I samarbejde med kokken Jesper Vollmer fra det bornholmske madhus Rå har det danske tekstilbrand Juna designet et picnictæppe lavet af genanvendte plasticflasker.
Enorme plasticøer i verdenshavene og nationale indsamlingsdage har for alvor fået danskernes øjne op for de store mængder plastic, vi hvert år smider ud eller efterlader i naturen.
Sidste år indsamlede danske kommuner 30.000 tons plasticaffald ude i de danske hjem, men kun 15 procent af den indsamlede plastic blev genbrugt. Potentialet for at genanvende og lukke materialekredsløbene for plastressourcerne er derfor store, hvis virksomhederne kan og tør tænke kreativt.
En af de virksomheder, som har set plasticaffaldet som en ressource, er det danske tekstilbrand Juna. De har sammen med kokken Jesper Vollmer fra det bornholmske madhus Rå designet og udviklet et lækkert og bæredygtigt picnictæppe lavet af plastic.
Det bæredygtige tæppe er en del af den smagfulde tekstilserie RÅ, som bl.a. består af tekstiler til borddækning og madlavning samt beklædning til den mode- og kvalitetsbevidste madentusiast.
120 plasticflasker til ét tæppe
Bæredygtighed er et dogme i det moderne køkken – også for kokken Jesper Vollmer, som i et årti stod bag gryderne i det danske kongehus. Her indgik rester som en naturlig ingrediens i de royale retter og i dag, hvor Jesper Vollmer driver det bornholmske koncepthus Rå, har han fortsat stort fokus på madspild og på at udnytte naturens ressourcer.
Selvom Rå-kollektionen har rødder i det professionelle køkken, er forårets nyheder skabt til dage, hvor kokken holder fri og tager madglæden og fagligheden ud i det fri. Både picnictasken og tæppet hylder det gode håndværk med rå workwear-detaljer fra denimkulturen, hvor stikningerne er markante og nitterne en ekstra detalje.
Det innovative Rå-tæppe i beige med sorte striber er på én gang smukt og bæredygtigt. Det enkelte tæppe er produceret af 120 genanvendte 1 liters plasticflasker, som bliver skåret i mindre stykker og smeltet om til plastgranulat.
Herefter bliver granulaterne omdannet til tråd, som kan væves og bruges til nye produkter.
Ved genanvendelse af plastik udledes langt mindre CO2 i forhold til at fremstille ny plastik af råolie, og de flasker, der bliver genanvendt, ender ikke i naturen, på genbrugspladser eller på forbrændingen.
Annonse
Funktionel picnictaske
Rå picnictasken findes i to varianter – støvet grøn og sort – i 100% bomuld med robuste hanke og lukkestrop i kernelæder og er designet med bred bund og funktionel ruminddeling til bestik, flasker, blade og iPad, der gør den som skabt til at transportere delikatesser, drikkevarer og læsestof stabilt i hånden, i bilen eller på cykelstyret.
Juna Rå Picnictaske i 100% bomuld findes i farverne støvet grøn og sort og koster 499,95 kr. (vejl.)
Juna Rå Picnictæppe (130 cm X 190 cm) i 100 % genanvendt plast i beige med sort koster 499,95 kr. (vejl.)