Karoline tilbage i "Den store bagedyst": Derfor var hun overrasket over at vinde
Et nyt tiltag i "Den store bagedyst" resulterede i, at Karoline Møller Eike bagte sig tilbage i konkurrencen.
Det var en stor overraskelse for seerne, at gamle deltagere fra årets sæson af "Den store bagedyst" fik muligheden for at bage sig ind i konkurrencen igen.
Karoline Møller Eike havde glædet sig til at vende tilbage til teltet, men havde ikke de store forventninger til sig selv på grund af det stærke felt, hun var oppe imod.
Artiklen fortsætter under videoen.
Men da hun afleverede sin citrontærte og kiggede på de andres, gik der en tanke igennem hendes hoved.
– Jeg vil sige, at da jeg satte min kage fra mig på bordet, så tænkte jeg sådan, at den ligger nok deropad, og at det godt kunne blive mig, fortæller Karoline til HER&NU.
Da dommerne havde bedømt kagerne, blev fornemmelsen endnu stærkere. Men derfor var det stadig en overraskelse, da Timm Vladimir nævnte Karolines navn.
– Jeg blev ret overrasket. Det var bestemt ikke noget, jeg havde regnet med. Jeg var egentlig ret sikker på, at det ville blive en af de andre, fortæller Karoline og understreger, at det især var på grund af de andre deltageres styrker, at hun tænkte sådan.
Derfor var der også dømt hygge-dag for Karoline, der prøvede at nyde at være tilbage i teltet for måske sidste gang.
– Jeg tænkte, at der var nok konkurrence, så jeg tog det egentlig mere som sådan en hyggebagning og prøvede egentlig bare at nyde, at vi alle sammen var tilbage, og at der var god stemning.
Det endte dog alligevel med at være Karolines bagning, der var den stærkeste, og derfor bagte hun sig ind i konkurrencen igen.
Hvordan Karoline klarer sin tilbagevending i programmet, kan du følge med i på næste lørdag på DR eller DRTV.