energi

Sådan får du meget mere energi - også efter ferien

Løbeture, slowfood og tid til spontanitet. Det lyder måske som opskriften på en afslappet ferie, men hvorfor er det gode liv egentlig kun forbeholdt fridagene? Se her, hvordan du trækker energien ind i hverdagen og får hul på dit nye, sunde – og meget sjovere – liv.

Lange ferier er næsten ligesom nytårsforsætter, hvor vi lover os selv, at nu skal det hele være meget bedre. Vi når lige at få fat i kanten af det gode liv. Slow living, nærvær, nydelse, frihed til spontane indfald uden at kikke på uret. Energireserverne bliver støt og roligt tanket op igen. Og så er det, at vi får lyst til mere. Til at spise sundt, motionere, være skarpe og kreative på arbejde, og nærværende og legende, når vi kommer hjem.

Så hvordan er det lige, at vi holder ferieenergien oppe og sætter gang i spirende sunde vaner, når hverdagen igen kommer tordnende allerede et par uger efter, vi er begyndt på job igen?

Læs med her og vælg selv, om du vil sætte ind med den helt store plan fra start eller tage én ting ad gangen.

Coach Lykke Rix og kost- og træningsekspert Birgitte Nymann har nemlig lavet forslag til forandring i tre størrelser: small, medium og large. De understreger begge, at det ikke er så afgørende, om du vælger den store forandring eller den lille bitte til en start. Bare du gør én god ting for dig selv – det er faktisk allerbedst kun at gøre én ting ad gangen – så følger flere automatisk efter… prøv selv!

Find energien på de følgende sider

Motion på den gode måde

Bare begynd, om få uger har din krop forstået, at det er dejligt, når du får pulsen op og beder selv om mere. Hvis du bare går i gang ...

Bevæg dig bare 15 minutter hver dag. Tag trapperne to trin ad gangen eller i hurtigere tempo. Stå op, når du arbejder. Bevæg dig, når du taler i mobiltelefon. Og gå en frisk tur hver dag. Gør du det til en fast rutine morgen eller aften, så går der ikke længe, før du tager løbesko på og lunter – det kan du jo lige så godt, når du alligevel skal af sted. Og en dag løber du...

Træn med andre og prøv det hele. Hvis motion er det første, du dropper, når du har travlt eller er træt, så helgarder mod dine egne afbud i begyndelsen og lav en aftale med veninden, kæresten, kollegaen om at træne sammen på faste tidspunkter. Og prøv forskellige motionsformer sammen, hvis I lige er gået i gang. Meld jer til en yogatime, prøv pilates, mød op i den lokale løbeklub, tag en boksetime, kom ud at ro. Der er en verden af sjove motionsoplevelser, der venter på dig.

Hyr en personlig træner. Vil du virkelig gerne i gang – og har du et personligt mål i forhold til, hvor fit du gerne vil være, så køb dig til en personlig træner i et fitnesscenter. Du får et styrketræningsprogram skræddersyet netop til dig, hvor løb, svømning, yoga eller andre sportsgrene, du går til, også kan integreres. Supermotiverende og meget effektivt – undersøgelser viser, at vi giver os 30 procent mere i træningen, når vi har vores helt egen træner til at stå lige ved siden af og sige „du kan godt, én til…”. Prisen varierer fra 300 til 1.500 kroner pr. time.

Sund kost, der rykker

Tag et shot hørfrø-olie. Verdens nemmeste tip – med kæmpe effekt på dit velbefindende, din hud, dit hår, din fordøjelse, din blodsukker-balance, dit energi- niveau… Prøv i bare 14 dage og mærk forskellen. For eksempel SundtLiv Olie eller Livets Olie, som begge er økologiske, koldpressede olier med hørfrø og kæmpenatlys. Du skal have 1 spsk. pr. 25 kg af din vægt og helst fordelt over to til tre gange om dagen. Bryder du dig ikke om smagen eller konsistensen, så bland olien i en smoothie eller skyl efter med et glas frugtjuice.

