Louise og Sejr fra "Døm vores forhold" sæson tre.
Foto: Ida Maria Hiitola Pedersen/ DR presse
Louise og Sejr afslører tv-stunt: Har været forlovet et halvt år
Der har længe været tvivl om Louise Hjort og Sejr Beks relation, men nu forklarer de alt.
Reality-parret Louise Hjort og Sejr Bek har åbnet op for deres inderste tanker i DR-programmet "Døm vores forhold". I programmets første afsnit ser man et klip, hvor Sejr fortæller deltagerne i huset, at ham og Louise ikke længere skal være kærester, og mere ved man ikke.
LÆS OGSÅ: Alfred om nyt look: Sådan reagerede Madeleine
Artiklen fortsætter under videoen.
Der har derfor været tvivl om, hvorvidt Louise og Sejr er gået fra hinanden, men ser man sidste afsnit af DR-programmet, som er udgivet på DRTV i dag, får man svaret, for her ser man Sejr sige, at de ikke længere skal være kærester, da de nu er forlovet.
Det har ikke været nemt at blive kloge på parret undervejs som programmet er vist, for hvis man følger dem på sociale medier, har parret ikke delt ting sammen, og det har der været grund til.
– Da DR fortalte, hvordan de ville starte programmet, så tænkte vi, det ville være for tydeligt, hvad der skete, hvis man så, vi var sammen, så vi tog lige en for holdet, og det var DR meget glade for - ikke at de på nogen måde havde insinueret det. Det var 100% vores idé, fortæller Louise til HER&NU og afslører, at hun og Sejr har været forlovet et halvt år.
Det hele startede ud med, at Sejr fik en idé om at pranke de andre deltagere, men den prank gik tv-holdet hurtigt med på.
– Det ene tog det andet, siger Sejr og forklarer, hvordan det har været, at folk har troet, de er gået fra hinanden.
– Det har egentlig været meget sjovt for os, og det har betydet, vi selv har kunnet lande stille og roligt i det, hvilket har været rigtig rart, siger Sejr.
Svært at holde hemmeligt
Louise og Sejr er lettet over, at de nu kan fortælle hele sandheden.
– Jeg glæder mig så meget til at kunne gå ud og spise med min forlovede, siger Sejr.
Ifølge parret har de været nødt til at gå lidt i skjul offentligt.
– Mens programmet har været ude, har vi brugt noget tid på Bali. Vi havde ikke klædt os ud, men vi havde lidt en forklædning på i lufthavnen, og så gik vi ikke sammen rundt derude - bortset fra ved security - men der gik ti minutter, så fik jeg en besked, hvor der stod, "Hej Louise, har jeg lige set dig og Sejr sammen?", siger Louise, der er overrasket over, hvor hurtigt, de blev spottet.