Gravid uge 26
Foto: Getty Images Er du begyndt at tænke på fødslen?

Gravid i uge 26 (26+0-26+6)

Gravid uge 26: Lider du af fødselsangst?

Du er gravid i uge 26, og måske er du begyndt at tænke på den forestående fødsel? Dit barn sparker nu godt til, og din krop er sandsynligvis ramt af de ekstra kilo.

Slutspurten begynder langsomt at sætte ind, og når du er gravid i uge 26, kan tanker om den forestående fødsel begynde at melde sig. Måske er du nervøs - ja ligefrem angst. Måske skænker du det ikke en tanke. Overvej, om du har brug for hjælp og værktøjer til at håndtere situationen, og tal gerne med din læge eller jordemoder, hvis tanker om fødslen går dig meget på.

LÆS OGSÅ: Gravid uge 25: Nu kan din partner mærke spark

I denne uge vejer dit barn 700-950 gram og måler 35,5 centimeter fra hoved til hæl.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Gravid i uge 26

  • Din graviditetsuge: 27. uge (26+0 – 26+6)
  • Din graviditet i dage: 182-188
  • Dit barns gestationsalder: 24 uger
  • Dit barns mål: 900 gram og 35,5 centimeter (hoved-hæl-mål)
  • Dit trimester: Andet trimester
Scanning gravid uge 26
Foto: Jordemoder.dk

Din krop

Du har nu været gravid i 26 uger, og dine gamle jeans er for længst pakket væk til fordel for bløde bukser eller strømpebukser med plads til maven. Dit tyngdepunkt er måske også rykket sig, da maven stikker ud, og der er kommet ekstra kilo til, og din ryg svajer muligvis mere end normalt. Prøv at krumme ryggen lidt af og til for at lindre eventuelt ubehag.

Ømhed i kroppen kan også lindres med et lunt bad og en hård vandstråle, der masserer ryg, nakke og skuldre. Vær dog lidt forsigtig med at bade i for varmt vand, da det kan ophede dig og få dig til at føle dig utilpas. Offentlige boblebade kan desuden indeholde en del uønskede bakterier, ligesom du også bør undgå saunaer. Invester i stedet i en god gravidmassage, hvis du ikke har én, som kan hjælpe dig derhjemme.

LÆS OGSÅ: 80 flotte unisex-navne

Din baby

Lanugo-håret dækker stadig det meste af dit barns krop og ansigt, men i uge 26 begynder man at kunne ane en rigtig hårgrænse på toppen af hovedet. Huden bliver nu også beskyttet mod udtørring af et lag hvidt fosterfedt.

I disse uger øver barnet sig på at lave regelmæssige vejrtrækningsbevægelser, så det er klar til livet udenfor livmoderen, ligesom rygraden gradvist bliver stærkere og bedre i stand til at støtte kroppen. Alle barnets sanser er også færdigudviklet, og når du er gravid i uge 26, vil han eller hun kunne reagere på skarpe lyde eller skarpt lys udefra.

Hjernen har været igennem en stor udvikling i de seneste uger, og den har nu flere furer og vindinger, som har givet plads til en øget hjerneoverflade og flere hjerneceller. Selvom de mest basale dele af hjernen nu fungerer, vil den stadig udvikle essentielle dele helt frem til, at dit barn rammer 5-årsalderen. Først i tyveårsalderen vil hjernen være helt færdigudviklet.

LÆS OGSÅ: Nye roller: Hvad sker der, når mor bliver til mormor?

Tegn på graviditet

Bevæbnet med mere og mere muskelkraft begynder baby at sparke godt til, og det kan give ømme punkter på livmoderen, hvis den lille sparker det samme sted hele tiden. Også maveskindet eller ribbenene kan lide under gentagende spark, og nogle gravide har følelsen af ”et blåt mærke” på indersiden. Det er en helt normal del af graviditeten. Du kan endda opleve, at barnet skubber i retningen af din mavesæk, så du får sure opstød eller kvalme.

Plukveer er også helt normale på nuværende tidspunkt, men hvis de bliver regelmæssige med mindre end 10 minutter imellem, eller hvis du samtidig oplever alvorlige smerter, blødninger eller bliver nervøs, skal du kontakte din jordemoder.

