Flot grillhandske i filt
Filt fås i et hav af flotte stærke farver, så du har rig mulighed for at få lidt kulør i køkkenet med disse glade grillhandsker.
GRILLHANDSKE
Materialer:
• 30 x 40 cm gul Nepal Wool Filt (3 mm tykt)
• Rester af hobbyfilt i farverne: orange, cyklamen, cerise, mørkerød, brun og olivengrøn
• DMC Mouliné broderigarn nr. 3803 rødbrun, nr. 154 mørk brun og nr. 783 gul
• Tekstillim
• Gennemsigtigt papir
• Kalkerpapir
Alle materialer er fra Panduro Hobby.
Vejledning: Overfør mønsterdelene fra det vedlagte mønsterark til gennemsigtigt papir og klip ud. Klip 2 stk. handske i tyk filt og blade i forskellige farver hobbyfilt.
Kalker stænglerne over på forsiden af handsken, og brodér dem med mørkebrune kædesting og 3 deltråde i nålen. Placer bladene på handsken, og lim dem fast. Sy rødbrune stikkesting midt gennem bladene med 3 deltråde i nålen.
Læg delene til handsken sammen med retten udad, og sy dem sammen med gule knaphulssting og hel tråd i nålen. Sy også knaphulssting langs håndledskanten, idet der samtidig syes en strop i på 16 x 1½ cm.
TIP: Filt trevler ikke, så materialet egner sig perfekt til børnehåndarbejde.