Christina Blom Monberg bolig
SPONSORERET indhold

Christina er ekspert i at omdanne kedelige Ikea-møbler til tjekket interiør

Christina Blom Monberg, som er handywoman med stort H, har i løbet af kort tid forvandlet en medtaget villalejlighed i Brønshøj til et indbydende og kreativt hjem med flotte Ikea-hacks og lækre kalkfarver på væggene.

Af: Mette Kirstine Brinch Foto: Christina Kayser O.
10. maj. 2022 | Bolig | BoligLiv

Det er svært at forestille sig, at man på kun to en halv måned kan forvandle en slidt lejlighed til et indbydende hjem med bl.a. nyt køkken, bad og gulve. Christina og Anders var faldet pladask for villalejligheden i to etager, for her var der en god planløsning og plads nok til dem og deres fire sammenbragte døtre. Og på trods af, at der skulle en større renovering til, kunne parret se spændende muligheder.

Men med en kommende lillesøster på vej, skulle der arbejdes hurtigt for at komme på plads. Parret overtog deres nye hjem 1. juni og flyttede allerede ind i midten af august, blot en uge efter Christina havde født. Med hjælp fra håndværkere blev køkken og badeværelser renoveret, vægge blev fjernet og tilføjet, der blev lagt nye gulve, bygget skabe, samt malet overalt.

Christina Blom Monberg bolig
Christina sværger til smukke og feminine ting. Den rosa og den ravfarvede skål er fra Hay. Tallerkenerne er fra Royal Copenhagen.

LÆS OGSÅ: 32-årige Julie byggede et orangeri af alternative materialer - det fik Facebook til at gå i svime…

Utålmodig handywoman

Christina, som er det, man med rette kan kalde en handywoman, har også lavet mange af tingene selv, for hun er typen, der ikke er bleg for at bygge en radiatorskjuler eller bruge en halv dag i et byggemarked.

– Jeg er utålmodig, og når jeg først starter et projekt, så skal tingene ske her og nu. Da håndværkeren stod og manglede et bestemt stykke værktøj for at kunne sætte brændeovnen op, endevendte jeg fire Silvan på samme dag, fordi jeg bare ville have projektet færdigt. Når først jeg går i gang med noget, så går jeg all in og giver ikke op, fortæller Christina. Hun har også selv bygget de flotte radiatorskjulere og den indbyggede skabsløsning i soveværelset. Christina er også kreativ, når det kommer til selve indretningen, og hun kan forvandle den mest kedelige kommode fra Ikea til et smukt og personligt møbel. Med maling og fransk flet har hun således lavet flere fine møbler til hjemmet.

– Jeg synes, det er sjovt at lave mine egne møbler, og fantastisk at man med få midler kan få et billigt møbel til at se helt anderledes ud, forklarer Christina.

Christina Blom Monberg bolig
To Ivar-skabe fra Ikea er med hjælp fra maling, fransk flet og messinggreb forvandlet til en elegant og unik skabsløsning, der giver masser af personlighed til stuen. De rosa pendler er fra Normann Copenhagen og plakaterne er fra The Paper Collective.

Møbelmager med vokseværk

Christina laver desuden sine egne fliseborde af mdf-plade og farverige fliser, hun selv skærer til. Det startede som små projekter til eget brug og private kunder, men der kom for alvor i gang i produktionen, da en blomsterforretning bestilte 8 styk.

– Så stod jeg der om vinteren under en presenning i min mormors kolonihave, fordi vi ikke selv havde plads. Så jeg er glad for, at vi nu har fået en kælder til alle mine møbelprojekter, ler Christina. Hun har udover de personlige møbler, skabt en skøn stemning i hjemmet med kalkmaling, hvor væggene er malet i støvede lyse nuancer som rosa, blå og grå. Der var ikke lang tid til at male de mange rum, inden baby Celine meldte sin ankomst, så Christina brugte mange timer med malerpenslen som højgravid for at nå det. Men med stædighed kommer man langt, og parret kan endelig nyde deres færdige hjem.

