Jeg sad egentlig bare og slumrede mentalt til semifinalen i 'X Factor'. Tyggede slik.

Fyrede et par hygge-sætninger af til familien. Var fra- Blachman-til-menneske-translatør for den 11-årige. I ved. Klassisk fredag aften i 'X Factor'-sæsonen. Men så var det, at Rosél gik på scenen med en afsindig smuk sang af Guldimund; ”Det’ kun vigtigt, hvad det er”. Der var to fe-agtige, stilsikre skikkelser, strygermusik – og så var der en scenografi med et plastiklærred, de skulle rive op og gå igennem. Og så snublede den ene…

Læs også

LÆS OGSÅ

Fallulah: "Der er noget barndom, der forsvinder, når man mister en forælder"

Ikke meget, men nok til at få Familien Danmark til synkront at indstille sliktyggeriet og gibbe lidt. Et lille ”ah” slap ud af den ene af sangerne i Rosél – men ellers fortsatte de ufortrødent og indkasserede kæmpe bifald og ros fra både Kwamie Liv og Blachman. Ingen af de to nævnte det lille plastik-uheld.

Da turen kom til Simon Kvamm, bad han Rosél tage roserne ind og tro på dem – IKKE at tale om den ligegyldige detalje, at en fod et splitsekund hang fast i plastikken. ”Men jeg ved bare, at det bliver dét, I tager med jer fra den her performance – og det er en skam”, påpegede han.

Hjemme i den praktiskgrå sofa kiggede min mand på mig: ”Kan du genkende det, hva? Nu laver vi den regel, at hver gang du leder efter bittesmå ting, som du kan nedgøre dig selv og dine præstationer med, så siger jeg PLASTIK. Og så holder

du op med det!”

God regel. Han har ret. Det har Simon K. også. Men det er ikke let at ændre på den slags.

Engang spurgte min psykolog mig om, hvad der ville få mig til at føle mig som en succes – eller bare føle mig god nok. Jeg vidste det ikke. Noget med at vinde Nobels Litteraturpris, vel … Men helt ærligt. Vandt jeg den, så skulle jeg nok finde en kommafejl på side 556, som ville få mindreværdsfølelsen og impostersyndromet til at stikke sit grimme fjæs ind i mit sind og ånde tungt på roserne, til de visnede.

Læs også

LÆS OGSÅ

Dorrit var forsker og fyldt 60, da hun kastede sig ud i anderledes karriere

Engang havde jeg en kæreste, som vitterligt forgudede mig. Aften efter aften spillede han guitar for mig i sofaen og sang kærlighedssange. Pivfalsk. Men han blæste på den detalje, at han ikke kunne synge, hvilket i virkeligheden gjorde hans gestus endnu mere kærlig og intens; for ham var det eneste vigtige at levere musikalsk kærlighed til mig. Vigtigere end hans egen stolthed og forfængelighed.

”For du' ligeglad med, hva' det ligner – det' kun vigtigt, hva' det er”, som en linje i førnævnte Guldimund-sang lyder.

Han strøg min kind, roste min bløde hud, hypnotiserende øjne og perfekte figur. Akavet tog jeg imod og tænkte, at han nok sagde det, fordi han var fuld eller liderlig eller synshæmmet.

Men den dag, han i et vredesudbrud sagde til mig, at jeg havde rottetænder, dér troede jeg ham 100%.

Og så holdt jeg op med at smile med tænderne, til jeg fik råd til at få bisserne rettet ud med voksenbøjle. Det blev til godt 15 år, hvor jeg som refleks tog hånden for munden, når jeg spontant kom til at smile bredt.

I samme periode dansede jeg i øvrigt heller ikke, fordi min veninde engang havde grinet af mine moves til en klubfest, da vi var sårbare teenagere. Tænk sig, hvor meget liv og glæde man misser på grund af ufølsomme kommentarer eller minimale fejltrin.

Så fuck det – nu lukker jeg dig og din pointe ind, Kvamm og ægtemand. Eller – jeg prøver.

PLASTIK!

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.