Gravid uge 33
Foto: Getty Images Er dine drømme blevet mere intense? Der er en forklaring!

Gravid i uge 33 (33+0-33+6)

Gravid uge 33: Har du mærkelige og intense drømme?

Du er gravid i uge 33, og måske veksler du mellem en ekstrem utålmodighed og en lyst til at fortryde hele projektet. Dit barn kan nu selv producere antistoffer.

Den ene dag kan du ikke vente, til du skal møde den lille i maven. Den næste har du lyst til at fortryde hele projektet, dele en flaske vin med dine gode venner og leve videre, som du gjorde før al ståhejet.

Bare rolig. Det er helt normalt.

LÆS OGSÅ: Gravid uge 32: Er du nervøs for at føde for tidligt?

Når du er gravid i uge 33, begynder dine tanker og bekymringer igen at vende sig mod fremtiden og fødslen: Er dit barn sundt og raskt? Kan du elske den lille ny lige så højt, som du elsker dit første barn? Og kan du overhovedet klare det ansvar, det er at blive mor?

Vend dine bekymringer med en fortrolig. Det kan lette at få sat ord på de svære tanker, og du er helt sikkert ikke den første, der har tænkt dem.

I denne uge vejer dit barn omkring 2 kilo, og han eller hun måler hele 44-45 centimeter.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Gravid i uge 33

  • Din graviditetsuge: 34. uge (33+0 – 33+6)
  • Din graviditet i dage: 224-230
  • Dit barns gestationsalder: 31 uger
  • Dit barns mål: 2 kilo og 44-45 centimeter (hoved-hæl-mål)
  • Dit trimester: Tredje trimester
Scanning gravid uge 33
Foto: Jordemoder.dk

Din krop

Der er godt gang i maven, når du er gravid i uge 33, og bevægelserne er nu blevet så kraftige, at de er svære at overse. Det gælder, uanset om du er gravid for første gang, eller om du har været gravid før. Selvom dit barn måske allerede vender med hovedet nedad i bækkenet, er der stadig plads til, at han eller hun kan flytte kroppen rundt i finurlige stillinger, og måske kan du endda ane en fod gennem maveskindet. Prøv forsigtigt at trykke igen og vent på, om den lille giver tegn tilbage.

Hvis du er offentligt ansat, er du måske så heldig, at du starter barsel i denne uge. I så fald har du sandsynligvis masser af projekter, du gerne vil kaste dig over. Måske har du allermest lyst til at snuppe en god, lang middagslur og generelt tage det med ro. Lyt til din krop og lad lysten drive værket. Snart er der en anden, som bestemmer over din opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Klumme: Nej mester, "VI" er ikke gravide!

Din baby

Er du førstegangsfødende, vil du opleve, at dit barn måske allerede har lagt sig med hovedet nedad i bækkenet, så det er klar til fødslen. Har du været gravid før, kan der stadig gå lidt tid, da der typisk vil være mere plads i livmoderen at boltre sig på. Der er heldigvis stadig god tid til, at junior kan finde sig til rette, og først ved jordemoderkonsultationen i uge 35-36 vil din jordemoder tilbyde ekstra undersøgelser og et eventuelt vendingsforsøg.

Når du er gravid i uge 33, er hudens underliggende fedtlag ved at blive dannet, og det giver barnet det velkendte buttede og lyserøde udseende. Det meste af lanugo-håret er nu også forsvundet, og dit barns immunforsvar er ikke længere kun afhængig af antistofferne fra moderkagen. Nu kan den lille krop også selv producere de vigtige antistoffer, der skal beskytte den ved fødslen og resten af dit barns liv.

LÆS OGSÅ: Av! Her er alt, du skal vide om veer

Tegn på graviditet

Er ubehaget ved at vende tilbage?

Når du er gravid i uge 33, kan du opleve, at kvalmen kommer tilbage og måske endda bliver hængende resten af graviditeten. Brysterne bliver også tungere og brystvorterne større, og begge dele skyldes alle de hormoner, som i øjeblikket arbejder hårdt på at gøre din krop klar til amning. Måske lækker du også lidt mørkegult og tyktflydende råmælk af og til?

Du kan også risikere at døje med ømhed i ryggen, fordi dine ledbånd og muskler bliver mere smidige som forberedelse til fødslen. Let hævede hænder og fødder er også normalt og skyldes, at kroppen holder på mere væske, samt at din livmoder trykker på blodårerne og derfor besværliggør gennemstrømningen af blod. Måske er du endda gået en halv til en hel skostørrelse op?

