Bølgerne går højt i denne uges afsnit af "Forræder –
Ukendt grund", hvor der udspiller sig en anspændt diskussion mellem 25-årige
Cindy og 32-årige Zakina.
Nu uddyber de begge overfor HER&NU, hvordan de hver især
oplevede situationen, og de forklarer, hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Artiklen fortsætter under videoen...
Efter deltagerne vender retur fra dagens mission, starter de
to loyale spillere ellers med at finde hinanden i deres fælles mistanke
om, at Lyck er forræder.
– Jeg har siden første dag tænkt, at det var Lyck og har løbende skrevet punkter ned. På fjerdedagen havde jeg 20 punkter, men stadig ikke delt dem med andre. Så da Cindy sagde det, var det en lettelse, at jeg endelig kunne sige det til
en, der tænkte det samme som mig, og det ikke bare var mig, fortæller Zakina.
Det var dog efter den samtale, at de to begyndte at gå skævt
af hinanden, da Cindy valgte at konfrontere Lyck med hende og Zakinas mistanke.
Zakina fortæller, at hun var uforstående over, hvorfor Cindy
valgte at gå imod Lyck foran Lyck, og hun fortryder, at hun ikke forhindrede
Cindy i at tage fat i Lyck.
– Jeg skulle have sagt til Cindy, at hun ikke skulle snakke
med Lyck, men at vi to skulle have snakket sammen om, hvad vi skulle gøre. Jeg
følte, vi havde betroet os til hinanden, så jeg troede ikke, hun ville gå ind
og sige det. Men jeg kan godt forstå, at hun var presset, fortæller Zakina,
mens Cindy forklarer, at hun heller ikke havde gjort det, hvis ikke hun var på
dødslisten.
– Jeg ville ligesom Zakina være venner med forræderne, så de
ikke stemte mig ud, men jeg kunne mærke, at Lyck var forræder og ville have mig
ud.
Venner med fjenden
Zakina var tæt med Lyck og var derfor ikke klar til hverken
selv at blive konfronteret eller at konfrontere Lyck med sin mistanke.
– Vi havde et rigtig godt bånd derinde, som ingen forstod,
og man ikke ser på tv. Lyck havde betroet sig til mig og trykket min hånd om
aftenen og beroliget mig, og vi havde mange private samtaler om morgenbordet. Hun
var den første, jeg snakkede med på bussen, og vi er begge to sygeplejersker. Vi
havde hinanden, selvom jeg vidste, hun var forræder, så jeg tænkte, jeg hellere
ville være venner med fjenden, for så ville hun ikke myrde mig. Jeg kunne godt
lide hende, uanset om hun var forræder eller ej.
Det var derfor, Zakina valgte at nedtone sine overvejelser i
samtalen med Cindy og Lyck.
– Jeg ville ikke sige for meget. For det første var hun
forræder, og for det andet tog det personlige over, så jeg havde svært ved at
stikke hende i ryggen. Det føltes for virkeligt. Som at stikke en veninde i ryggen
i virkeligheden.
– Da vi sad i situationen, var det mig, der skulle starte et
tog mod Lyck, og det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg kunne være gået med på
den, hvis der var flere andre, men ikke starte den. Jeg tror, at seerne vil
have svært ved at forstå, at jeg holder hånden over Lyck, fordi de ikke har set vores
relation i programmet. Jeg føler lidt, jeg ofrer mig for hendes skyld. Da jeg
sad i situationen, var det det rigtige, fordi jeg ikke ville gå væk fra mine
personlige værdier.
”Det var virkelig hårdt”
I Zakinas forsøg på at undgå en konfrontation og i en frygt
for at gøre både Lyck og Cindy utilfredse, endte hun dog med at såre Cindy.
– Jeg følte, hun var en allieret, og jeg fandt en tryghed
ved hende. Det blev revet væk, da hun bagefter trak sig og nærmest benægtede. Det
var virkelig hårdt. Jeg følte mig gaslightet og mega dum. Det var så
ubehageligt, at en, man virkelig stolede på, nærmest sad og rullede øjne af én,
fortæller Cindy, mens Zakina slår fast, at hun ikke forsøgte at gaslighte, og det
aldrig var hendes intention at såre hende.
– Det blev personligt for hende, fordi jeg havde såret
hende. Cindy blev ked af det, fordi jeg negligerede følelsen af at være
entusiastisk og gjorde hende i tvivl, om det var rigtigt, hvad hun hørte, mens
jeg sad og tænkte, at jeg ikke ville sige det foran Lyck. Jeg havde ikke bedt
om at blive sat i den situation.
20 sider?
I de tre kvinders samtale i dagligstuen fik Cindy nævnt
flere gange, at Zakina tidligere havde sagt, at hun havde skrevet 20 sider om
Lyck, og det var dét, der triggede Zakina.
– Jeg prøvede først at nedtone, hvad Cindy sagde, med da
Cindy sagde, at jeg havde skrevet 20 sider om hende, var det det, jeg endte med
at fokusere på, for jeg havde i hvert fald ikke sagt 20 sider, så det var en
løgn, jeg spottede der.
Heldigvis er det fynske ”Forræder”-slot spækket med
kameraer, så mens kvinderne kun havde deres egen hukommelse, følelser og
oplevelser at holde fast i, er det tydeligt, at Zakina sagde, at hun havde
skrevet 20 punkter – og ikke sider. Det var dog heller ikke, hvad Zakina sagde
til Lyck – hun sagde, hun havde skrevet et par linjer.
Men for Cindy var de specifikke detaljer ikke så vigtige.
– 20 punkter var også helt vildt meget. Hun havde
selvfølgelig ikke skrevet 20 sider, men om hun sagde det, kunne jeg ikke huske.
Lige meget hvad var det meget. Og det var også selve entusiasmen fra hende, jeg
hæftede mig ved.
Den svære snak endte med at blive afbrudt, da klokken ringede
med hentydningen om, at deltagerne skulle forlade dagligstuen, men produktionen
lod alligevel de tre spillere snakke videre et kvarter længere.
Brød sammen bag kameraerne
Da de endelig endte med at forlade lokalet og kom uden for
døren, hvor ingen kameraer kunne fange dem længere, fik alle følelserne frit løb
hos både Cindy og Zakina.
– Jeg brød sammen, da jeg kom ud, hvor kameraerne ikke var.
Produktionen hentede psykologen, og vi endte med at snakke længe sammen. Jeg fik det dårligt og blev ked af det fordi den tillid, tryghed og samhørighed jeg havde følt, blev trukket fra mig! Følelsen af at en allieret - i sådan et svært miljø som Forræder nu er - benægter og trækker sig fra det vi lige har talt om, gjorde mig så ked af det. Jeg var så forvirret, fortæller
Cindy, mens Zakina også var påvirket:
– Jeg sagde også, at jeg skulle ud derfra, for jeg følte,
det var så klaustrofobisk, og alle kiggede på mig, og det var bare ikke sjovt.
Så blev jeg sendt udenfor, og vi blev taget hver for sig.
Derefter stod den på det runde bord, hvor Zakina endte med
at blive forvist fra spillet – af personlige grunde snarere end af mistanke om,
at hun var forræder. Det kan du læse mere om HER.
De to kvinder har da også talt situationen igennem og fundet
en fælles forståelse, og de er meget tætte i dag. De har begge svært ved at se afsnittet
og genopleve den følelsesladede dag, men de støtter sig meget til hinanden.