Vært på 'Kender du typen' Tobias Hansen
Vært på "Kender du typen" Tobias Hansen

DR-vært lå i koma i tre dage: Jeg kan ikke huske mine børns fødselsdage

Tv-værten Tobias Hansen, kendt fra DR-programmet "Kender du Typen?", blev under en ferie i Nordjylland ramt af et pludseligt hjertestop. Takket være sin 12-årige søn og en frivillig hjerteløber overlevede han det dramatiske forløb.

logo herognu HER&NU HN

Under en familieweekend i Skallerup Klit i maj oplevede den 46-årige tv-vært Tobias Hansen et livstruende hjertestop. 

For første gang fortæller han nu offentligt om hændelsen i Aftenshowet, og det er tydeligt, at han er berørt af situationen. 

Artiklen fortsætter under videoen. 

Den kendte tv-vært var ude at gå med sine to drenge, Mio på 2 år og Hugo på 12, da han pludseligt tog sig til brystet, satte sig ned og faldt om. Den 46-årige tv-vært blev reddet, fordi hans 12-årige søn løb efter hjælp. 

– Han løber bare med det samme, og det er jo det, der redder mit liv. Han kommer rimelig hurtigt hen til en kvinde. Hun løber med ham tilbage til der, hvor jeg ligger. Hun får ringet 112, og så går hun bare i gang med at give hjertemassage, fortæller tv-værten, som ikke kan skjule sin stolthed over sønnen i Aftenshowet,

Kvinden var Kate Jensen, en frivillig hjerteløber, der tilfældigvis befandt sig i nærheden. En ambulance ankom kort efter og kørte den livløse Tobias Hansen til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev lagt i kunstigt koma. De næste døgn svævede han mellem liv og død.

- Det var først tredje gang, at det lykkedes at genoplive mig, siger han i programmet og fortæller, at han endte med at være indlagt i 17 dage.

Han blev senere udskrevet og har nu fået indopereret en pacemaker, som skal hjælpe med at regulere hjertets rytme. Selvom han er kommet hjem, kæmper han stadig med følgevirkninger efter hjertestoppet.

– Jeg burde bare være 100 procent lykkelig, fordi jeg har overlevet det her, men hele min hverdag er anderledes, end den var før. Også fordi, at jeg heller ikke kan gå på arbejde nu. Jeg må ikke køre bil i tre måneder. Det er jo banaliteter i forhold til at dø, men hele gulvtæppet, alt hvad jeg går og laver til daglig er bare revet væk, fortæller Tobias. 

Tobias kæmper desuden med hukommelsesbesvær og koncentrationsproblemer. Han kan ikke huske sine børns fødselsdage eller de sange, han har sunget for dem gennem tolv år.