Aida Sowe
SPONSORERET indhold

”Den slags modstand bruger jeg som en ild til at kæmpe endnu mere for det”

Aida Sowe er model og iværksætter, og hun har på den hårde måde lært at kæmpe for sig selv – både når hun har mødt fordomme om brune mennesker og om kvindelige iværksættere.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Caroline Abildtrup Bagger
02. mar. 2023 | Livsstil | ALT for damerne

En dag gik Aida Sowe over for rødt lys inde i centrum af København på en lille og ubefærdet gade. Det var der en ældre dame, der så, og straks sagde hun højt til sin mand: ’Sådan havde en dansker aldrig gjort’.

”Der var jeg simpelthen nødt til at vende mig om og sige: ’Hør her, det skal du ikke sige til mig, jeg er lige så meget dansker, som du er’. For helt ærligt, hvad bildte hun sig ind at fjerne min danskhed på baggrund af mit udseende? Den slags pisser mig virkelig af, og min opvækst har givet mig styrken til at kunne stå op for mig selv i sådan en situation. Danskhed er ikke en farve. Danskhed er en følelse. Og det er ikke en følelse, som noget menneske kan tage fra mig.”

Artiklen fortsætter efter videoen...

Aida arbejder som model og er desuden iværksætter med virksomheden AISO. Her sælger hun brysttape og nipplecovers, og hun var for nylig med i iværksætterprogrammet ’Løvens Hule’ for at prøve at rejse mere kapital til sit firma. Hun er vokset op på Nørrebro med en singlemor og tre søskende. Hendes far kommer oprindeligt fra Gambia.

”Min mor havde ikke det store overskud, og hun var presset økonomisk, så derfor lærte jeg meget tidligt at klare mig selv på alle områder. Jeg voksede op som et brunt barn i en tid, hvor der faktisk ikke var så mange brune børn i Danmark, og det var noget af en udfordring. Allerede i børnehaven mødte jeg fordommene, da vi en dag skulle lege noget med prinsesser, og jeg af de andre børn fik at vide: ’Nej, Aida, du kan ikke være prinsessen, for du har ikke lyst hår. Det skal være Ida, der er prinsesse, for hun har lyst hår’,” fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter boksen...

”Samtidig havde jeg ingen naturlige rollemodeller i medierne, og derfor voksede jeg op med et meget forvrænget selvbillede. Et billede af, at jeg var forkert, fordi jeg var brun. Jeg var meget lidt stolt af min hudfarve og drømte om at være hvid ligesom min mor. Jeg havde konstant en følelse af, at jeg ikke hørte til i Danmark, selvom jeg føler mig helt dansk, men problemet var, at når jeg så kom til Gambia for at besøge min fars familie, så var jeg for lys og var på den måde også lidt udenfor der. I dag er det nemmere, fordi der er større diversitet, men jeg har virkelig skullet kæmpe for at finde styrken i mig selv og for at eje følelsen af at være dansk, når andre stillede spørgsmålstegn ved det.”

Artiklen fortsætter efter billedet...

image911fj.png

I sit arbejdsliv har Aida også løbet panden mod en mur flere gange. I 2019 var hun i New York og der stødte hun første gang på brysttape. Et produkt, der bruges til at tape brysterne op, så man slipper for bh og dermed kan have al slags tøj på uden at vise stropper.

”Jeg havde altid drømt om at skabe min egen virksomhed, og da jeg opdagede brysttape, var jeg bare sådan, oh my god, what is that? Jeg købte det straks, blev vildt begejstret, men undrede mig med det samme over, hvorfor man kun kunne få det i en farve, der passede til lys hud. Jeg tænkte, det her skal jeg have til Danmark, og jeg skal have det i flere farver, så en brun pige ikke skal bruge helt lys tape. Jeg har selv megastore bryster, og det har altid været en udfordring at finde en bh-løsning, hvis man samtidig gerne vil vise hud, men det kan man med brysttape, og det blev startskuddet til min virksomhed AISO. Det har dog på mange måder være a bumpy ride at få gang i virksomheden, og her er jeg også stødt på modstand.”

På hvilken måde?

”På et tidspunkt var der f.eks. en kvinde, der sagde til mig, at det var ’en fin lille forretning’, jeg havde gang i, og at jeg nok skulle ’få en fin lille løn’. Jeg kan huske, at jeg blev så provokeret af det, for jeg havde håbet, at hun ville bakke op og sige, hvor er det sejt, det du har gang i, og det skal nok komme til at gå, men det var ikke det, hun sagde. Samtidig kunne jeg mærke, at det, det gjorde ved mig, var, at jeg tænkte, ved du hvad, jeg skal fandeme vise dig, at det her bliver meget mere end ’en fin lille forretning’ med en ’fin lille løn’. Så jeg tror, at når jeg møder den slags modstand, så sætter det sig nogle sekunder, men så er det væk igen, og så bruger jeg det i stedet som en ild til bare at kæmpe endnu mere for det, jeg tror på.”

Artiklen fortsætter efter billedet...

image8yf6f.png

I hvilket omfang har du mødt hjælp og opbakning fra andre kvinder?

”Det møder jeg heldigvis også, og jeg søger helt sikkert hen mod mennesker, der giver mig energi, og som bakker mig op. Jeg gør også meget ud af selv at hjælpe andre kvinder, hvis jeg kan. For nylig lavede jeg noget sammen med Dansk Kvindesamfund, som gerne ville have fokus på kvindelige iværksættere, og der sørgede jeg for også at give dem kontaktoplysningerne på alle de kvindelige iværksættere, jeg kender, så de også kunne tage kontakt til dem, hvis de ville. Jeg har lige nu en kontorplads hos Nordic Female Founders, og her har jeg talt med en kvinde, der har et virkelig godt produkt, men som ikke er så skarp på markedsføring, og som derfor ikke kommer ud over stepperne. Jeg er selv sindssygt skarp til markedsføring, så jeg har tilbudt hende et sparringsmøde, hvor jeg vil hjælpe hende i gang med nogle gode kampagner. Det giver mig energi at hjælpe andre, og i sidste ende er her jo plads til os alle sammen, så hvorfor ikke hjælpe hinanden?”

Anbefalet til dig