Ud med sukker, ind med protein. Har du lyst til at ændre på din kost, så du får meget mere energi og måske oven i købet taber dig, så pil nogle af næringstyvene og kaloriebomberne ud af din mad. Skær ned på sukkeret eller drop det helt, hvis du er hardcore. Når du først er ude over abstinenserne, får du et meget mere stabilt blodsukker og energiniveau, som ikke rutsjer op og ned hele dagen afhængig af konstante sukkerfix. Er du vant til meget sukker, så erstat med masser af frugt, mens du er på afvænning. Herefter skal du bare have to stykker frugt om dagen, resten af de gode kulhydrater skal komme fra grønsager og fra f.eks. nødder, der også indeholder protein, som du har rigtig godt af at få til alle måltider. Fordi de bl.a. øger din forbrænding og stabiliserer dit blodsukker.

Detox dig super-sund. Energi, overskud og lethed i kroppen. Hvis du aldrig har prøvet at faste, så er det måske nu, at du skal opleve en helt fantastisk vej til meget større velvære. Affaldsstofferne i din krop bliver udskilt, og du kan leve højt på virkningen længe efter. Find et faste-ophold, hvor du er i gode og professionelle hænder. Birgitte Nymann anbefaler spa-resortet Spa Samui på Koh Samui, hvor hun selv har detoxet adskillige gange. Se mere på spasamui.com

Just do it – de 3 hemmeligheder: SÅDAN SKABER DU ENERGI

Lykke Rix coacher hver dag mennesker i at ændre deres livsstil. Og ifølge hende er der tre afgørende ting, du skal huske, hvis du ikke går efter overfladiske lappeløsninger, der forvitrer efter et par uger, men ønsker en vedvarende ændring, der på sigt vil give dig meget mere god energi.

1. Gør én ting og kun én ting.

Lad være med at lægge dit liv om på alle afgørende punkter på samme tid. Du taber pusten i løbet af ingen tid, og energien dropper til under nul, fordi du så også kan slå dig selv i hovedet med din fiasko. Vælg i stedet ét område og vær dedikeret og disciplineret.

2. Vær konkret og hold fokus.

Vores hjerner kan ikke afkode og rumme ordet „ikke” som en målsætning. Så hvis du efter ferien vender tilbage og er fast besluttet på ikke at blive stresset igen, så er det præcis dér, du ender. Vær i stedet meget konkret og beslut positivt, hvad du ønsker at tage med fra ferien og ind i hverdagen.

3. Vær realistisk og tålmodig.

Når du laver fysiske livsstilsændringer som nye kost- og motionsvaner, tager det omkring tre uger, før kroppen opdager, at den kan lide det og selv beder om mere. Når du ændrer på mentale vaner, tager det nærmere tre måneder, før ændringerne begynder at være en naturlig del af din livsstil. Så vær realistisk og vælg kun ændringer, du faktisk kan overskue at gennemføre de næste tre måneder. Hold ud og husk, at det tager tid – belønningen venter på dig.

Masser af arbejdsglæde

Fordyb dig og forny dig. Ryk på de vigtige og spændende opgaver og tag de kedelige, når du alligevel er lav på energi.

Bliv i flowet. Hver gang du bliver afbrudt i en arbejdsopgave, tager det omkring 10 minutter, før du igen er helt tilbage i fordybelsen. Og mails, der konstant tikker ind, fjerner fokus fra det, du er i gang med. Beslut dig for kun at tjekke din indbox to gange om dagen. Undgå afbrydelser, der dræner og brug i stedet dem, der giver ny energi. Tag f.eks. en timeout på fem-ti minutter flere gange i løbet af dagen, hvor du renser tankerne. Er især godt, hvis du har tendens til at multitaske for meget og hjælper dig til at sortere i væsentligt og ligegyldigt. Lille trick, stor effekt.

Prioriter din energi. Vær bevidst om, hvornår på dagen du arbejder bedst og mest koncentreret. Og lav de store, krævende opgaver dér. Det handler ikke om at få sat så mange flueben som muligt på to-do-listen, men om at få hakket de vigtigste af, som også giver resultater på den lange bane. Som regel er de også de sjoveste at lave, hvor du kan fordybe dig og få en følelse af at være i flow. Læg rutine-opgaver, mailkorrespondance og møder på de tidspunkter af dagen, hvor du er lav på energi.

