Niels afslører: Sandheden bag ”Vildmarken”-exit
Niels' exit kommer som et chok, men nu forklarer han, hvad der i virkeligheden lå bag.
Niels Drescher har leget sig igennem ”Alene i vildmarken” i 40 dage. Han har bygget huler, han har kæmpet mod sit alterego Niels Nævesvin og vist sit flotte bygningsværk frem, da han agerede ejendomsmægler. På intet tidspunkt har han virket opgivende, tværtimod har han igen og igen givet udtryk for, hvor glad han var for livet i vildmarken.
Derfor havde mange spået ham som den nye rekordindehaver og vinderen af tiende sæson.
Alligevel kastede han håndklædet i ringen på dag 40 og bad pludselig om at komme hjem. Forklaringen udeblev. Men nu fortæller Niels, hvad der i virkeligheden skete.
Artiklen fortsætter efter videoen.
– Det bliver måske endnu mere uforløst nu, for årsagen var, at jeg ikke havde mere tid. Jeg havde ikke mere plads i kalenderen. Før jeg søgte ”Alene i vildmarken”, havde jeg splittet et semester, så jeg havde et år til et halvt års arbejde på medicinstudiet. Jeg havde haft gang i mange ting, og der havde været travlt på bacheloren, så det var et godt tidspunkt at tage den lidt med ro, fortæller Niels og fortsætter:
– Men så for der en djævel i mig, da jeg så, de søgte deltagere til ”Alene i vildmarken”. Så glemte jeg alt om, hvad jeg havde aftalt med mig selv og søgte. Og da jeg så skulle afsted, så lovede jeg mig selv, at nu tog jeg afsted, men det var umuligt at være der i mere end 30 dage.
Niels elskede dog vildmarkslivet lige så meget, som man så på skærmen, så hans plan ændrede sig undervejs.
– Da det blev dag 29, måtte jeg jo sande, at jeg havde det virkelig, virkelig godt derude. Og så kunne jeg komme frem til, at hvis jeg kiggede på min kalender inde i hovedet, så kunne jeg godt presse den til dag 40 og ikke en time mere. Jeg skulle hjem og flytte, og have en eksamen, og jeg havde ret meget arbejde også, fortæller Niels, som måtte indse, at 40 dage ikke var nok til at vinde programmet i år.
– Ikke med de modstandere, som jeg havde nu. Det tillod sig sgu ikke rigtigt. Hvis det var sidste sæson, så havde jeg vundet jo med den deadline, jeg havde, fastslår han rigtigt nok.
Fik Instagram for en måned siden
Niels kan godt forstå, at seerne undrer sig over hans exit, og han ærgrer sig også over, at han ikke havde mere tid, men han var nødt til at gribe chancen for at tage af sted.
– Det var enten at være der med en bagkant, eller så var det, at jeg slet ikke kunne tage af sted. Så jeg er bare mega glad for eventyret. Til gengæld havde jeg ikke i min vildeste forstand regnet med, at det ville gå så meget amok, som det har gjort. Der er jo virkelig mange mennesker, der følger med. Jeg fik Instagram for en måned siden. Jeg vidste slet ikke, hvor meget der skete omkring programmet, fortæller Niels og indrømmer:
– Det eneste, jeg er bange for, det er, at folk føler, at jeg har været arrogant eller taget pis på det. På en eller anden måde. Det har aldrig nogensinde været min hensigt. Det var bare sådan, at jeg har den her tid, og det virker bare som et mega fedt eventyr. Efterfølgende har jeg jo ligesom fundet ud af, hvor meget det har taget om sig.
Niels: Stefanie og Rasmus er mega seje
Niels har ikke andet end rosende ord og respekt for sine konkurrenter i vildmarken, som han har nyt at følge hjemme fra skærmen. Det var nemlig først i denne uge, at han vidste, hvem der vandt, og hvor seje de to tilbageværende havde været.
– De er begge to nogle helt vilde kandidater. Jeg troede, at de begge to blev taget ud på samme tid, og hvis det havde været et tilfælde, så ville de begge to fortjene det. Jeg synes, de er mega seje begge to, fastslår Niels.
Selvom han godt kendte præmissen for sin egen deltagelse, så har det givet ham blod på tanden, og han er nysgerrig på, om han kunne være blevet der i lige så lang tid som de andre, selvom han ikke il spå om det.
– Jeg var meget nysgerrig på, hvad der måtte have været min stopklods. Om det havde været sult, eller om det havde været mentalt, eller om det havde været sejr, der tog mig hjem. Det gad jeg virkelig godt at prøve at finde ud af, fortæller Niels og åbner en dør på klem for deltagelse i en all stars udgave eller lignende.
– Det ville jeg ikke sige nej til. Så lover jeg. med alt, hvad jeg overhovedet har at love med, at jeg sætter 100 dage af. Om det så er det, der er nødvendigt. Jeg vidste slet ikke, at det skulle tage så meget om sig. Jeg håber virkelig ikke, at folk de føler, at jeg sidder og pisser på dem, fordi det har jeg virkelig ikke gjort.