Gravid i uge 30
Foto: Getty Images Hvis ikke du allerede er godt igang, er det en fin idé at starte med at købe ind til babys ankomst - særligt for førstegangsfødende.

Gravid i uge 30 (30+0-30+6)

Gravid uge 30: Har du købt ind til baby endnu?

Du er gravid i uge 30, og det er blevet tid til at overveje, hvilket babyudstyr du har brug for. Din mave begynder at skifte form efter dit barns stilling.

Det ene øjeblik er din mave fin og rund. Det næste er den skæv og fylder den tydeligt mere i den ene side end i den anden.

LÆS OGSÅ: Gravid uge 29: Det er blevet tid til jordemoderbesøg

Du er gravid i uge 30, og med kun 10 uger til termin, har din baby ikke længere meget plads at bevæge sig på, når han eller hun skal forsøge at finde en behagelig stilling. Det kan resultere i en mave, der skifter form flere gange i løbet af dagen.

Måske er babykulleren også ved at indtage, og er du ikke allerede begyndt, er det ved at være på tide at se dig om efter babygrej.

I denne uge måler junior 41 centimeter og vejer lige omkring 1,6 kilo.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Gravid i uge 30

  • Din graviditetsuge: 31. uge (30+0 – 30+6)
  • Din graviditet i dage: 210-217
  • Dit barns gestationsalder: 28 uger
  • Dit barns mål: 1,6 kilo og 41 centimeter (hoved-hæl-mål)
  • Dit trimester: Tredje trimester
Scanning gravid uge 30
Foto: Jordemoder.dk

Din krop

Når du er gravid i uge 30, er det efterhånden blevet trangt med pladsen i livmoderen for din baby, der ikke er helt så lille længere. Han eller hun vil derfor begynde at eksperimentere med forskellige stillinger i løbet af dagen for at finde sig til rette, og det betyder, at formen på din mave kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Pludselig kan du opleve, at maven hælder markant til den ene side eller buler ud i bunden eller toppen. Det er helt normalt og kan være ganske underholdende at følge med i fra ydersiden – både for dig og din partner.

LÆS OGSÅ: Nye roller: Hvad sker der, når mor bliver til mormor?

Din baby

Måske kan både du og din partner nu høre den lilles hjertelyd gennem et paprør eller ved at lægge øret direkte mod maveskindet. Vær ikke bekymret, hvis det ikke lader sig gøre - det kan nemlig være svært at finde det helt rette sted, og måske ligger dit barn på en måde, der gør det ekstra besværligt. Hvis I vil forsøge, finder man oftest hjertelyden midt mellem navlen og kønsbenet og 5-10 cm enten til højre eller venstre for midten - i den side hvor barnets ryg er. Hjertelyden er ikke en egentlig lyd, men mere en fornemmelse af, at nogen banker forsigtigt på dit øre – lidt som når du løber en tur og kan ”høre” din egen puls dunke.

Mærker du ofte den rytmiske fornemmelse af junior, der hikker, skal du ikke være bekymret. Det er ganske normalt og er et resultat af, at han eller hun øver sig i at trække vejret ved at suge fostervand ind i den øverste del af luftvejen og presse det ud igen - akkurat som han eller hun skal gøre for at få ilt efter fødslen.

Når du er gravid i uge 30, vil det lanugohår, der de seneste uger har dækket den lille krop, også begynde at forsvinde, mens hovedet i stedet er dækket af hvidt hår uden pigmentering. Håret på hovedet bliver gradvist tykkere, ligesom der stille og roligt er ved at komme øjenvipper på øjenlågene.

Underhudsfedtet, der nu er hvidt i stedet for brunt, begynder også at komme på plads i denne uge, og huden er derfor ikke længere lige så rynket, som den har været.

LÆS OGSÅ: Alt det du ikke må: Her er de 49 officielle råd til gravide

Tegn på graviditet

Følger du gennemsnittet, har du taget mellem otte og tolv kilo på, når du er gravid i uge 30. Du bliver nok også hurtigt forpustet – for eksempel når du går op ad trapper. Det er helt normalt og skyldes, at der dels er mindre plads til at fylde dine lunger med luft og dels er lidt ekstra kilo at bære rundt på.

Måske er du også mere glemsom og ukoncentreret, end du plejer, og heller ikke det er der noget usædvanligt ved. Babykulleren – eller ammehjernen – sætter nemlig gerne ind omkring nu, og det skyldes blandt andet dine mange hormoner og den store livsomvæltning, du står overfor. Samtidig er du formentlig mere træt end normalt, da din krop er på overarbejde, og det kan gå ud over hukommelsen.

