Mathias 'Zanka' Jørgensen på Roskilde Festival 2026
Mathias "Zanka" Jørgensen på Roskilde Festival 2026

Mathias Zanka åbner op om stor beslutning: "Nu mærker vi efter"

Efter livet som professionel fodboldspiller er sat på pause, nyder Mathias Zanka Jørgensen den danske sommer, men fremtiden er stadig helt åben.

logo herognu HER&NU HN

Da HER&NU møder den 36-årige tidligere landsholds- og FCK-profil torsdag eftermiddag på Roskilde Festival, er det sommer, familie og fremtidsplaner, der fylder og ikke fodbold.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Efter flere år i udlandet er Zanka og familien igen faldet til i København, og det er netop de små hverdagsglæder, han har savnet mest.

– Det er vitterligt bare det her med at cykle rundt i København og hoppe i vandet. Og det her med ikke at skulle skifte tøj hele tiden, men de her dage, vi har, som vi lige har haft to uger af, hvor man vitterligt bare har kunnet gå ud om morgenen i et par shorts, og så det eneste, man har skulle tænke over at skulle skifte, det var mellem badeshorts og almindelige shorts, fortæller han med et smil og fortsætter: 

– Vi skal i sommerhus og plukke nogle danske jordbær. Og cykle rundt. Og nyde alt det, som vi ikke har kunnet det sidste stykke tid, hvor der især ovre i LA er mange biler, kø og trafik. Så det er dejligt bare at kunne være herhjemme og kunne tage den med ro og cykle rundt. Det er noget, jeg har savnet.

Selvom familien trives i Danmark, vil Zanka ikke udelukke, at eventyret en dag fortsætter et andet sted.

– Man kan aldrig være helt sikker, men i min familie ser vi os selv lidt som en moderne familie og nogen mennesker, der tager lidt hen, hvor vinden blæser. Og som udgangspunkt er vi københavnere, og vi vil gerne være her, men alt kan ske. 

Fodbolden er sat på pause

Tidligere på året udløb Zankas kontrakt med FC København, og siden har fremtiden været uvist.

Han afviser dog ikke, at støvlerne kan komme på igen.

– Lad os kalde den på lavblus. Det synes jeg er en meget god måde at sige det på. Jeg har lidt accepteret, at jeg ikke kommer til at have en fodboldkarriere, der kører ligesom alle andres. Det er lidt op og ned og ad snørklede veje. Og nu ser vi på, om vi nogensinde har mod på mere, eller om det skal være det.

Men beslutningen om hvorvidt karrieren er helt slut er han ikke ene om at tage. 

– Det har vi besluttet os for - både jeg selv, men også min hustru, at vi lige tager den og mærker, om vi overhovedet gider mere.

Går all in på familieprojekt

Mens fodbolden er sat på pause, bruger Zanka tiden på et andet fælles projekt med hustruen Nanna Jatta. Parret har nemlig startet børnetøjsmærket "Bobbensdept", som nu får langt mere af hans opmærksomhed.

– Jeg har i hvert fald brugt masser af tid på det og fundet ud af, at det er sværere, end man tror. Det kræver nogle timer, som man skal have lagt i det, og det er fedt, og det er spændende, men det er godt nok også hårdt. Så det er selvfølgelig også noget af det, som vi har drømt om.

Det er heller ikke tilfældigt, at virksomheden har base i hovedstaden.

– Der er også en grund til, at vi har startet det hjemme i København, for at vi ligesom kunne komme hjem til det. Og det er også noget af det, der binder os især til København.

Privat danner Mathias Zanka Jørgensen par med Nanna Jatta, og sammen har de sønnen Axel på fire år. Om fodboldkarrieren får endnu et kapitel, må tiden vise, men lige nu er det familielivet og den danske sommer, der har førsteprioritet. Og så drømmer parret også om at udvide familien i fremtiden, har han tidligere udtalt til HER&NU.