Design, der bryder rammerne for det gængse formsprog
Den danske topdesigner Josephine Malling har udvalgt sine bud på designs, der allerede markerer sig i dag og kommer til at trække tråde langt ind i fremtiden.
De seneste år har arkitekt og designer Josephine Malling stået i spidsen for store indretnings- og interiørkoncepter på en lang række kendte bygninger, blandt andet Carlsbergs nye hovedsæde, og i midten af 2023 takkede hun ja til at stå i spidsen for ACT Architects nye afdeling for Interior Design og Space Planning. Ud over en kæmpe passion for faget er hun også en af de danskere, der har størst indsigt i, hvad der sker på designfronten, både herhjemme og i udlandet. Om måden hun tænker og udfører design på, fortæller hun selv:
”Hvis ikke man tør sprænge nogle rammer, opnår man ikke det ypperste resultat. Selvom jeg arbejder ud fra en ambition om at skabe tidløse rum, tænker jeg ud af boksen – ellers bliver det, du laver, uinteressant og uden udvikling.”
Denne gang står Josephine Malling overfor en anderledes opgave, end hvad hun er vant til – hun er nemlig blevet bedt om at pege på, hvordan man kan drage paralleller mellem designet på den nye Toyota C-HR og de arkitektoniske linjer i et bygningsdesign. Det er der kommet nogle interessante overvejelser ud af.
Design of tomorrow
Josephine Malling har peget på disse tre byggerier:
Kaktus Tower – det vovede og interessante
”Der er den samme kompromisløshed mellem Toyota C-HR og Kaktus Tower – det er tydeligt, at man i begge henseender har designet med øje for fremtidens menneske. Hverken bygning eller bil er neutrale i deres udtryk – tværtimod. Formgivningen bliver derimod sat på spidsen på en modig måde, og resultatet, både hvad angår bygning og bil, er, at det dristige, og det vovede får en til at overveje, hvor vi som mennesker er på vej hen.”
Kaktus Tower. Foto: Getty Images
Public – gedigent design, der rækker langt ind i fremtiden
”Lige nu står ACT Architects for den gennemgribende transformation af den tidligere Ferring-bygning i Ørestad. Jeg står i spidsen for selve indretningen, der nu kommer til at hedde Public – et kompromisløst projekt, hvor der kun arbejdes med fire materialer: læder, sten, træ og stål. Den samme kompromisløshed er tydelig i Toyotas C-HR, hvor der er arbejdet med en form, der er superæstetisk og stram. Andre fællesnævnere er det gedigne design, den futuriske fremtoning og de velproportionerede, arkitektoniske linjer. Henning Larsen, der er arkitekten bag, har i sin tid skabt en bygning, der trækker tråde langt ind i fremtiden, selvom den er bygget for 20 siden. På samme måde har Toyota skabt et designsprog, som jeg tror, vil være relevant mange år frem.”
PUBLIC. Foto: ACT Architects
Københavns Metro - æstetik i særklasse
”Fællesnævner her er først og fremmest et design, der rummer mennesker, der rykker sig – som skal fra A-B. Begge designs rummer en smuk og futuristisk lethed – en smoothness. Derudover oser Toyotas C-HR og metrobyggeriet af kvalitet og godt design – det fungerer bare, uden du behøver tænke så meget over hvorfor. Så ved man, der er tale om et design i top.”
Københavns Metro, Poul Henningsens Plads. Foto: Riginaldo Sales/Metroselskabet.
Ingen kompromiser
”Din bil er en identitetsmarkør, selv vil jeg aldrig vælge en bil, hvor det funktionelle, tekniske og æstetiske design ikke fungerede 100 procent. Uanset om man designer en bil eller bygning, kræver det en enorm tankekraft, indskyder Josephine Malling og uddyber:
”Skal et design leve op til det moderne menneskes behov, skal det have en lang levetid – og det kræver både evner, en stor omhyggelighed, og at du aldrig går på kompromis med resultatet.”
Toyota C-HR
Stilikonet Toyota C-HR er kommet til Danmark i helt ny udgave, der allerede har begejstret motorjournalister over hele Europa. Det har resulteret i, at Toyota C-HR er endt i finalen til Årets Bil i Europa 2024.
Toyota har fokus på at mindske bilers påvirkning af klima og miljø og øge genbrug og genanvendelse. Det betyder, at Toyota C-HR indeholder dobbelt så meget genbrugsplast som sin forgænger, og over 100 forskellige dele er produceret ved brug af genbrugsplast. Selv sædebetrækket er fremstillet af genbrugte plastflasker.
Toyota C-HR kommer i tre motorvarianter – alle med Toyotas avancerede hybrid-teknologi. To hybridvarianter på henholdsvis 1.8 og 2.0, der ikke skal oplades, og som opsamler energi på hybridbatteriet primært, når man træder på bremsen eller slipper speederen. En plug-in hybrid fuldender motorprogrammet for Toyota C-HR med et større batteri og en kraftigere elmotor, så det er muligt at køre op til 66 km udelukkende på strøm. Herefter tager den effektive benzinhybridmotor over, indtil du igen kan lade op.