Rasmus vandt og tog mad med hjem fra vildmarken
Ikke alene slog Rasmus Kragh rekorden, han blev formentlig også den første deltager, der kom hjem fra ”Alene i vildmarken” med takeaway.
Ikke alene slog Rasmus Kragh rekorden, han blev formentlig også den første deltager, der kom fra ”Alene i vildmarken” med en take away.
Han havde mad til dag 75, og han havde et shelter, han kunne bo i hele vinteren, men hjemmefra havde Rasmus selv forudsagt, at hans eventyr i vildmarken ville vare 63 dage, og sådan blev det. På dag 63 blev han overrasket af sin kæreste og bror.
Men spørgsmålet er, hvor længe kunne Rasmus være blevet i vildmarken?
Artiklen fortsætter efter videoen.
– Hvis jeg havde fået lov til at gå på jagt efter et større dyr, kunne jeg godt have været der hele vinteren, så kunne jeg godt have gået efter den internationale rekord. Jeg blev jo ikke hentet, fordi jeg var færdig, jeg blev hentet, fordi der ikke var andre, og det er ikke for at være arrogant, men mellem dag 55 og 60, der bygger jeg en lænestol, den havde jeg haft i mine tanker i lang tid, fortæller han og fortsætter:
– Det var ikke vigtigt for mig absolut at vinde, det var vigtigt for mig at skabe en levevej derude – at gå fra at overleve til at leve, og for mig var den lænestol et meget godt eksempel på det, nu var jeg begyndt at leve her, nu kunne jeg hygge mig. Jeg kunne ånde lettet op og bare være i det.
Artiklen fortsætter efter billedet.
De 63 dage var ikke et tilfældigt tal, for det var så lang tid, det tog Rasmus at gå til sydpolen, og det var som en intuition, der kom til ham.
Selvom Rasmus godt kunne være blevet der længere, er han glad for, at han ikke skulle. Tankerne om det der hjemme, savnet og en ganske særlig milepæl var nemlig begyndt at melde sig.
– Jeg havde bare en længsel efter andre mennesker – for det, jeg tror, vi er skabt til, at være noget for andre mennesker og ikke bare noget for mig selv. Da vi nåede til dag 60, begyndte jeg at tænke på den jul, jeg godt kunne tænke mig at holde derhjemme, er jeg villig til at gå på kompromis med det? Der lagde jeg mit bælte til side, som jeg lavede hakker i hver dag. Jeg gav slip på at køre en dag ad gangen, og jeg begyndte at leve der.
Annonce
Tog mad med hjem fra vildmarken
Det var en forløsning, da Rasmus blev overrasket af kæresten Astrid og hans lillebror og kunne vise dem rundt i sit finske habitat. Men blandt de souvenirs, Rasmus tog med derfra, var et bevis på, hvor overlegen en vinder han egentlig var.
– Jeg tog en kæmpe stor gedde og en kæmpe stor aborre med derfra. Aborren har hængt der i 33 dage og er blevet røget, den tog jeg med hjem, man har jo arbejdet for det mad, det er jo guld, så det tog jeg med hjem i min taske, proppede det ned i lommerne, fortæller Rasmus med et grin og indrømmer, at man bliver lidt skør i vildmarken.
– Det er ikke sikkert, produktionens sikkerhedsteam synes, det er så fedt, jeg siger det, for vi er på en meget stram diet, så man ikke kommer galt afsted med det der refeeding. Men jeg tog de der fisk og proppede ind i ovnen, og så smagte min lillebror og Astrid det.
Rasmus endte med at spise hele aborren, som vejede flere kilo, og som han havde gemt på så længe.
– Den var bare stenhård og kulsort, men den skulle ikke gå til spilde. og så lavede jeg nogle melpandekager, af det mel vi havde fået, og jeg har stadig to rensdyrhjerter, der ligger i fryseren. Jeg tænkte, de skulle frem til fejring, når finalen er kørt, fortæller han med et smil.
I hjemmet på Mols viser Rasmus stolt sine rensdyrhjerter frem og lover, at de kommer frem sammen med en flaske bobler til finalen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Vildmarken har ændret Rasmus’ liv
Rasmus sagde ja til at deltage i vildmarken for at komme tilbage til sine rødder fra barndommen. For han var det ikke en konkurrence eller et overlevelseseksperiment. Han ville ud og lege, og selvom han ville presse sig selv, ville han ikke gøre det i ekstrem grad, som han har gjort på tidligere ekspeditioner.
Annonce
Derfor opnåede han meget mere end sejren i ”Alene i vildmarken”, programmet har nemlig ændret hans liv og livsopfattelse.
– Jeg kæmper ikke mod mig selv længere, jeg har overgivet mig til livet og har tillid til livet. Jeg behøver ikke at jagte noget for at være god nok. Det har drevet mig til toppen af verden, men også ned på bunden af havet efterfølgende, fortæller han og fortsætter:
– Det var en rejse, som handlede om at finde hjem som menneske – til mig selv og ind til den kerne, som altid har været der, men som jeg på en eller anden måde har fjernet mig selv. Mine ekspeditioner har været en selvopdagelse.
I mange år har Rasmus søgt ud for eventyret, men nu er hans eventyr ikke længere ude i verden i form af ekstreme ekspeditioner.
– Jeg ved godt, jeg kan presse mig selv ufattelig hård. Men jeg havde ikke lyst til at komme hjem og være en halv udgave af mig selv, jeg ville være hel og måske også blive mere hel på den her rejse. Det er det smukkeste eventyr, jeg har været på, fordi jeg formåede at have mig selv med på den måde. Det er jeg ret stolt af, det er stort for mig at komme derhen til i livet, fortæller han og tilføjer:
– At komme hjem og finde ud af, at det der betyder mest for mig er at være en del af flokken – det at høre til, og det vigtige er kærlighed. I stedet for at jagte ting derude, så handler det om lige her og nu, om familie og at gøre en forskel for andre. Det er det, der er mit næste eventyr. Hvad kan jeg give videre?
