Silje Stakston med sin hund og en nyfangen rotte i hånden.

Silje er rottebekæmper: ”Dét er min vigtigste opgave”

Ingen vil have Siljes job. Hun er nemlig rottefænger. Selv elsker hun sit arbejde – og er stolt af det. Og måske bliver du næsten misundelig, når du hører om hendes alsidige hverdag.

Hendes verden logo farv

Jeg er langt hen ad vejen en Sherlock Holmes. Min vigtigste opgave er nemlig at finde ud af, hvorfor rotterne er her, og hvordan folk kan undgå dem.

At fange og slå dem ihjel – det skal vi selvfølgelig gøre – er egentlig sekundært.

Jeg er hundefører og har også de sager, hvor der skal bruges en hund. Enten til at spore og lugte, eller fordi vi skal ud på en gård, hvor der kan være mange rotter på én gang, for eksempel i halmen.

På gården har de typisk en palleløfter, som de kan stikke ind under halmballerne for at flytte dem, og så venter vi på, at rotterne begynder at løbe ud. Så knækker hunden nakken på dem én efter én og lægger dem til os, så vi kan skaffe dem bort.

Jeg sætter også intelligente rottefælder op. De melder selv ind i vores system, så når jeg kigger på min ipad om morgenen, kan jeg se, hvilke fælder der er klappet.

Samtidig kommer der akutte sager; nogen har måske en rotte til at løbe rundt på deres badeværelse, og så skal vi reagere inden for 24 timer. Der er stor forskel på et landbrug og en ejendom inde i byen. I byerne er det ofte kloakfejl, der betyder, at rotterne kommer op under nogle fliser eller under en køkkenvask.

Jeg har fået en form for kærlighed til arten. Jeg er ikke bange for dem. Rotter er blevet gjort til den store stygge ulv, fordi de bor i vores kloakker, og nogle hopper sågar op på et bord af skræk for dem.

Men rotter er ikke mere skræmmende end mus, bare større. Jeg har haft rotter på op til 6-700 gram, og gravide hunrotter kan blive meget store. Men typisk vejer en rotte 3-400 gram. Det svarer til en god bøf.

Der kan være mange rotter hos ældre, der ikke kan se og lugte. Vi har også borgere med psykiske udfordringer, som har rigtig mange rotter, som en hjemmehjælper eller håndværker typisk har op­daget. 

Nogle udsatte lever med rotterne og vil ikke have, at vi bekæmper dem. Det gør vi så alligevel, for det skal vi.

I mit job skal man være empatisk og kunne tale med alle. Jeg har været hos udsatte mennesker, der har brugt deres eget stuegulv som toilet. Det er selvfølgelig klamt. Og jeg tager da lige plastfutter skerne godt op over armene. Og så tænker jeg: Hvad kan vi gøre for at afhjælpe det her? Skal vi lige have fat i de sociale myndigheder? 

Jeg tænker ikke meget på, at det er klamt; mere hvordan vi kommer videre.

Vi har fokus på at aflive rotterne humant. Vi fanger dem i fælder, hvor de dør hurtigt, når de bliver taget over nakken. Derudover har vi hunde, der slår dem ihjel på et splitsekund.

Af og til er vi nødt til at lægge gift ud, selv om det ikke er en rar måde at dø på. Og så har jeg et luftgevær i bilen. Der er steder, hvor min hund ikke kan komme til, og hvis rotten sidder inde i en mejetærsker eller oppe i et træ, hvor jeg kan komme til at skyde den, gør jeg det.

Jeg har handsker på, når jeg løfter en død rotte ud af fælden. Jeg tager dem også ud af min hunds mund, hvis hun ikke vil give slip. Hvis jeg kommer til en fælde, hvor en rotte lider – hvis den er kommet forkert ind og sidder fast uden at være død – så får den én med størrelse 40.

Jeg træder bare på den. Så er den hurtigt væk.

Jeg har en fintfølende lugtesans. Især i forhold til, hvornår det kun er kloakvand, jeg lugter, og hvornår der også er rotter, og jeg kan komme ind et sted og sige: ”Det er mus, du har.” Eller tænke: ”Hold da op, her stinker af rotte!” Jeg kan virkelig lugte forskel.

Det værste er, når jeg ikke kan få folk til at forstå, at de selv skal bidrage. Vi har borgere, der for eksempel ikke vil lave små sikringer af deres hønsehold. 

Jeg sætter en stor ære i at sige: ”Skal vi ikke gøre det til et fælles mål at minimere grundene til, at der kommer rotter?”

Om Silje Stakston, 39 år

  • Rottebekæmper. Har tidligere opdrættet hunde samt været i hotel­branchen. 
  • Gift med kvindelig rottebekæmper. 
  • Mor til to voksne sønner.