Første offer i "Forræder": "Det kom meget bag på mig"
Anders Grau blev det første offer for forræderne, og det kom meget bag på ham
Komikeren Anders Grau fik ikke mange timer i årets sæson af "Forræder", før hans eventyr var slut. Allerede den første nat blev han udpeget som offer af de tre forrædere Mette Søndergaard, Soeren Le Schmidt og Lucy Love.
Artiklen fortsætter under videoen.
Det betød at komikeren ikke engang nåede den første morgenmad på slottet. Anders Grau fortæller til HER&NU, at han på ingen måde havde regnet med at ryge ud som den allerførste.
– Det kom MEGET bag på mig, at jeg var den første, der blev myrdet. Jeg er en type, der kommer lidt afdæmpet ind ad døren, når jeg møder nye mennesker, så jeg havde nok forventet, at jeg kunne flyve lidt under radaren og først blive set som en del af spillet meget senere, fortæller han.
Den tidlige exit betød samtidig, at oplevelsen blev noget anderledes, end han havde forestillet sig.
– Det var jo mest af alt en kort fornøjelse. Så det er nok mere forventningerne, jeg husker, end det var selve oplevelsen af at være med. Det var rigtigt spændende og anderledes at prøve at blive isoleret fra omverdenen, og jeg var meget spændt på at skulle opleve spillet. Men overordnet set sluttede det jo faktisk, før det startede for mit vedkommende, og jeg røg ud, mens alt stadig var helt nyt.
Stor fan af spillet
Selvom Anders Grau ikke nåede at sætte sit præg på spillet, så lægger han ikke skjul på, at han stadig er meget optaget af formatet.
– Jeg har været ret fascineret af "Forræder" - også før jeg selv var med. Privat er jeg en meget ivrig brætspiller, og jeg er vild med strategi. Jeg elsker, hvis man kan overraske nogen og vinde på en måde, de ikke havde set komme. Det var da også ambitionen at gå efter noget lignende i "Forræder".
Men sådan skulle det ikke gå, og om det skyldes, at Anders Grau ikke havde lagt en detaljeret strategi inden optagelserne, er svært at sige.
– Selvom jeg nyder at spille brætspil med masser af strategi, så er jeg ikke supergod til at lægge en klar strategi på forhånd. Jeg tror, at mine overordnede og meget fluffy tanker var noget med at "være sig selv" og så se, hvad der dukkede op af taktiske muligheder.
Ville ikke ændre meget
Når Anders Grau ser tilbage, er han heller ikke sikker på, at en anden tilgang ville have ændret udfaldet.
– Selvfølgelig tænker man over, om man kunne have gjort noget anderledes, men jeg tror, det er ret tilfældigt, hvem der ryger ud som den første.
I det første afsnit var det tydeligt, at vennen Martin Høgsted blev påvirket af at se Anders Grau forlade spillet, og det varmer i dag komikerens hjerte.
– Det var jo fantastisk dejligt at se i programmet, at Martin ikke var helt uberørt af, at jeg røg ud. Han er en meget nær ven, og vi interesserer os begge for, hvordan hinanden har det. Og jeg nåede jo ikke at lære så mange at kende i huset af dem, jeg ikke kendte i forvejen, men til gengæld var der en, jeg kender rigtig godt, og så håber jeg da bare, at Martin går hele vejen.
Selvom Forræder-eventyret blev kort, udelukker Anders Grau ikke, at seerne kan få ham at se i andre tv-programmer.
– Jeg siger bestemt ikke nej på forhånd til at deltage i andre programmer og formater. Jeg er en ivrig og engageret tv-seer, og jeg sidder da altid og tænker på, hvordan jeg selv ville gå til det, når jeg ser noget sjovt eller spændende. Men nu ser vi, hvad fremtiden bringer. Lige nu er jeg mest fokuseret på, at jeg skal på landevejene igen med mit onemanshow "Afregning ved kasse 1" i starten af september, fortæller komikeren afsluttende.