Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Opskrift på nøddetærte med chokolade
Foto: Line Thit Klein Nøddetærte med chokolade

Opskrift på nøddetærte med chokolade

Nøddetærte med chokolade

En enkel og smuk tærte som smager og dufter vidunderligt. Den intense aroma af hasselnød bliver yderligere forstærket, når nødderne ristes gyldne før brug.

clock 40 minutter
printer Print
plate Nøddetærte med chokolade til 8 personer

Nøddetærte med chokolade

Mørdej:
150 g smør
225 g mel
75 g flormelis
1 æggeblomme.

Fyld:
200 g hasselnødder uden skal
200 g smør
200 g sukker
3 store æg
100 g mørk chokolade, grofthakket
1 spsk mel

Sådan laver du nøddetærte

Tænd ovnen på 180 grader.

Lav mørdejen ved at gnide smørret ind i melet, så det får tekstur som grov rasp. Tilsæt flormelis og æggeblomme og ælt dejen sammen til en kugle. Lad den ligge på køl en halv til en hel time. Rul mørdejen ud til en tykkelse på ca. 4-5mm, evt. imellem to stykker bagepapir. Tryk den ud i en smurt tærteform med løs bund og forbag bunden i 8-10 min, til den er gylden uden at være brændt.

Fyld:
Bred hasselnødderne ud på en bageplade med bagepapir og rist dem gyldne i ovnen i 8-9 min. Hold øje med dem, hvis de først bliver brændte, er de ubrugelige. Lad nødderne køle helt ned. Gnub skallerne af. Blend halvdelen fint og hak den anden halvdel medium-fint.

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og vend til sidst nødderne og den hakkede chokolade i sammen med melet. Hæld fyldet ud i den forbagte tærtebund. Der skal minimum være en lille cm op til kanten af bundens sider. Bag tærten i ca. 25 min, indtil den er gyldenbrun på overfladen, og ikke giver efter for et let tryk. Lad den køle ned og servér lun eller ved stuetemperatur med en god kop kaffe og evt. en kugle vaniljeis.

Se, hvad vi ellers skriver om: Nøddekage, Chokoladekage, Tærte, Dansk mad, Dessert, Mørdej og Bageopskrifter