Tabte 25 kilo: “Jeg er blevet den gamle Jannie igen”
Efter flere år med stigende vægt følte Jannie Rydahl Bjerre sig fanget i sin egen krop. I november sidste år besluttede hun, at nok var nok. Siden har hun tabt 25 kilo, fundet tilbage på cyklen og fået både energien og selvtilliden igen.
Denne sommer gjorde Jannie noget, hun ikke havde gjort i mange år.
Hun gik på stranden og badede i badedragt, og for hende var det meget mere end en tur i vandet.
– Jeg har undgået at gå i badedragt i så mange år, så det var en kæmpe sejr. Det føltes som frihed.
Friheden står i skarp kontrast til den følelse, Jannie havde for knap et år siden. I efteråret 2025 havde hendes vægt nået sit absolut højeste efter lige så stille at være steget gennem de seneste syv år.
Efter at have prøvet at tabe sig flere gange blot for at tage kiloene på igen, kunne Jannie en dag ikke længere skubbe det fra sig.
– Jeg følte mig fanget i min egen krop. Jeg var jo helt klar over, at vægten var steget, jeg havde bare ikke haft overskud til at gøre noget ved det. Selvom jeg ellers altid har cyklet til alting, kom jeg aldrig op på min cykel mere, og jeg fik ondt i lænd og knæ, når jeg gik længere ture med min hund. Det var skræmmende, at jeg var nået så langt ud, fortæller 51-årige Jannie.
– Jeg var konstant trist. Hver eneste dag tænkte jeg på min overvægt. Jeg vidste godt, at jeg skulle tage mig sammen og gøre noget ved det, men jeg skubbede det hele tiden væk og trøstespiste noget mere, siger Jannie, der arbejder som lægesekretær.
I november sidste år fik hun nok. Hun havde hverken lyst til vægttabsmedicin eller at blive operere for sin overvægt, men hun vidste samtidig, at hun ville få brug for noget hjælpe til at komme i gang med at tabe sig.
På Facebook så hun annoncer for vægttabskonceptet Fit-all, der tilbyder vægtcoaching suppleret af ugentlige vejninger, og efter et par ugers tilløb meldte hun sig ind.
Grønne måltider
Et af de første skridt i Jannies vægttabsrejse var at blive mere bevidst om, hvad hun egentlig spiser. Hun begyndte at taste sine måltider ind i en app for at tælle kalorier og få et overblik over madens indhold af protein, kulhydrater og fedt.
Aftenhyggen med slik og kage blev pakket væk, og der kom mindre brød og færre hurtige kulhydrater på tallerkenen til fordel for langt flere grøntsager.
Jannie begyndte at tage madpakke med på arbejde til fordel for besøg i kantinen, så hun nemmere kunne styre frokostens kalorieindtag. I dag består hendes frokost af rugbrød med kød- og fiskepålæg, hytteost og gnavegrønt.
Morgenmaden er typisk skyr med frisk frugt i hverdagen, mens weekenden også kan byde på blødkogte æg eller omelet. Til aften spiser Jannie forskellige typer kød med masser af grønt. Hun spiser også gerne kartofler, ris og pasta, blot i mindre mængder end tidligere.
– Min kost består af helt almindelig mad, og der er ikke noget, jeg ikke må spise. Jeg føler ikke, at jeg lider afsavn, jeg tænker blot over, hvor mange kalorier de forskellige madvarer indeholder.
Særligt det grønne har fået en stor og vigtig plads i Jannies kostomlægning.
– Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvad spidskål kan. Det er meget bedre end iceberg, fordi det mætter, og det kan tilberedes på mange forskellige måder.
Tilbage på cyklen
Jannie mener selv, at det er kostomlægningen, der har gjort den store forskel for hendes vægttab, men motionen er også blevet en vigtig del af hendes nye hverdag.
Hun er kommet op på cyklen igen, og i december begyndte hun på dance fitness og toning, og går fast til træning to gange om ugen. For nylig oplevede hun at se sig selv i spejlet til dans på en helt ny måde.
– I starten stod jeg altid bagerst i lokalet, men pludselig tænkte jeg, at hold da op, jeg fylder da ikke mere end de andre. Samtidig kan jeg mærke, at jeg kan holde til meget mere. Jeg har en stejl bakke på vej hjem fra arbejde, og den kan jeg nu cykle op ad uden besvær.
Siden november har Jannie tabt sig 25 kilo. Hver gang vægten viser minus fem kilo, får deltagerne et diplom, og Jannie har netop modtaget sit femte. Målet er 30 kilo, men hun har ikke travlt. Hun har erfaret, at vægten ikke nødvendigvis falder lige hurtigt hele tiden:
– Går der en uge, hvor man ikke har tabt sig, må man op på hesten igen, og så sker der måske noget ugen efter. Og så gælder det også om at huske, at kroppen også ommøblerer, så selvom man ikke altid har tabt sig på vægten, har man måske bygget muskler eller tabt sig nogle centimeter på kroppen.
Det har også været en hjælp at sidde sammen med andre i samme situation og ikke mindst de ugentlige vejninger har givet blod på tanden til at få vægten ned.
Jannie er nu der i sit vægttab, hvor hun er ved at finde en ny balance hverdagen. Hun har lavet en livsstilsændring, som er blevet hendes nye måde at leve på, og derfor skal der være plads til det hele.
– Jeg får også tapas og rødvin og alt muligt andet ind i mellem, jeg skal bare være bevidst om, hvor meget jeg får.
I dag har jeg det helt fantastisk. Jeg er blevet den gamle Jannie igen.
Jeg har ingen smerter længere, og jeg har meget mere energi og langt mere selvtillid. Jeg har genfundet glæden i mit liv.