Emma læser Arthus brev i "Temptation Island"

Brød reglerne: Hemmelig kontakt under optagelserne på "Temptation Island"

Deltagerne fandt kreative måder at kontakte hinanden på trods af forbud, fortæller Emma Møller. 

Logo Realityportalen RP RPLOGO

I "Temptation Island" er præmissen, at parrene, som er bosat i hver sin villa med en masse singlemænd eller -kvinder, ikke må have kontakt til hinanden. 

Artiklen fortsætter under videoen...

Alligevel fandt deltagerne smutveje til at komme i kontakt med hinanden under optagelserne. Det afslører Emma Møller over for Realityportalen. 

– Der var et tidspunkt, hvor Arthur og jeg råbte til hinanden fra hver vores villa. Nikolaj og Liv gjorde det også. Liv og jeg skreg i kor, at vi elsker dem. Det kom så også tilbage den anden vej. Så kom produktionen og sagde, at det måtte vi altså ikke. Men det var altafgørende lige at høre Arthurs stemme – det var vanvittigt. Jeg tror, det var på dag otte eller ni, forklarer Emma om den forbudte kommunikation.

Sendte sedler i smug

Det var dog ikke den eneste gang, Emma kommunikerede med Arthur i al hemmelighed. 

I villaerne fik deltagerne nemlig stukket en blyant i hånden til at lave sudoku, men Emma – og de øvrige kvinder – fandt hurtigt en anden måde at bruge skriveredskabet på. 

– Vi fik taget vores blyanter, fordi produktionen opdagede, at vi havde skrevet sedler til vores kærester, forklarer Emma, som uddyber, hvordan det gik til, at de små noter blev smuglet ind i mændenes villa. 

– Nogle gange kom vasketøjet fra drengenes villa ind til os ved en fejl. Liv, Sabrina og jeg tænkte derfor lidt hurtigt, at det selvfølgelig skulle ind til drengene, så derfor kunne vi plante en seddel til vores kærester i vasketøjet, forklarer Emma. 

Da produktionen opdagede det, var det slut med skriveremedierne.

– Drengene fik vores sedler, og dét opdagede produktionen, og derfra var det helt slut med at lave sudoku. Det var vi selvfølgelig ikke så glade for, men vi tog hver en lille mulighed for at give lyd. Drengene fik også taget deres sedler, siger Emma. 

Kan du huske, hvad du skrev?

– Jeg tror, jeg skrev: "Jeg savner dig så meget. Husk jeg elsker dig. Knus E", siger Emma. 

Hvorvidt Emma og Arthur stadig er sammen i dag, må de først afsløre, efter programmet er slut.