– Det er skønt at blive færdige med det, der på et tidspunkt så helt urealistisk ud. Men vi er begge to typerne, der hurtigt kommer til at savne nye projekter. Så om noget tid ser her måske helt anderledes ud. Hvis vi da overhovedet bliver boende, smiler Christina.

Christina Blom Monberg bolig
Parret elsker deres store åbne køkken, som erstattede det forholdsvis lille og slidte køkken, der var i villalejligheden før. Selve køkkenet er fra Ikea, mens fronterne er fra Reform i en grågrøn farve kaldet Pewter. Bordpladen er ligeledes fra Reform, og den matcher siderne på fronterne i tykkelse og materiale.
Christina Blom Monberg bolig
I stuen er der indrettet en hyggelig spiseplads med bord og stole fra Hay. Pendlen er fra Lawa Design.
Christina Blom Monberg bolig
Et af de flotte flisemøbler som Christina selv laver. Hun elsker de glatte overflader og de forskellige farver og mønstre, man kan arbejde med. Til entreen har hun valgt en flot rosa pangfarve med fliser fra Mosaikhjørnet. Væggen er malet i en helt lys grå farve kaldet morgendis fra Jotun. Billedet er fra Desenio.
Christina Blom Monberg bolig
Som en fin detalje har parret lavet hul i væggen mellem køkkenet og gangen, hvilket skaber en god sammenhæng mellem rummene. Trappen fører op til førstesalen, hvor parret har soveværelse, badeværelse og endnu et børneværelse. Kobberlampen fandt Christina til lagersalg hos Rackbuddy.
Christina Blom Monberg bolig
Christina er god til at forvandle kedelige møbler til noget nyt som med Ivar-skabene fra Ikea. Se hendes guides til forskellige Ikea-hacks på Instagram: @Inbloom.dk. De smukke tørrede blomster er fra @Fabrek_.
Christina Blom Monberg bolig
Laura på 14 har dette fine værelse med en sengelampe fra Hübsch, sengetæppe fra Hay og puder fra Zara Home og H&M Home.
Christina Blom Monberg bolig
I soveværelset har parret lavet en genial garderobeløsning med et skjult walk-in. Det ligner et indbygget skab, men man kan faktisk gå ind til et lille omklædningsrum. Det er lavet af Ikea-skabslåger og en vægflade af mdf-plade.
Christina Blom Monberg bolig
Christina er god til at skabe en varm og hyggelig stemning i hjemmet, ved at indrette i varme toner og med bløde tekstiler. Væggen er malet med en rosa kalkfarve, der giver et silkeblødt skær. Nuancen hedder Duft og er fra Lady minerals. Sofa og puf i en brændt umbra farve samt den mørkeblå lænestol er fra Alton & Heim. Sofabordet er fra Gubi, gardinerne er fra H&M Home, og lampen og puderne er fra Zara Home.
Christina Blom Monberg bolig
Badeværelset er også gennemført lavet med støvede elementer i blå og rosa farver, der går igen flere steder i hjemmet. Gulvfliserne er fra Marokk, og de rosa skabselementer er fra Reform.
Christina Blom Monberg bolig
En gammel vitrine med hønsenet blev forvandlet til et fint kreaskab til datteren Filippas værelse. Væggen er malet med Dusty Rose, og vitrineskabet med Myk, begge fra Jotun.
Christina Blom Monberg bolig
Vigga på syv år har dette hyggelige værelse malet i en støvet lyseblå farve, Blåis fra Jotun. Sengen, gyngestolen, ballonvæglamperne samt pendlen er fra Jollyroom, mens gulvtæppet er et rejsefund fra Marrakech.
Christina Blom Monberg bolig
Skabene med marmorpladen var på badeværelset i forvejen, men Christina gav dem et nyt og flot udtryk ved at male både væg og skab i en støvet lyseblå farve, Nordic Breeze fra Jotun.
Christina Blom Monberg bolig
Et af de fine børneværelser er malet i en støvet gammelrosa farve, Dusty Rose fra Jotun. Sengen er fra Petite Legarth, sengebordet er fra Ilva, gulvtæppet er fra Zara Home og vitrineskabet er fra @Den_gamle_kommode

Anbefalet til dig