Hæklede påskekyllinger
Foto: Turbine Hækl selv en rede fuld af kyllinger.

Små hæklede påskekyllinger

De buttede små kyllinger fra Hæklet nordisk pynt af Krea Deluxe er muligvis årets kæreste påskepynt.

Hæklet påskekylling

Mål: Påskekyllingen er ca. 6 cm høj og 5 cm i diameter. Vingerne er ca. 4,5 cm lange. Halen måler ca. 1 x 1 cm.

Garn: Økologisk bomuldsgarn fra Krea Deluxe, kreadeluxe.com: ca. 10 g til krop, hale og vinger, og en rest til ansigtet. De viste påskekyllinger er hæklet i fv. nr.: 1, 2, 3, 4, 5, 6. Til ansigterne er der brugt fv. nr. 28.

Tilbehør: fyldevat ca. 5 g.

Hæklenål: nr. 2,75

Arbejdsgang: Start med at hækle kroppen, og fortsæt herefter ud fra nedenstående opskrift på vinger og hale. Vinger og hale monteres efterfølgende på kroppen. Herefter laves ansigtet og de små totter på hovedet.

Hæklede påskekyllinger

Kroppen: Hækles rundt i spiral oppefra og ned. 1. omg: 5 fm i en mr = 5 m. Stram ikke ringen helt til, da hanken til ægget skal igennem hullet. 2. omg: (2 fm i hver m) x 5 = 10 m. 3. omg: (2 fm i næste m, 1 fm i næste m) x 5 = 15 m. 4. omg: (2 fm i næste m, 1 fm i de næste 2 m) x 5 = 20 m. 5. omg: (1 fm i de næste 3 m, 2 fm i næste m) x 5 = 25 m. 6. omg: 1 fm i hver m omg ud = 25 m. 7. omg: 1 fm i de næste 2 m, 2 fm i næste m, (1 fm i de næste 4 m, 2 fm i næste m) x 4, 1 fm i de næste 2 m = 30 m. 8.-9.omg: 1 fm i hver m omg ud = 30 m. 10. omg: (1 fm i de næste 5 m, 2 fm i næste m) x 5 = 35 m. 11.-12. omg: 1 fm i hver m omg ud = 35 m. 13. omg: 1 fm i de næste 2 m, 2 fm i næste m, (1 fm i de næste 6 m, 2 fm i næste m) x 4, 1 fm i de næste 4 m = 40 m. 14.-17. omg: 1 fm i hver m omg ud = 40 m. Hvis du vil have en hank i ægget, kan denne monteres nu. Klip en snor/lædersnor på 20 cm, buk den på midten, og bind en knude i enden. Stik enden uden knude ind i hullet fra den magiske ring i toppen af ægget – fra indersiden af ægget og ud. Stram herefter den magiske ring lidt til, så knuden bliver inde i ægget. 18. omg: 1 fm i de næste 2 m, 2 fm sm, (1 fm i de næste 6 m, 2 fm sm) x 4, 1 fm i de næste 4 m = 35 m. 19. omg: (1 fm i de næste 5 m, 2 fm sm) x 5 = 30 m. 20. omg: 1 fm i næste m, 2 fm sm, (1 fm i de næste 3 m, 2 fm sm) x 5, 1 fm i de næste 2 m = 24 m. Kom vat i. 21. omg: (1 fm i de næste 2 m, 2 fm sm) x 6 = 18 m. 22. omg: (1 fm i næste m, 2 fm sm) x 6 = 12 m. Kom lidt ekstra vat i. 23. omg: I fml hækles: (2 fm sm) x 6 = 6 m. Luk omg af ved at trække åbningen sammen således: Klip garnet langt nok til, at det kan bruges til at sy åbningen sammen med. Tråd en nål med garnenden, og stik nålen ind i forreste m-led fra centrum af hullet og ud. Gør dette ved alle m på omg. Efter sidste maske trækkes hullet sammen ved at hive i garnenden. Hæft enden, og klip garnet.

Vinger: Hækles rundt i spiral og monteres efterfølgende på kyllingens krop. 1. omg: 5 fm i en mr = 5 m. 2. omg: (2 fm i næste m) x 5 = 10 m. 3. omg: (2 fm i næste m, 1 fm i de næste 4 m) x 2 = 12 m. 4.-7. omg: 1 fm i hver m omg ud = 12 m. Hvis din omg stopper ude i siden af vingen, kan du med fordel undlade at klippe garnet og hæfte enden og i stedet fortsætte med at hækle åbningen sammen. Stopper din omg et andet sted end i siden, klippes garnet, og enden hæftes, inden åbningen hækles sammen. Gør vingen flad, og hækl åbningen sammen med 5 fm. Klip garnet langt nok til, at det kan bruges til at montere vingerne med. Lav to vinger i alt som ovenstående.

Hale: Hækles rundt i spiral og monteres efterfølgende på kyllingens krop. 1. omg: 6 fm i en mr = 6 m. 2. omg: (2 fm i næste m) x 6 = 12 m. 3.- 4. omg: 1 fm i hver m omg ud = 12 m. Klip garnet langt nok til, at det kan bruges til at montere halen med. 

Hæklede påskekyllinger

Ansigt: Øjnene består af to sting, syet over omgang 10 og 11 talt oppefra. De er placeret med en afstand af seks til syv m-huller mellem sig. Lav evt. yderligere to små sting som øjenvipper for et mere feminint udtryk. Næbbet placeres midt for øjnene samtidig med, at toppen af næbbet placeres i samme række som det nederste af øjnene. Næbbet syes over to omg på kroppen/hovedet. Det øverste af næbbet er lavet mellem to mhuller, det nederste af næbbet er lavet i et m-hul. Næbbets sting syes to gange hver i disse m-huller. Hæft enderne grundigt.

Montering af vinger, hale og hår: Sy vingerne på siderne af kroppen mellem omgang 12 og 13 talt oppefra og ned. Tre omgange længere nede syes vingen sammen med kroppen (på undersiden af vingen), så den ikke stritter for meget. Gør halen flad, og sy den på kroppen mellem omg 16 og 17 talt oppefra og ned. Du kan evt. sy halen sammen i toppen inden for at gøre den nemmere at sy på. Strithåret laves ved at klippe 6 stykker garn af 15 cm. Buk garnet på midten, og træk det igennem den første omgang øverst på hovedet. Når den er trukket 2-3 cm igennem, trækkes enderne ind igennem løkken. Hiv og stram godt til. Lav i alt 6 hårtotter. Klip alle hårtotterne til, så de er ca. 1 cm lange.

Hendes Verden nr. 13/2019

Om bogen

Bog_Haeklet_nordisk_paaskepynt.jpg

HÆKLET NORDISK PYNT

De søde påskekyllinger kommer fra nyeste hækleudgivelse af søstrene bag Krea Deluxe, kreadeluxe.com Hæklet nordisk pynt. I bogen får du opskrifter på alt hvad du kan begære, til en elegant og smuk påske i lyse toner og enkel nordisk stil. 128 sider koster 199,95, bogen er udgivet på Turbine, turbine.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hækleopskrifter, Påskepynt og Hæklede dyr