Forny dig og ryk på dine ideer. Network og søg kurser, konferencer, foredrag, efteruddannelse og workshops, som flytter dig, giver ideer og lyst til at være kreativ. Brug din nye viden aktivt. Når vi bliver inspireret, er vi nærmest høje på og forelskede i vores nye indsigt. Men på blot seks uger er vores viden halveret, hvis vi ikke har brugt den aktivt i hverdagen. Vær derfor bevidst om at bevare dit fokus og momentum, hvis ny viden og inspiration skal resultere i nye vaner, opgaver og udfordringer. Få gode ideer her: coachforum.dk og speakersclub.dk

Omsorg for dig selv Forkæl dig selv, brug tid på at nyde, tænke, opleve og bare mærke dig selv.

Små glæder. Giv dig selv den samme opmærksomhed, som du viser andre vigtige mennesker i dit liv. Har kæmpe effekt på selvværdet og giver masser af god energi. Køb en lækker creme, du vil nyde. Put isterninger og en skive citron i dit vandglas. Und dig selv et kvarter på sofaen, når du er træt. Eller skriv taknemmelighedsdagbog og nævn hver aften tre ting, som du er taknemmelig for. Det sætter automatisk gang i positive tanker, som giver glæde i kroppen.

Date dig selv. Book en aftale med dig selv én gang om ugen i mindst en time, hvor du laver lystbetonede ting, som ellers er reserveret til ferier. Gør det alene, som du plejer at gøre med andre: Tag på cafe, museum eller find symaskinen eller malingen frem og start på det kreative projekt, du altid udsætter. Når du først er i gang, mærker du lysten, og så finder du også tiden – og energien kommer helt af sig selv. Oplev, hvordan nærværet med dig selv resulterer i, at du kommer tættere på dig selv og derfor kan mærke dine ønsker, behov og grænser endnu bedre.

Tag på silent retreat. Opsøg ekstern hjælp til at kickstarte din proces. Tag på silent retreat, hvor du er stille med dig selv i to til fem dage. Det er en kæmpe udfordring ikke at kunne løbe fra sin indre dialog, men til sidst kan der faktisk blive helt stille, og det er en meget smuk oplevelse. Tag på kursus for at lære meditation eller mindfulness. Find workshops, hvor du kan udleve din kreativitet.

Tjek også: Skabertrang: blog.lykkerix.dk/workshops Yoga og mindfulness: inact.dk. Personlig udvikling: levlykkeligt.dk/live Udland: chopra.com

Meget mere nærvær

Dyrk de spontane indfald, ægte opmærksomhed, legen, lysten og kroppen – og hold fri uden planer.

Kom godt ind ad døren. Brug de første fem minutter, når du kommer hjem, på at være helt til stede og få krammet og kigget alle i øjnene. Det er forbudt at tage det sidste telefonopkald eller begynde at tømme indkøbsposer. Og det virker. Forskning viser, at det mangedobler chancen for at få en god aften med familien.

Om eksperterne:

- Lykke Rix er mentorcoach og ekspert i momentum, dvs. motivation og vedholdenhed i forhold til livsstilsændringer. Læs mere på lykkerix.dk

- Birgitte Nymann er kost- og træningsekspert. Og du kan få endnu flere gode råd på birgittenymann.dk

Leg fridag på en hverdag. Gør mindst én ting en gang om ugen, som ellers hører weekender og ferier til. Find på ting, hvor du bruger kroppen, som er den mest direkte vej til at være i nuet. Giv en gang massage. Syng, leg, dans med ungerne. Eller pak en madkurv og spis i parken. Ja, du er træt. Nej, du orker ikke. Men gør det alligevel. Brug de allersidste kræfter og kom af sted. Eller lad opvasken stå og sid længe over en kop kaffe eller et glas vin. Gode oplevelser avler god energi, som giver kræfter til at skabe flere gode oplevelser.

Flere mini-ferier. Er det nødvendigt kun at holde lange ferier få gange om året. Eller kunne det være bedre at holde flere og kortere ferier. Smid et par fridage ind i begge ender af en weekend en gang imellem og træk stikket ud. Ingen planer på forhånd, ingen arrangementer i kalenderen. Kun dage, hvor du og familien gør præcis, hvad I har lyst til. Føles som at få foræret en lille fin og uventet gave og giver i den grad energi og lyst til mere