LÆS OGSÅ: Guide: Dit første babyudstyr

Det skal du vide om uge 30

Med blot ti uger til termin er du sikkert begyndt at tænke på alt det babygrej, du skal have styr på. Måske har du en masse tøj og udstyr fra dit første barn eller børn. Måske skal du starte helt fra bunden. Ligegyldigt hvad vil du takke dig selv, hvis følgende som minimum står parat, når I kommer hjem fra fødegangen.

  • Puslebord og puslehynde
  • Vaskefad
  • Engangsvaskeklude eller vådservietter
  • Bleer - køb ikke for mange i den mindste størrelse, da baby vokser hurtigt
  • Stofbleer - du kan ikke få for mange
  • Zinksalve eller anden salve til røde børnenumser
  • Termometer
  • Babyautostol – hvis du har en bil
  • Lidt forskelligt tøj - regn med, at baby gylper eller ‘skider igennem’ op til flere gange om dagen og gå gerne efter tøj, som er nemt at få af og på
  • Barnevogn – hvis I tænker at bruge sådan én
  • Lift eller voksipose
  • Babydyne og to-tre sæt sengetøj
  • Tremmeseng eller vugge inkl. madras - baby kan dog sagtens sove i liften den første tid
  • Ammeindlæg
  • Amme-bh’er
  • Store hygiejnebind (du bløder sikkert en del efter fødslen)
  • Behagelige trusser

Der findes meget andet, som er både praktisk og nødvendigt at have de første par uger, men som ikke behøver at stå klar, når I kommer hjem. Mangler du en fuld indkøbsliste til baby, kan du læse med her. 

Sundhedstips

Vand og væske er din bedste ven – særligt hvis du er gravid om sommeren.

Som højgravid sveder og tisser du nemlig mere end før på grund af hormonproduktionen, ligesom du bruger ekstra energi på at bevæge din tungere krop. Er det varmt udenfor, forbrænder du også mere væske end normalt, og både fostervand og ekstra blodvolumen til barnet kommer fra det, du drikker.

Hold dig derfor godt velhydreret og tag det seriøst, hvis din jordemoder beder dig drikke mere. Dehydrering giver lettere ildebefindende, når du er gravid, og ved at holde dig velhydreret, er der mindre sandsynlighed for, at du bliver svimmel, når du rejser dig. Noget, der ellers kan genere en del gravide i tredje trimester.

LÆS OGSÅ: Sund gravid: Træningsprogram til ryg, bækken og mave

Til dig, der venter tvillinger

Mellem uge 28 og 30 vil du som tvillingemor have samme størrelse som en gravid kvinde, der kun venter ét barn, er ved sin termin. Der er derfor ikke noget at sige til, hvis du føler dig en anelse besværet af din graviditet. Dine ben og ankler er sandsynligvis begyndt at hæve, og måske har du bare en anelse ondt i ryggen. Giv dig selv lidt ekstra kærlighed, ro og tid til en middagslur, hvis du har mulighed for det. Du er sikkert træt af at være gravid, men du kan trøste dig selv med, at der ikke er længe igen. Inden du ser dig om, har du dine to små babyer i armene.

Ugens tip til mor

Det er med god grund, at de fleste jordemødre råder til, at du nøjes med få besøg den første tid efter fødslen.

Giv besked allerede nu til familie og venner, hvis I har lyst til at være jer selv og ikke ønsker besøg de første døgn. Der er nemlig mange indtryk, som skal fordøjes, og ikke alle orker at forholde sig til andre end de nærmeste den første uge. Heldigvis er baby lige så nuttet på dag 15 som på dag 1.

Ugens tip til partneren

Hvis I har flere børn, er det en god ide at få aftalt børnepasning, til når fødslen sætter i gang. Planlægger I en hjemmefødsel, skal der stadig være styr på pasning til de andre børn, hvis I er en af de 10%, der får behov for at tage på hospitalet under eller efter fødslen.

Er der andet, I behøver hjælp til, vil bedsteforældrene sandsynligvis blive glade, hvis de kan bidrage med en hjælpende hånd.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010 og har arbejdet på både Herlev og Hvidovre Hospital. Hun har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation til fødsler og tiden efter fødslen.

Siden januar 2017 har hun haft sin private jordemoderpraksis i København, hvor hun hjælper gravide og fødende. Derudover er hun bestyrelsesmedlem i Dansk Jordemoderfagligt Selskab, som arbejder for at holde jordemødre opdateret på den nyeste viden om graviditet og fødsel. 

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 30
Foto: Stephansen Photography
Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel, Gravid og Gravid uge for uge