Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?
– Den vigtigste form for kærlighed er den kærlighed, man har
til sig selv. Det er et quick fix at søge kærlighed i andre og håbe, at det smitter
af på én selv. Det kan hjælpe kortvarigt, men i sidste ende er det vigtigste,
at man har kærlighed til sig selv.
Det er ikke, fordi jeg har mestret det helt
endnu, men jeg kan mærke en stor forskel i de perioder, hvor jeg taler pænt til
mig selv. Det er først noget, jeg er begyndt at arbejde på inden for de seneste
to år, fordi jeg har fået nogle meget tætte veninder, som har et virkelig sundt
forhold til dem selv. Jeg øver mig i at spejle dem, og hvordan de
prioriterer sig selv, taler til sig selv og passer på sig selv.
Hvordan har dit forhold til dig selv ændret sig med
alderen?
– Mit syn på mig selv har udviklet sig, men jeg ved ikke, om
det har ændret sig, eller om det nogensinde kommer til det. Jeg har svært ved
at forestille mig, at jeg skulle hvile lige så meget i mig selv, som nogle af
mine veninder gør. Jeg øver mig, og jeg prøver, men jeg tror, det ligger så
fundamentalt og indgroet i mig, at jeg ikke føler mig god nok.
Og så har jeg valgt et arbejde, hvor jeg er enormt meget på, og et eller andet sted handler det
nok også om behovet for at blive valgt til. At der er nogen, der skal se mig og
synes, at jeg er god nok – hvilket er meget risikabelt, for der er jo ingen
garanti for, at det, jeg laver, er noget, folk kan lide.
Jeg prøver virkelig at
være opmærksom på det mønster, og jeg arbejder stadig på at sige pæne ting til
mig selv. Jeg håber, det kommer en dag, men jeg synes, det er svært.
Bliver du påvirket negativt af de sociale medier?
– Ja, det gør jeg meget. Jeg kan huske, at da jeg startede med at
være på Instagram og TikTok, var jeg ret ligeglad med, hvad jeg delte. Men jo
flere mennesker, der så med, jo mere kom jeg i tvivl om mig selv. Hvordan jeg
så ud, og hvad folk ville tænke.
Jeg ville ønske, at jeg ikke tænkte så meget
over det. Jeg ville give alt for, at det stadig var sådan, som da Instagram
startede, hvor man bare delte, hvad man lige havde lyst til den dag. Men alt er
så overtænkt og poleret nu, og jeg føler også, at jeg nogle gange selv bidrager
til den kultur. Det er virkelig noget, jeg tænker over, for det er ikke
særlig sjovt.
Hvordan påvirker de sociale medier dig positivt?
– Jeg ser flere mennesker, der har samme hudfarve som mig, og
det er en kæmpe gave. Jeg tror også, at det hårde blik, jeg har på mig selv, hænger
sammen med, at jeg er vokset op i en tid, hvor der ikke var så mange, jeg kunne
spejle mig i, som der er nu. Så jeg har følt mig ret forkert.
Jeg ville ønske,
at nogen kunne have forklaret mig dengang, hvorfor mine afrikanske lår ser
sådan ud, så jeg ikke skulle vokse op og tænke, at et thigh gap er det
eneste rigtige. Det tænker jeg jo stadig nu, hvor jeg bliver 27 lige om lidt. Jeg
tror, at jeg har fundet ud af, at det er lidt ligegyldigt, hvor meget jeg
træner, jeg skal nærmest blive syg, før jeg bliver så tynd og får det thigh
gap, og er det så det værd?
Det er lidt bedre nu med de sociale medier, men det
kom lidt for sent for min generation. Min søster er seks år yngre end mig, og
hun har virkelig nydt godt af det. Hun har set andre, der ligner hende, i sine
teenageår, og det har gjort, at hun ikke har tænkt, at hun er forkert. Hun elsker
sine lår, og jeg tror på, at en del af det handler om, at hun har haft nogen at
spejle sig i.
Hvad gør du for at få selvtillid på de dage, hvor det er
svært?
– Jeg er en enormt overtænkende, følsom sjæl, og det bliver
nogle gange for meget. Hvis det er meget slemt, så dropper jeg de sociale
medier. Så tager jeg måske to dage, hvor jeg slukker for Instagram, fordi det
er for meget.
Og så kan jeg lide at komme ud i naturen. Jeg bor i København, så
når jeg gerne vil ud i en skov, tager jeg S-toget til Dyrehaven, og så går jeg
en tur derude. Det minder mig om, at der findes noget andet, og at det ikke alt
sammen handler om perfekthedskulturen. Ellers ses jeg med mine veninder. Så
puster vi luftmadrasser op i stuen og ser film.
Det vigtigste er at forsøge at
komme lidt ud af den boble, for det kan virkelig blive en ond spiral.
Om Bathsheba
- 26 år
- Sanger og sangskriver
- Bor i København