Foto: Christina Kayser O.
Eva Lilja Lunds hjerte blev knust af manden i hendes liv: Jeg følte mig snydt
Eva Lilja Lund troede, at 2025 skulle være året, hvor hun blev mor med den mand, hun elskede. Men i stedet blev det året, hvor hun fik knust sit hjerte i tusind stykker.
Eva Lilja Lund mødte sin første store kærlighed for to år siden. Allerede på tredje date gjorde hun det klart for ham,
at hendes helt store drøm var at få børn – og at det var et krav for, at
forholdet kunne udvikle sig. Moderskabet var nemlig en drøm, der ikke kunne rokkes ved. Hendes nye kæreste var allerede far til to, men han forsikrede hende om, at han gerne ville være far igen.
– Gennem hele vores forhold snakkede vi ofte om børn, og vi talte
om, hvordan han gerne ville have en dreng denne gang, fordi han havde to piger
i forvejen. Men det var vigtigt for ham, at vi først skulle have børn, når
timingen rent arbejdsmæssigt passede for ham. Det fandt jeg egentlig en fin
tryghed i, fordi jeg vidste, at der ikke ville være længe til, at det var en
realitet – måske max et par år. fortæller Eva Lilja Lund i denne uges ALT for damerne (uge 29).
I efteråret 2024 bliver hun gravid – en graviditet, som ikke
var planlagt, og hun ender med at få en medicinsk abort, da hendes kæreste ikke
var klar endnu.
Noget ændrede sig dog efter aborten, og hun fik en mavefornemmelse om, at han i virkeligheden ikke ville
have flere børn, selvom han beroligede hende med, at de nok skulle blive
forældre sammen på et tidspunkt, når timingen var rigtig.
– Jeg begyndte at sige oftere og oftere til ham, at min
største frygt var, at han ville vågne op en dag og indse, at han ikke ville
have børn med mig. Jeg tror, at det var en intuition, jeg havde allerede der.
Og så tror jeg, at han under processen med aborten indså, hvor meget jeg gerne
ville være mor – og det skræmte ham måske lidt. Han begyndte nok at mærke, at
han ikke var samme sted som mig, og at han i virkeligheden ikke drømte om
børnefamilielivet igen.
Følte sig snydt
Fem måneder senere blev hendes værste frygt til virkelighed:
Den mand, hun elskede overalt på jorden, ville ikke opfylde hendes drøm om at
blive mor alligevel.
– Han havde ombestemt sig. Han ville alligevel ikke have
flere børn, og jeg gik bare rundt som en zombie hele dagen. Da han kom hjem fra
arbejde, blev han ved med at sige til mig, at jeg var en sommerfugl, som skulle
ud at sprede sine vinger, og at jeg skulle have det familieliv, som jeg drømte
om – han ville ikke holde mig for nar. Han sagde, at han gerne ville have mig
som sin kæreste, og at han elskede mig meget, men at han ikke ville dele mig
med nogen børn. Han var bange for, at hvis vi fik børn, ville jeg ikke være den
kvinde, som han forelskede sig i. Han havde jo prøvet det familieliv med sin
ekskone, og det gik i vasken. Han ville bare gerne have en kæreste.
Da Eva og hendes kæreste slog op, stod hun tilbage uden
penge, uden hjem, uden arbejde, uden kæreste.
– Jeg stod tilbage med ingenting. Jeg følte, at alle benene
på taburetten knækkede under mig på samme tid – og dér blev jeg vred på ham. Han var ude at rejse, da jeg skulle pakke mine ting i huset ned, og jeg husker
tydeligt, hvordan jeg stod og hulkede klokken tre om natten over de fucking
flyttekasser. For han havde lovet mig, at vi skulle have børn. Jeg fik en
abort, fordi han havde lovet mig, at vi skulle have børn. Jeg havde følelsen
af, at hvis vi havde beholdt det barn, så havde vi fundet ud af det. Så havde
vi fundet en løsning, og så var vi stadig sammen. Jeg stod bare tilbage med en
meget lang næse, for nu var jeg altså 32 år, og jeg skulle starte helt forfra
igen, fordi han ikke kunne holde det, han havde lovet mig. Jeg syntes, at jeg
havde gjort mit ved at fortælle ham, at jeg brændende ønskede mig børn, da jeg
mødte ham. Så jeg følte mig på en måde snydt.
I perioden efter bruddet var Eva bundulykkelig, men dag for dag kan
hun mærke, at hun får det bedre. Hjertesorgen har lært hende, at drømmen
om moderskab er stærk i hende.
– Jeg har lært, at mit ønske om børn er større end noget
andet. Før bruddet vidste jeg ikke, at mit ønske om moderskab var så stærkt, at
jeg ville forlade den mand og det liv, jeg elskede så højt, for den drøm. Så
jeg ser på vores forhold nu med en meget stor taknemmelighed over alt det, han
har gjort for mig, og jeg er ikke længere i tvivl om, at det er det rigtige
valg. Selvom det er det hårdeste valg, jeg nogensinde har skullet tage, er det
det rigtige – for det er den mest uselviske handling at kunne give slip.
Læs hele interviewet med Eva Lilja Lund i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om, hvordan hun kom igennem kærestesorgen i en kærestesorggruppe.
Eva Lilja Lund
Arbejder som digital kreatør og som SoMe- medarbejder for Bodenhoff, samtidig med hun er i gang med at tage en yoga-instruktøruddannelse.
Medvirkede i TV 2- programmet ”Bachelor” i 2021 samt ”Kom du?” i 2024. Hun er 32 år og bor i København.