Hvad er dit forhold til kærlighed?
– Kort fortalt så var min far aldrig rigtigt en del af mit
liv, og på et tidspunkt fik min mor en ny mand, der ikke var så glad for
hverken min søster eller mig. Hun valgte at blive sammen med ham, og da jeg var
femten år, blev jeg smidt ud hjemmefra.
Derfor har jeg altid haft meget svært
ved at have tillid til kærlighed. Når nu mine egne forældre kunne være
ligeglade med mig, kunne jeg ikke se, hvorfor andre skulle vælge mig til.
Kærlighed har altid føltes som en midlertidig ting, jeg kunne få, når andre
havde tid eller overskud, og så forsvandt den igen.
Hvordan har det påvirket dig?
– Jeg tror, at jeg altid har følt mig fravalgt, og derfor
har jeg haft svært ved at have tillid til andre. Især da jeg var yngre, havde
jeg svært ved at tro på, at folk ville blive, så jeg endte ofte med selv at gå. Det er så indgroet i mig, at jeg ikke føler mig god nok.
Og
så har jeg så valgt en karriere, hvor jeg er enormt meget til skue, og det
handler nok også et eller andet sted om et behov for at blive valgt til. At der
er nogen, der skal se mig og synes, at jeg er god nok. Hvilket i virkeligheden
er meget risikabelt, for der er jo ingen garanti for, at det, jeg laver, er
noget, folk kan lide. Jeg sætter hele tiden mig selv i en position, hvor jeg
kan komme til at brænde fingrene, men det er nok, fordi det føles trygt for
mig. Det er et mønster, jeg reflekterer meget over.
Hvilket syn har du på dig selv i dag?
– Jeg har altid en følelse af, at jeg gerne vil gøre det
lidt bedre. Det er aldrig helt godt nok. Det kan være fantastisk, fordi det
driver mig fremad, men det er også enormt udmattende, fordi jeg aldrig stopper
op og fejrer sejrene. Jeg er altid videre til det næste. Det kan både være i
forhold til min karriere, mit udseende, mine relationer eller det sted, jeg
bor. Det er aldrig godt nok.
Jeg prøver at lære, at det er okay at tage en
pause. At det er okay ikke altid at have succes. Men der en stemme i mit hoved,
der hele tiden fortæller mig, at jeg skal gøre det bedre, for hvis jeg ikke gør
det, så kommer folk til at vælge mig fra. Så kommer de ikke til at synes, at
jeg er god nok.
Jeg prøver at tale højt om det i håb om, at det kan få stemmen
til at fylde lidt mindre, for det er enormt trættende at være i.
Hvornår føler du dig mest selvsikker?
– Når jeg er på scenen. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Nogle
vil måske tænke, at hvis jeg virkelig var så usikker, som jeg siger, ville jeg
ikke kunne optræde. Og jeg er fuldstændig enig. Jeg tænker præcis det samme.
Det
giver ingen mening i mit hoved, at jeg kan være en nervøs, introvert mus på
mange punkter og så have et job, hvor jeg stiller mig op foran mange mennesker.
Men det føles lidt som et helle for mig. Det er det, jeg føler, at jeg er bedst
til, og jeg øver mig virkelig meget på det.
Det er nok også igen behovet for
at blive anerkendt. At selv hvis der kun er én, der lytter, så bliver jeg valgt
til, fordi der er nogen, der vælger at komme til min koncert.
Og hvad så den
dag, de ikke vælger mig mere? Er al min selvtillid bygget på, at der er nogen,
der skal vælge mig? Og hvis det en dag ikke kan lade sig gøre mere, hvad gør
jeg så? Jeg ved det ikke, men det er noget, jeg tænker meget over. Jeg har kun
en plan A. Hvis jeg laver en plan B, føles det lidt, som om jeg allerede har
givet op. Jeg ved ikke, om det er smart eller dumt, men det giver mig i hvert
fald en drivkraft.
Er der et råd, du ville give dit
yngre jeg?
– Jeg har brugt så
mange år på at tale grimt til mig selv, fordi jeg ikke syntes, at jeg passede
ind eller var det værd.
Så mest af alt ville jeg sige til mig selv, at jeg er
god nok. Der var så meget dengang, der gik i stykker og ikke lykkedes, at jeg blev
så vred på verden. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, ”jeg forstår det godt,
men du spænder ben for dig selv. Det bliver meget sværere for dig på længere
sigt, når du lukker dig så meget inde.”
Men det er svært, for hvorfor skulle
jeg have tillid til folk omkring mig, når jeg kun havde fået det modsatte bevist?
Jeg forstår godt, hvorfor jeg var så sur og ked af det. Jeg forstår hende
virkelig godt. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage det fra hende.
Om Bathsheba
- Sanger og sangskriver
- Blandt andet kendt for hits som
”Something about her” og ”GREEN GRASS”
- 26 år og bor i København
- Aktuel med sangen 'Baya
(Take Me Away)' sammen med Safri Duo, der udkom d. 12. september.