligheder åbne, så jeg altid kan vælge om. Derfor valgte jeg eksempelvis at læse den samfundsfaglige basisuddannelse på RUC med overbygning i kommunikation og historie. Så kunne det ikke blive mere bredt. Jeg overvejede overbygningsfaget offentlig administration, men valgte det fra, fordi det virkede for trist og tørt. Jeg havde desuden to veninder, som altid gik i selvsving over, hvor fede deres studiejobs i centraladministrationen var – på trods af at det lød kedsommeligt, tangerende til det selvhøjtidelige. I dag, mange år senere, arbejder jeg selv i centraladministrationen. Ville mit 20-årige jeg være stolt? Nej, men sådan blev det, og det passer fint til mig, hvor jeg er lige nu i mit liv.

For syv år siden var en veninde til fest med sin gamle folkeskoleklasse. Hun mødte en skolekammerat, som havde fået to drenge, var blevet kortklippet og boede i rækkehus i en udørk af en forstad til Malmø. Min veninde fortalte mig om oplevelsen, og vi grinede og grinede. Magen til leverpostejskvinde skulle vi lede lang tid efter. I dag har min veninde to drenge og bor én gade væk fra selvsamme kvinde. Men, som min veninde altid siger: "Jeg er trods alt ikke blevet kortklippet."

Og der er alle de andre. Ham, som følte, han var supermand til alting, indtil han opdagede, han ikke kunne give sin kone et barn. Hende, som hele tiden får flere børn for at føle sig rig, men samtidig begræder, at hun ikke har nok tid til sig selv eller sin karriere. Eller hende som gik efter en rig mand, karriere, børn og en kæmpekasse på Østerbro. Hun fik det hele, men oplevede derefter en så stor tomhed, at hun havde måttet sige sit job op, så hun kunne finde sig selv igen. "Luksusproblemer!", ville en anden veninde sige, men dit største problem er nu en gang dit største problem, uagtet hvordan andre ser på det.

LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: Jeg har brug for mine venner hele tiden

Jeg er omgivet af folk i slutningen af 30'erne, begyndelsen af 40'erne. Vi har forlænget vores ungdom længst muligt, altid haft fokus på os selv og fået børn sent. I dag føler nogle sig helt på afveje, andre mangler stadig et kald, men mange af os har et udmærket liv. Livet har givet os meget, både af det søde og det sure, men alligevel blev det aldrig helt så fedt, som vi drømte om engang. Og det store chok er, at vi ikke længere kan vælge på alle hylder. Tidligere valg, børn, uddannelse og realkreditlån binder os. Vi kan ikke længere råbe røv og skride. Eller det kan vi godt, men det bliver derefter, og børn og boliglån har det med at finde én igen. Vi kan ikke længere løbe fra, hvem vi er. Vi blev måske ikke den tindrende stjerne i himmelrummet, som vi forventede. Vi blev nok snarere helt almindelige mennesker, som oplever gængse problemer, ærgrelser, sorger og tøjvask. Engang imellem oplever vi lykke, men ikke i de rå mængder, som vi en gang forlangte.

Bordet har fanget her i 40-års-alderen, mange af os opdager, at vi ikke kan styre vores liv, som vi måske tidligere havde en illusion af at kunne. Alderen og virkeligheden har indhentet os. I den nordiske mytologi spørger en gammel kvinde krigsguden Tor, om han vil kæmpe. Tor siger ja, overbevist om sin egen sejr. Men under kampen med kvinden, der bærer navnet Alder, opdager Tor, at ikke engang han kan vinde. Det er det samme med os, pludselig begynder vi at få småskavanker, som ellers kun vores mødre led af. Det kan være problemer med maven eller tænderne eller hjertet. Vores forældre og venner begynder at blive syge, og nogle falder bort. Og nogle af de illusioner eller historier, vi hver især bildte os ind, brister. Vi løber og hopper og gør alle mulige krumspring for at undgå det, men det sker alligevel, uagtet hvad vi forsøger.

Jeg skrev min roman færdig. Den kom til at hedde "Jordfald" og udkom i marts. Den handler om tre generationer, som hver især kæmper med hver deres kriser, som på forskellige måder får jorden til at forsvinde under fødderne på dem. Og den handler om, at ingen af os undslipper smerten og den bedste måde at overleve den på er at gå ind i den og på den måde opleve et menneskeliv med alle dens facetter.

En af mine hovedpersoner, Lasse, brændte sin roman, sin store drøm, og det er blot en af de prøvelser, han skulle igennem. Ligesom mig selv og mine venner kom han til at opleve bristede illusioner. Men han holdt ikke op med at skrive, for jeg kunne ikke tage den drøm fra ham. Han udspringer af mig, og ja, på trods af fine uddannelser har jeg ikke fået en himmelstormende karriere. Jeg blev heller ikke kosmopolit. Jeg fik mand, børn og rækkehus med flagstang. Mit 20-årige jeg himler med øjnene, hvorimod er min næsten 40-årige jeg er godt tilfreds. Men en ting er mine to jeg'er enige om, nemlig at min skrivetrang giver jeg ikke køb på. Blandt andet fordi den også er min måde at favne smerten på – og rumme den, for i de magiske øjeblikke, hvor skrivningen fungerer, bliver jeg i mit hoved himmelstormende, samtidig med at jeg er alt det andet. Og så har jeg det bedste af alle verdener.

LÆS OGSÅ: Søren Malling - "Det letteste i verden er at gå fra hinanden"