Er du generet af hævelsen, kan du smide benene op og undgå tøj, der sidder for stramt. Hæver du meget pludseligt, eller er hævelsen ikke ens på begge ben, skal du kontakte din læge eller jordemoder.

LÆS OGSÅ: Gravid: 3 akupressurpunkter, der letter din kvalme

Det skal du vide om uge 33

Mens dine tanker i andet trimester kredsede sig om din barndom og om, hvem du gerne vil være som mor, bliver dine bekymringer igen vendt mod fremtiden, når du er gravid i tredje trimester. Her er det nemlig ikke unormalt, hvis du tænker meget på fødslen, er bekymret for barnets sundhed eller for det store ansvar, der ligger foran dig.

En vis tilstand af panik er heller ikke ualmindelig på dette tidspunkt, og det kan være, at du veksler mellem en ekstrem utålmodighed og en lyst til at fortryde hele projektet. Tal med din partner eller en anden fortrolig om tingene. Ingen tanker er forbudte, og måske kan det hjælpe dig at sige dem højt. Du kan også tale med din læge eller jordemoder om dine bekymringer – de har hørt det meste før og kan give dig nogle værktøjer at arbejde med.

Husk også, at det er helt okay, hvis du ikke er hverken bekymret eller overvældet af tanker om fødslen. Alle gravide er forskellige, og måske er det andre tanker, der rumsterer hos lige netop dig.

LÆS OGSÅ: 8 tips: Sådan forebygger du hævede fødder

Sundhedstips

Drømmer du, at du glemmer din baby i vasketøjskurven? At du føder en hundehvalp? Eller at dit nyfødte barn kan både gå og tale?

Det er meget almindeligt, at dine drømme bliver mere intensive, underlige og voldsomme, når du er gravid, og desto længere, du kommer i din graviditet, jo mere vil de handle om den fødsel, der nærmer sig.

Forklaringen skal endnu engang findes i alle de hormoner, som raser i din krop, ligesom det også er et tegn på, at dit sind er ved at bearbejde dine følelser om fødslen. Lige om lidt har du ansvaret for at andet menneske, og det kræver lidt ekstra arbejde af din psyke.

Selvom det kan virke til, at du drømmer mere end normalt, er det faktisk ikke tilfældet. Dine drømme er blot så intensive, at de er lettere at huske, ligesom du sikkert vågner flere gange om natten for at tisse og dermed også lettere kan huske det, du lige har drømt.

LÆS OGSÅ: Derfor drømmer du om utroskab og monsterbabyer, når du er gravid

Til dig, der venter tvillinger

Din krop er tung og ekstremt belastet, og du er både træt, sulten og døjer måske også med kvalme, hæmorider og irriterende mange besøg på toilettet.

Når du er gravid med tvillinger i uge 33, er din krop og din psyke lige så hårdt ramt, som andre gravide er ved terminstidspunktet, og der er altså ikke noget at sige til, hvis du ser frem til fødslen.

Nyd, at du formentlig er gået på barsel og vær lidt god ved dig selv. Tag nogle velfortjente lure i løbet af dagen og se, om ikke du kan få en god massage fra din partner eller en professionel.

Ugens tip til mor

Stram op, stram op, stram op! Husker du dine daglige knibeøvelser? Hvis ikke, vil du takke dig selv for at gå i gang nu. En stærk bækkenbund hjælper dig nemlig med at komme dig efter fødslen.

Ugens tip til partneren

Har du og din kæreste allerede investeret i en masse babytøj, kan det være en god idé at få det vasket, så det er klar til brug, når baby melder din ankomst. Der findes nemlig en masse kemikalier i nyt tøj, som helst ikke skal videregives til dit barn. Brug gerne uparfumeret vaskepulver og gå f.eks. efter Svanemærket og Blomsten samt Den Blå Krans og AllergyCertified-mærket.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010 og har arbejdet på både Herlev og Hvidovre Hospital. Hun har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation til fødsler og tiden efter fødslen.

Siden januar 2017 har hun haft sin private jordemoderpraksis i København, hvor hun hjælper gravide og fødende. Derudover er hun bestyrelsesmedlem i Dansk Jordemoderfagligt Selskab, som arbejder for at holde jordemødre opdateret på den nyeste viden om graviditet og fødsel. 

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 33
Foto: Stephansen Photography
Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid og Gravid uge for uge