To kvinder sidder i sofaen, den ene taler, den anden ser skeptisk ud

Jeg har lyst til at slå hånden af min veninde

En læser oplever, at hendes veninde udelukkende vil tale om sig selv når de er sammen. Hvad skal hun stille op? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Jeg er en kvinde i 30’erne, der har en jævnaldrende veninde, som jeg har kendt i mange år. 

Vi havde tidligere et sjovt og tæt venskab, men samme venskab er ved at blive ulideligt for mig. Jeg har selv mødt en kæreste, som jeg er flyttet sammen med, mens min veninde fortsat kæmper med kærligheden. 

Det er selvfølgelig synd for hende, men alt handler om hende og hendes problemer, når vi er sammen. Forsøger jeg at fortælle hende om noget fra mit eget liv, reagerer hun ved at sige ting som, at jeg er blevet ”kærestekedelig” eller at hun ikke orker at tale arbejde og øjeblikket efter handler det så igen om hende.

Jeg har et par gange sagt til hende, at jeg bliver drænet af, at det altid skal handle om hende og hendes problemer. Det reagerede hun på ved at blive stødt og fornærmet, også selvom jeg virkelig har forsøgt at sige det på en pæn måde.

Jeg overvejer at stoppe venskabet, men jeg får også dårlig samvittighed over at skulle gøre det, for hun har det jo svært og er også lidt ensom. 

På den anden side magter jeg ikke de lange tunge samtaler, der kun handler om hende, enten når hun ringer, eller når vi er sammen. 

Er jeg et dårligt menneske, hvis jeg føler, at jeg har fået nok?

Vibeke Dorph råder læseren til at tage affære

Har du overvejet, om der måske er en god grund til, at din veninde er ensom og har det svært?

 For jeg er da sikker på, at hvis jeg behandlede mine veninder som en flok gratis terapeuter, der kun skulle lægge ører til mig og hvis råd, jeg i øvrigt ikke havde tænkt mig at følge, så ville jeg også hurtigt ende meget ensom. 

For en god ven vil naturligvis altid lægge ører til sin vens udfordringer og fortrædeligheder, men hører man ikke om andet, og går interessen aldrig den anden vej, så får de fleste helt forståeligt nok.

Det har du også forsøgt at forklare din veninde, endda på en ordentlig måde, men uden andet resultat, end at hun blev stødt og fornærmet. Interesse for det, du forsøgte at fortælle hende, udviste hun – igen – ikke, og så forstår jeg da godt, at du for alvor overvejer, om du gider at fortsætte venskabet.

Jeg personligt ville det ikke, og jeg ville heller ikke have den mindste dårlige samvittighed over at træffe det valg.

For din veninde behandler dig ikke som en ven, hun ser dig snare som en, der er sat i verden for at lægge ører til hendes konstante beklagelser. Hvorfor du skulle blive ved med at gøre det, kan jeg ikke se nogen grund til. 

Så drop venskabet. Er du flink, så forklar hende endnu engang, at et venskab altid går to veje, og en rigtig god og brugbar ven, får hun aldrig, før hun fatter det.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.