To kvinder sidder sammen i et træ i en solrig have og smiler mod kameraet.
Simone og Bettina Rasmussen, kendt fra "Mig og min mor", nyder familietid i naturen, før deres comeback på tv i "Charterfeber".

Derfor sagde Simone og Bettina ja til "Charterfeber"

Den dynamiske duo er tilbage, og de var ikke i tvivl om, at de skulle sige ja til programmet.

Logo Realityportalen RP RPLOGO

Det er 11 år siden, man sidst kunne se Simone og Bettina Rasmussen på tv. Dengang var det i "Mig og min mor", og selvom bølgerne ofte gik højt, var man aldrig i tvivl om det særlige bånd mellem de to fynske kvinder.

Båndet er ikke blevet mindre stærkt over de sidste 11 år, selvom Simone er blevet mor og Bettina mormor. Derfor var de heller ikke et sekund i tvivl, da de blev tilbudt at deltage i "Charterfeber".

Artiklen fortsætter efter videoen med Simone og Bettina.

- Vi ville gerne vise, hvor vi er i dag, og det er også derfor, vi har sagt ja til at være med i "Charterfeber", forklarer Simone, og Bettina tilføjer:

- Så siger de, at vi skal bare tage på en uges ferie på Gran Canaria og være jer selv – hvem kan sige nej til det?

Flere tv-tilbud

Efter deltagelsen i "Mig og min mor" fik Simone og Bettina nogle enkelte tv-tilbud, men det var ikke noget, de kunne se sig selv i. For dem har det altid været et vigtigt kriterie, at tv-deltagelsen afspejlede virkeligheden, og det skulle være noget, de også kunne gøre, selvom der ikke var kamera på.

- Jeg tror egentlig også, vi nåede til et punkt, hvor vi tænkte, at det her ”Mig og min mor” er lidt træls. Vi nåede til et punkt, hvor vi tænkte, at det skulle vi have en pause fra og bare være os selv, fortæller Simone.

De vil dog ikke udelukke at lave et lignende program igen en dag.

- Vi har faktisk tit snakket om, at det kunne måske være meget rart at lave sådan et reunion program og se, hvor er de i dag, så folk kan se, at Simone og Bettina er ikke bare de der sindssyge kællinger, der råber og skriger ad hinanden, fastslår Bettina, inden hun med et grin henvendt til Simone tilføjer:

- Nå nej, det er kun dig, der skriger. Der var jeg jo så heldig, at de klippede mig ud.

Rejser sammen mindst én gang om året

"Charterfeber"passede perfekt til Simone og Bettina, som de seneste år har prioriteret at tage ud at rejse mindst én gang årligt bare de to. 

- Efter min mor døde, der sagde Simone, at vi er nødt til at skabe nogle minder mor. Vi er nødt til at gøre noget for, at vi skal nyde tiden og ikke bare lade tiden gå. Så vi rejser minimum en gang om året, hvor det bare er mig og Simone, fortæller Bettina.

De er begge to glade for at have sagt ja i "Charterfeber" og glæder sig til, at folk kan se dem i programmet.

- Vi havde verdens skønneste VJ med, som var perfekt at filme med og var mega god til at lade os være os, så det var en god oplevelse at være med der. Og vi har også set de første to afsnit, det bliver mega sjovt, det kan vi godt love, afslører Simone

- Ja, det var en mega god ferie, men det er jo det, vi gør, vi hygger os altid, tilføjer Bettina.

-  Vi er sikre på, at folk kommer til at grine med os og grine af os, uden tvivl, slutter Simone.