Maria Barfod
Foto: Josephine Svane DJ, stylist og stilikon Maria Barfod om depression og lavt selvværd: "Jeg har det skide godt i dag. Ikke HVER dag. Men i dag. Jeg er landet på begge fødder, og de er mere solidt funderet nu. Jeg har taget verdens største nej-hat på"

Maria Barfod: "Jeg troede kun, jeg var værd at elske, hvis jeg var den bedste"

Maria Barfod, 38, havde alt. En spændende karriere som efterspurgt dj, populær stylist og stilikon. Mor og bonusmor til to skønne drenge og gift med en succesfuld musiker. Men bag den misundelsesværdige facade lurede Marias angst for at blive afsløret som en bedrager, der ikke kunne noget. Og hun skulle igennem en hård, men øjenåbnende depression, før selvbedraget blev afløst af selvkærlighed.

– Jeg startede med at danse, da jeg var seks år gammel, og fik mit første betalte job som 14-årig. Pludselig gik det hurtigt, og jeg blev booket til musikvideoer og turnerede med bands. Jeg fik rigtigt gang i min karriere, da jeg startede i gymnasiet. Julie Rugaard, der var sangerinden i Blå øjne, gik også på Øregård Gymnasium ligesom mig. Vi stak begge to ud midt i alt det pæne. Hun gik altid og sang på gangene. Hun sagde, at hvis hun fik en kontrakt, så skulle jeg være hendes faste danser. Hun holdt sit ord, og i 2.g. var vi på turné sammen. Det ene job tog det andet, og jeg var professionel danser, til jeg var 23 år. Så stoppede alt. Jeg fik kronisk seneskedehinde-betændelse i begge ben og kunne ikke danse mere. Jeg hev mig selv op i rottehalerne, fik job i tidens hotteste butik, Miss Sixty, og her mødte jeg Martin Gjesing. Han syntes, at jeg var en poptøs og københavnersnude. Jeg syntes, at han var en jydepotte med smarte solbriller. Men efter vi havde kendt hinanden i to dage, blev vi uadskillelige. Martin lærte mig alt om det praktiske ved at være i butik og være sælger. Han var en mentor i stedet for at tage en skoleuddannelse. Jeg opdagede også, at jeg havde et kreativt talent, så pludselig stod jeg og stylede Oliver Bjerrehus og Sanne Salomonsen.

– Kort efter ville han have mig med ind i et nyt svensk brand, Acne Studios. Opgaven var at få folk til at købe højtaljede, slimfit-jeans og ikke de lavtaljede bukser med svaj, der var på mode. Vi fik omvendt danskerne. Der var jeg i fire år, og så blev jeg udpeget af Stine Goya til at stå for hendes salg og pr. Hun var tidligere stylist hos modemagasinet Cover, og nu skulle hun gøre et lyserødt brand med dråbeformede guldspejle og eventyrlig print moderne. Jeg sagde ja, men insisterede på, at det kun var et par dage om ugen, for jeg ville også være dj. Det var min måde at være på en scene på, at blive set, selvom jeg ikke kunne danse mere.

LÆS OGSÅ: Impostor-syndrom: En form for angst der særligt rammer kvinder over 30

– Udefra set gik det hele jo let. Sådan meget slag i slag. Men i mit indre har jeg altid haft en følelse af, at jeg har skulle kæmpe ekstra for det. Opgaverne er ikke lette for mig. Det er ikke negativt, men det er en del af at have at succes. Du føler aldrig, at det kommer let. Og så har jeg altid haft en grundstemning af at være forladt. Det rækker tilbage til min barndom. Min far og jeg har ikke talt sammen, siden jeg var 14 år. Det var min beslutning, men der havde han allerede forladt mig følelsesmæssigt. Min oplevelse var, at hvis jeg ikke var god nok til min far, så var jeg ikke god nok til nogen. Da mine forældre blev skilt, følte jeg, at han valgte alkoholen frem for mig. Samtidig var han tidligere professionel bokser og en dygtig sportsmand. Hans livsfilosofi var, at du er kun god nok, hvis du er nr. 1. Ellers er det lige meget. Det har jeg troet på indtil for små fire år siden. Hvis jeg ikke var nr. 1, var jeg en fiasko. Han er død nu, så han kan ikke forsvare sig selv. Og jeg fik ikke sagt farvel.