LÆS OGSÅ: Av! Her er alt, du skal vide om veer og plukveer

Det skal du vide i uge 26

Der er stadig lang tid til, at dit barn ser verden, men med tredje trimester inden for rækkevidde, begynder du måske at frygte den forestående fødsel – især hvis du er gravid for første gang. Nogle vil være så plaget af angst for det ukendte, at det kan gå ud over glæden ved at være gravid. Er du flergangsfødende, og har du tidligere haft en voldsom oplevelse under en fødsel, kan det også være, at du føler dig særligt usikker denne gang.

Uanset hvad grunden til din fødselsangst er, bør du altid tage en snak med din læge eller jordemoder hurtigst muligt, så de kan hjælpe dig.

5 råd mod fødselsangst

  1. Opsøg en psykolog eller start i gruppeterapi
    Studier viser, at man ved at sætte ord på sine følelser kan reducere angsten. Det kan derfor hjælpe at tale med en fagperson eller gå i gruppeterapi og dele angsten med andre i samme situation. Måske er det også nok at dele dine tanker med én, du har nært.
  2. Forudsigelighed
    Sæt dig ind i den forestående fødsel. At skulle føde første gang er som at starte på et nyt job. Du ved ikke, hvordan det kommer til at gå, og hvor smertefuldt det bliver. Derfor kan det hjælpe at opsøge information om, hvad der egentlig sker før, under og efter fødslen.
  3. Slip kontrollen
    At miste kontrollen er en af de største årsager til angst. Derfor kan det være godt at udfordre dig selv. Giv slip og stol på din krop: Den er stærk, og den ved nøjagtigt, hvad den skal gøre i situationen. Det, der modarbejder dig, er din hjerne og din tankekraft.
  4. Træk vejret
    Når du er bange eller skræmt, vil du mærke, at pulsen går op og hjertet slår hurtigere. Modsat vil din puls og vejrtrækning være rolig, når du har det sjovt og ler. Sørg derfor for at øve dig på vejrtrækningen. Der findes flere forskellige teknikker, så undersøg området og brug den metode, du er mest tryg ved.
  5. Afspænding
    Øv dig i at slappe helt af i dine muskler. Det kan være med til at give dig en højere tolerance for smerter og en lettere fødsel.

LÆS OGSÅ: Sådan styrer du din fødselsangst

Sundhedstips

Der skal ikke længere meget mad til, før du bliver mæt og oppustet. Omvendt bliver du også hurtigt sulten igen. Din ændrede madtolerance skyldes, at livmoderen nu strækker sig et par centimeter op over navlen og derfor trykker godt til på mavesækken, der som konsekvens får mindre plads til mad.

Spis gerne mange, små måltider, der ikke er for fede, og hav altid en snack med i tasken, som du kan spise, når du bliver sulten. Husk også at drikke rigeligt med vand.

LÆS OGSÅ: Josephine bestilte et kejsersnit: “Angsten for at føde overskyggede glæden”

Til dig, der venter tvillinger

Du har sikkert hørt rygter om tidlig sygemelding, når du har været gravid med tvillinger i 26 uger. Ja, måske er du allerede sygemeldt fra dit arbejde.

Som tvillingemor er din krop under hårdt pres, og derfor anbefaler de fleste fødesteder, at du får en sygemelding eller en fraværsmelding fra dit arbejde allerede fra uge 28. I nogle tilfælde kan det endda være nødvendigt tidligere – f.eks. hvis du har hårdt fysisk arbejde. 

Har du ikke allerede lavet en aftale med din chef, kan det derfor være en god idé at gøre det snart. Det bliver ikke hverken mindre tungt eller mere overskueligt at være gravid med to fostre i de kommende måneder, men du kan heldigvis glæde dig over, at det er al besværet værd.

Ugens tip til mor

Begynd at udfylde barselsorlovspapirerne. Husk, at du kan bruge din vandrejournal som bekræftelse på din terminsdato.

Ugens tip til partneren

Måske skal du vænne dig til, at du må tage til sociale arrangementer alene fra tid til anden, da din kæreste har mere brug for hvile end før og måske har mindre overskud til at se andre mennesker. Har hun svært ved at sige fra, vil hun sikkert sætte pris på, at du hjælper hende.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010 og har arbejdet på både Herlev og Hvidovre Hospital. Hun har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation til fødsler og tiden efter fødslen.

Siden januar 2017 har hun haft sin private jordemoderpraksis i København, hvor hun hjælper gravide og fødende. Derudover er hun bestyrelsesmedlem i Dansk Jordemoderfagligt Selskab, som arbejder for at holde jordemødre opdateret på den nyeste viden om graviditet og fødsel. 

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 26
Foto: Stephansen Photography
Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid og Gravid uge for uge