Oh Land stopper i "X Factor": "Det var ikke mit valg"

"X Factor" fortsætter uden Oh Land, der ikke vender tilbage som dommer efter flere sæsoner i programmet. Afskeden kommer i forlængelse af et år præget af personlige omstændigheder i hendes familie.

Jonas V. K. Laursen Jonas V. K. Laursen Jonas V. K. Laursen her&nu

4. Jul 2026 - 13:00

Sanger Nanna "Oh Land" Fabricius bekræfter i et nyt opslag på Instagram, at hun ikke vender tilbage som dommer i TV 2-programmet "X Factor".

LÆS OGSÅ

Husker du Katrine fra “Indefra med Agger”? Sådan går det hende i dag

I DR’s dokumentar “Indefra med Anders Agger – Syg ungdom” mødte seerne Katrine fra Holmstrupgård, der fortalte om livet med en spiseforstyrrelse. Nu fortæller Anders Agger, hvordan hun har det i dag.

Artiklen fortsætter under videoen.

– Jeg skal ikke være dommer i "X Factor" mere. Efter min datter blev kræftfri, blev jeg ikke tilbudt at komme tilbage. Det var ikke mit valg. Jeg har elsket det arbejde i alle de år og er ked af at skulle tage afsked under så hårde omstændigheder, fortæller hun.

Oh Land trådte i september ud af programmet, hvor Drew Sycamore overtog hendes plads ved siden af Thomas Blachman og Benjamin Hav, efter at hendes nyfødte datter, Bellis, måtte i behandling for en sjælden og hurtigtvoksende kræftsygdom.

I opslaget reflekterer Oh Land også over livet efter det alvorlige sygdomsforløb i familien og skriver, at hverdagen har ændret sig markant:

– Det har været en øvelse at “komme tilbage” til hverdagen og til et liv, som ikke helt kører på samme skinner og i samme hastighed som før vores familie blev ramt af sygdom. Der er ikke en lige vej, og det har sin pris at være nødt til at stige af hamsterhjulet.

I et interview med Kræftens Bekæmpelse fortæller sangeren, at datteren Bellis kun var fire uger gammel, da familien fik beskeden om kræften.

Oprindeligt troede hun og ægtemanden Adi Zukanović, at der var tale om en ufarlig mælkespændt mave, inden tilværelsen hurtigt tog en alvorlig drejning.

– Alt blev vendt fuldstændig op og ned. Ikke kun for Adi, Bellis og mig, men også for vores to drenge, som pludselig skulle vænne sig til en hverdag, hvor bedsteforældrene rykkede ind i de faste rutiner, hospitalet blev en slags andet hjem, og det ikke længere var en selvfølge, at det var mor eller far, der hentede eller puttede dem, fortæller hun.