– Jeg har kæmpet med følelsen af, at jeg ikke kan noget. Om lidt bliver jeg afsløret. Jeg forstår ikke, at jeg har den mand, som jeg har. Jeg tvivler på, om jeg er en god nok mor. Hver gang jeg skal på et dj-job, tror jeg ikke, at jeg kan huske, hvordan man gør. Jeg stiller mig selv de spørgsmål hver dag. Men mine kunder bliver jo ved med at booke mig, og min søn kysser mig hver dag. Den ene dag føler jeg, at jeg er ubrugelig og uduelig. Det er måske fire dage på en uge. Og de andre tre dage er jeg fucking Kanye West.

– Jeg skulle helt ned at ligge med angst og depression, før det ændrede sig. Et helt år hvor jeg ikke kunne komme ud ad døren. Jeg fik angst, og det udviklede sig til depression. Jeg var helt nede og mærke efter. Men så kom jeg i gruppeterapi. Først ville jeg ikke afsted og mødes med en masse ”tabere”. Jeg gjorde det for min families skyld. Og i terapien mødte jeg et sammensurium af skønne mennesker, der havde ramt bunden, og som også skulle hjælpes op igen. Vi blev hjulpet af en læge og en psykolog, der tilbød kognitiv terapi. Vi skulle ikke kigge tilbage, men lære at kigge frem.

– Jeg var nødt til at melde det meget ærligt ud over for alle. Både privat og på min offentlige profil på Instagram. Jeg måtte sige det højt for selv at tro på det. Og så havde jeg behov for at tage paraderne ned og vise, at jeg ikke skal være nr. 1 hele tiden. Det skal ingen. Jeg ville vise, at jeg er en følsom sjæl, der havde brug for en pause. Og så ville jeg nedbryde et tabu. Jeg ville vise, at os, der bliver ramt af angst og depression, ikke er de svage.

LÆS OGSÅ: Mø: “Dér nåede jeg grænsen. ”Karen, du er helt fucked!”, sagde mine forældre til mig”

– Reaktionerne var meget blandede. Min egen familie syntes, det var svært. De syntes, jeg var så stærk, og det var mærkeligt, at jeg pludselig var svag. Jeg havde aldrig spurgt om hjælp før.

– Min mand reagerede omvendt. Han er helt modsat mig. Han er typen, der er god til at mærke sine egne behov. Han vil hellere komme for sent, hvis han trænger til en snack, inden vi går ud ad døren. Han bliver aldrig stresset, og han er ikke bange for at fejle. Han er min modsætning, og jeg var bange for, at han ikke ville kunne forstå mig. I starten prøvede jeg at lægge afstand til ham. Han ville jo alligevel forlade mig. Men han blev. Og han læste om min tilstand og tog med til lægen. Han lavede maden, passede børnene og tjente pengene. Han var en klippe. Der var nogle venner og veninder, der røg i svinget, men det har været en god proces. Hvis man kun er der, når der er sjov og ballade, er folk jo ikke værd at holde på.

– Jeg har det skide godt i dag. Ikke HVER dag. Men i dag. Jeg er landet på begge fødder, og de er mere solidt funderet nu. Jeg har taget verdens største nej-hat på. Jeg er blevet så god til at sige fra over for familie, venner og arbejde. Og når jeg siger fra, bliver det modtaget positivt. Og så har jeg har smidt den tunge rygsæk med barndomstraumerne.

Arrene forsvinder ikke, men jeg bliver ikke tynget mere. Den lille nagende stemme er blevet min ven. Den giver mig lyst til hele tiden at blive bedre. Når jeg har et job, gør jeg mig meget umage og laver ikke noget med venstre hånd. Men jeg skal ikke altid være nummer 1.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Depression og Angst