Mathilde i Robinson 2025
Mathilde i Robinson 2025

Mathilde om bagholdsangreb i ø-rådet: "Det var virkelig ubehageligt"

Mathilde havde lidt en mavefornemmelse, men det kom alligevel meget bag på hende, da størstedelen af holdet ønskede hende ude grundet hendes personlighed. 

logo herognu HER&NU HN

Det kom tydeligt bag på Mathilde Schlotfeldt Hansen, da størstedelen af stemmerne til aftenens ø-råd faldt i hendes retning. 

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Mathilde var ellers overbevist om, at holdet ville stemme Dennis i duel, så at det blev hende, kom som et chok.

– Jeg kan huske, at jeg synes, det var virkelig ubehageligt. Jeg følte, jeg havde det godt med nogle af de mennesker, der havde stemt på mig. Det kom meget bag på mig, at der var nogen i flokken, der ønskede mig ude, fortæller Mathilde til HER&NU. 

Mathilde havde svært ved, at hun ikke kunne fornemme på folk, de ønskede hende ude. 

– Det var virkelig en mavepuster, at jeg ikke kunne fornemme, det var mig, og jeg havde ikke en forventning af, det ville ske nu. Dem, der stemte på mig, havde gået og sagt, de synes, jeg var sød. Jeg synes bare, det er underligt at sige sådan til folk, hvis man gerne vil have dem ud. Det var ubehageligt, at folk var falske, siger Mathilde. 

Stemt ud for sin personlighed

Mathilde hæfter sig især ved, at hun blev stemt ud af personlige årsager og ikke, fordi hun var svag i konkurrencerne. 

– Folk synes, jeg fylder for meget, og at jeg siger for meget min holdning og mening i stedet for at pakke det ind, som andre måske gør. Jeg er bare mig selv. Jeg føler mig virkelig misforstået, hvordan jeg er som menneske.

Selvom Mathilde ikke havde set stemmerne komme, kan hun godt i bagklogskabens lys se, at flere havde trukket sig fra hende og måske talte hende efter munden. 

– Jeg kunne fornemme noget, men jeg tænkte også, at jeg bare var træt og sulten. Men jeg havde en mavefornemmelse for, at et eller andet var galt, men det gik først op for mig bagefter, forklarer Mathilde. 

Mathilde røg dog ikke direkte ud, for hun skal op i duel mod Maria fra hold Syd, der tabte dødskampen. Om det bliver Maria eller Mathilde, der skal forlade ekspeditionen, bliver først afgjort næste mandag i afsnit fem af "Robinson ekspeditionen".