Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Lasagne opskrifter for enhver smag - sunde og lækre

Lasagne er en klassisk italiensk ret, som i den originale form består af hakket oksekød i kødsovs, pastaplader og bechamelsauce lagt lag på lag i et fad med ost på toppen.

Retten tilberedes i ovnen og kan laves med både friske og tørrede lasagneplader og tilføjes grøntsager, svampe og meget andet. Der skal meget væde til, da pladerne suger godt til. Retten kan varieres på et utal af måder, og særlig lakselasagne, vegetarlasagne og lasagne med kylling er meget populært.

vis
mere

”Lasagne er ikke en ret – det er en livsstil…”

…sådan siger Jim Howards udødelige orange tegneseriekat, Garfield – og vi er tilbøjelige til at give ham ret. For retten er en skøn kombination af de allerbedste sager fra det italienske køkken.

Men hvor ideen til den lækre kombination af pastaplader, (kød)sovs, hvid sauce og revet ost egentlig er opstået henne, ved man ikke med sikkerhed. Nogle mener, at den oprindeligt stammer fra Napoli, mens andre mener, at den populære ret allerede fandtes i det gamle Grækenland. Uanset hvad, så er det idag en kendt og elsket favorit for såvel pasta-elskere, børnefamilier og selvfølgelig Garfield. 

Sådan laver du den klassiske lasagne bolognese

Som navnet måske afslører, stammer den klassiske ret fra byen Bologna i Norditalien. Og det er nok den form for lasagne, som er mest populær på middagsbordene herhjemme – især hos børnefamilierne.

Er du så heldig at være udstyret med en børneflok, der ikke er super pjattede med (alt for mange) grøntsager, så er en klassisk kødsovs til enten en lasagne eller pasta en suveræn måde at få sneget lidt ekstra grønt med ind aftensmaden.

lasagne

Prøv f.eks. denne version med bladseller, gulerødder og bacon.

Hvis du blender løg, gulerødder, squash eller andre grøntsager med lidt af juicen fra de hakkede/flåede tomater, får du en lækker ’pulp som du kan putte i kødsovsen. Det giver en super saftig kødsovs – og samtidig får du lokket en hel del ekstra grønt med i måltidet.

Mens kødsovsen står og simrer, kan du gå i gang med at lave din bechamelsovs, hvis du vil have det i din lasagne. En bechamelsovs er en hvid opbagt sovs, som du laver af smør, mel og mælk. Start med at smelte smørret i en gryde ved lave varme. Drys melet i lidt efter lidt og lad smørret opsuge det.

Når mel og smør er blevet til en bolle, spæder du forsigtigt mælken i lidt ad gangen, mens du pisker i sovsen. Kog sovsen ved svag varme i 8-10 minutter, mens du rører i den af og til. Smag til med salt, peber og evt. muskatnød og revet ost. 

Synes du lyder indviklet? Fortvivl ej – vi har lavet en video, der viser dig trin-for-trin, hvordan du laver den perfekte bechamelsovs her

Psssst…Er du i tidsnød, kan du også bruge en færdigkøbt mornaysauce, og bruge den i stedet for en hjemmelavet bechamelsovs.

Når både kødsovs og bechamelsovs er færdig, er du klar til at samle din lasagne. Det gør du bedst i et ildfast fad eller en bradepande med høje kanter. Start med at komme kødsovs i bunden, herefter bechamelsovs og så et lag plader. Fortsæt indtil sovsene er brugt op – husk at øverste lag ikke skal være lasagneplader. Drys ost ovenpå og stil i ovnen. 

Sådan laver du vegetarlasagne


Lasagne er den perfekte ’tøm grøntssagsskuffen-mad’ – når du laver en vegetarversion, er det en god anledning til at få brugt en rest champignons, gulerødder, squash, peberfrugt, aubergine, løg og hvad du ellers har til overs.

En vegetarlasagne består af forskellige lag af grøntsager, bechamelsovs og plader – og gerne revet ost eller frisk mozzarella på toppen. I stedet for bechamelsovs kan du også putte ricotta imellem lagene – det er især superlækkert i en spinatlasagne

Friske eller tørre plader

Det er lidt en smagssag, om du vælger at bruge tørre eller friske lasagneplader – men de friske plader er super gode til grøntsagslasagnen, der ikke skal have helt så længe i ovnen som den klassiske. Det vigtigste er dog, at du tilpasser tilberedningstiden alt efter, om du bruger friske eller tørre plader – den med friske plader skal som regel have lidt kortere tid i ovnen.

Vil du gerne skære ned på kulhydraterne, så prøv at bruge skiver af squash eller aubergine i stedet. Og er du til en mere kraftig ostesmag, så skift mozzarellaen ud med cheddar, gedeost eller drys lidt blåskimmelost på toppen af den revne ost, inden du putter retten i ovnen.

To go

En lasagne er supernem at tage med – og derfor altid en populær ret på buffeter og til sammenskudsgilder. Du kan sagtens bage den dagen før – og så bare varme den op, inden den skal bruges næste dag.

Har du en af de smarte bradepander med låg til at transportere ’klassens time kage’ i, kan den også sagtens bruges. Husk blot at gøre den virkelig godt rent bagefter, så du ikke ender med at bage en kage, der smager af lasagne næste gang. 

Godt tip… Når du alligevel er i gang med at lave lasagne til aftensmad, hvorfor så ikke lave en dobbeltportion? Så kan du servere den ene til aftensmad, og smide den anden i fryserne. Så har du nem aftensmad en dag, hvor tiden er knap, eller du hellere vil lave noget andet end at stå i køkkenet.

Måske en ny favorit-opskrift?

Og selvom ungerne måske er mest vilde med den klassiske bolognese lasagne, så findes der faktisk et utal af andre varianter. Og opskrifterne her på siden guider dig igennem trin for trin, hvordan du bedst tilbereder lige netop din - og familiens (nye) favorit. Nogle opskrifter er hurtige og nemme, andre kræver lidt mere af kokken. Her er lidt for enhver smag. Prøv for eksempel:

Lasagne med spinat, græskar & ricotta 

Torskelasagne

Squash-ricotta-lasagne med spicy tomatsauce 

Sommerlasagne 

Grøn lasagne  

Marokkansk lasagne med spinat og hakket lammekød 

Auberginelasagne med tomat og mozzarella

Kort sagt - ligegyldigt om du er til det klassiske, vegetar-modellen, laks, spinat, kylling eller aubergine, kan du med garanti finde en opskrift her på siden, som falder i din smag.

Opskrifterne er fra Hendes Verden, ALT for damerne, Hjemmet, FIT LIVING og boligliv. Velbekomme!