Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kammuslinger - de lækreste opskrifter

Kammuslinger er et yderst populært indslag på middagsbordene herhjemme – både som forret, på grillen, svøbt i bacon og i lækre salater. Og med god grund – for kammuslinger kan nemlig tilberedes på et utal måder. Her på siden finder du de bedste opskrifter med kammuslinger – kogte, stegte, grillede og marinerede. God fornøjelse!

vis
mere

Friske kammuslinger er dyrere end dem på frost, men de smager også bedre og får en flot gylden stegeskorpe, når de kommer på panden. det er dog ufatteligt sjældent, man støder på kammuslinger, der er så friske, at man kan spise dem rå.

Kammuslinger har meget, meget kort holdbarhed, og derfor har de stort set altid været frosset ned, når man støder på dem hos fiskehandleren. Nogle fiskehandler indrømmer kun nødtvunget, at deres kammuslinger rent faktisk er optøet fra frost, men det er ikke desto mindre stort set altid tilfældet.

Kammuslinger

 

Hvis du finder en frisk krabat i skal, og den alligevel lugter lidt ufrisk, når du åbner den, så er det så som så med friskheden, men fortvivl ikke nødvendigvis – selve den hvide muskel kan være fin nok, når du har fået den renset for korallen og øvrigt ’snask’. Tilbered kammuslingen så lidt som muligt eller slet ikke, skær den evt. bare i helt tynde skiver som carpaccio, læg fladt ud på en lille tallerken og dryp ganske lidt olivenolie over ...

En enkel lækker snack eller forret
• Læg en stor optøet kammusling (hjertemusling) i 8-10 rene muslingeskaller eller små ovnfaste portionsforme.
• Smelt 75 g smør, og bland med 2 dl rasp og 2-3 spsk. revet fast komælksost.
• Krydr med et drys paprika.
• Fordel blandingen over muslingerne.
• Sæt dem 3-5 min. under varm grill i ovnen, til overfladen er gylden og sprød.

Selvom de fleste af os nok mest forbinder kammuslingen med en forret, så kan den sagtens bruges som hovedret også. Prøv f.eks.
Kammuslinger med pasta og rosmarin
Fettuccine med safrancreme & kammuslinger ,
eller hvad med at lave grilllede kammuslinger som f.eks. disse med en frisk grøn ærtesalat til?

En populær makker til kammuslingerne er bacon eller parmaskinke, fordi det salte og sprøde passer godt til de fine hvide skaldyr. Prøv kombinationen af kammuslinger med æble, rødbede og baconknas, eller prøv at vikle parmaskinke (eller baconskiver) rundt om kammuslingerne, inden du steger dem: Kammuslinger med parmaskinke – det er bare lækkert, og en perfekt forret til f.eks. nytårsaften, da retten også indeholder hummersuppe.

Du kan også prøve at stege kammuslinger og servere dem med sprød bacon, friske ærter og mynte 

Husk kammuslinger kan bruges til meget og andet – f.eks. i det asiatiske køkken. De lidt ferske kammuslinger er meget velegnede til stærk mad, som denne thailandske karry:

Kammuslinger i rød karry
Til fire personer.
400 g store kammuslinger
1 spsk vindruekerneolie
100 g hakket ingefær
2 hakkede fed hvidløg
2 finthakkede skalotteløg
2 spsk rød karry
4 spsk fishsauce
2 tsk brun farin/palmesukker
2 dåser kokosmælk
1 porre i skiver på skrå
1 bok chow i strimler
200 g cherrytomater i halve
Kogte jasminris
Nigella-frø til risene
1 bdt koriander, hakket.

Sådan gør du:
1. Steg kammuslingerne i olie 1 minut på hver side, tilsæt ingefær, hvidløg, skalotteløg, rød karry og fishsauce og vend godt rundt.

2. Tilsæt brun farin og kokosmælk og lad det simre i 5 minutter.

3. Tilsæt grøntsagerne og lad det simre 5 minutter mere.

4. Servér med jasminris, et drys nigella og frisk koriander på toppen.

TIP Hvis du ønsker retten stærkere, tilsættes mere rød karrypasta

Så ligegyldigt om du er til forret, hovedret, grillmad eller grillspyd med kammuslinger, så finder du alle de bedste opskrifter fra Hendes Verden, Hjemmet, ALT for damerne, BoligLiv og fit living her på siden.

Vidste du….
…at kammuslingen også kaldes pilgrimsmuslingen Det franske navn for kammusling, Coquilles Saint Jacques – Sankt Jakobs Musling – mere end antyder en religiøs forbindelse. Muslingeskallen var det symbol, pilgrimsfarerne tog med hjem fra Santiago de Compostella i Galicien som tegn på, at de rent faktisk havde været der – at de havde vandret ad den ældgamle pilgrimsrute, Camino de Santiago. Målet for pilgrimmene var apostlen Sankt Jakobs grav i domkirken i Santiago de Compostella. Når man i danske grave fra middelalderen finder skeletter med kammuslingeskaller, på dansk Ibskaller (Ib afledt af Jakob), er det netop tegn på, at den døde har været på pilgrimsfærd til Santiago – og videre ud til havet ved Kap Finisterre, hvor apostlens lig ifølge legenden blev bragt i land. Ude ved kysten fandt de så en muslingeskal som tegn på, at de havde været ved apostlens grav – helt ude ved det sted, som man i middelalderen betragtede som verdens ende, Finisterre ('Enden på jorden').
(Kilde: Gastro)

Se, hvad vi ellers skriver om: Fisk, Dansk mad, Bacon, Skaldyr, Nytårsmenu, Nytår, Nytårsforret og Carpaccio