Strikket poncho
SPONSORERET indhold

Strik en dejlig varm poncho

Kældt på i julens farver.

Af: Mayflower Foto: Jacqueline Fluri
04. jan. 2020 | Håndarbejde | Hendes Verden

**

Poncho

Str.: S/M (M/L) XXL/XXXL.

Hel længde: ca.: 75 (79) 83 cm.

Garn: Cosmo, 20 (22) 24 ngl bordeaux (fv nr. 319) fra Mayflower.

Kvalitet: 100 % uld. 50 g = 62 meter. Pinde: Rundp nr. 6 og 7 (80 cm).

Strikkefasthed: 13 m og 22 p i retstrik på p nr. 7 = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde. Tilbehør: 5 knapper, diameter 32 mm.

Knaphul: Luk 2 m af, og slå 2 nye m op over hullet på den flg. p fra vr-siden af arb.

Der begyndes forneden med at slå 230 (251) 272 m op på rundp nr. 7. Strik frem og tilbage på p. På r-siden af arb strikkes alle m r. På vr-siden af arb strikkes: 10 (11) 12 r, *1 vr løs af med garnet foran arb (dvs. på vr-siden af arb), 10 (11) 12 r*, gent fra * til * p hen. Fortsæt lige op, til arb måler 15 (17) 19 cm. Del nu arb til armhuller således: Strik 24 (25) 26 cm lige op i mønster over de første 30 (33) 36 m, imens de resterende m hviler. Lad derefter de 30 (33) 36 m hvile. Strik nu 24 (25) 26 cm lige op over de næste 170 (185) 200 m på rundp, og lad disse m hvile. Slut af med at strikke 24 (25) 26 cm lige op over de resterende 30 (33) 36 m – og sørg for at slutte med præcis samme p i mønsteret på alle 3 dele. Strik nu igen lige op i mønster over alle 230 (251) 272 m, til arb måler 44 (46) 48 cm. Nu begynder indt: På næste p fra r-siden strikkes 2 r sm i midten af hver lodret stribe med retstrik = indt af 21 m pr. indtagnings-p. Gent disse indt på hver 8. p i alt 4 gange (= 146 (167) 188 m på p). Gent indt på hver 6. p yderligere 4 (5) 6 gange (= 62 m på p – alle str.). Skift til p nr. 6 i str. S/M og str. L/XL, i str. XXL/XXXL fortsættes på p nr. 7. Strik rib, som m viser, dvs. at der fra r-siden strikkes *2 vr, 1 r*, gent fra * til *, og slut med 2 vr. Fortsæt lige op, til kraven måler 16 cm, og luk m løst af.

Poncho

Kanter ved armhullerne: Strik med p nr. 7 ca. 1 m op pr. rille langs kanten længst væk fra forkanten (se foto). Strik 10 p retstrik, og luk m af. Sy toppen og bunden af kanten fast på ydersiden af ponchoen, så åbningen til armhullet sluttes pænt af. Strik en kant magen til ved det andet armhul.

Venstre forkant: Beg midt på kraven, og strik 1 m op pr. retrille med rundp nr. 7 hele vejen ned langs venstre forkant (bagsiden af kraven skal syes fast på bagsiden af forkanten, efter forkanten er strikket færdig). Strik 10 p retstrik, og luk af. Strik højre forkant som venstre, men med 3 knaphuller på den 4. p (dvs. fra r-siden af arb – se Knaphul), det nederste knaphul strikkes i højde med den første indtagnings-p på ponchoen, det øverste strikkes ved kravens begyndelse, og det midterste placeres midt herimellem. Buk kraven halvt om til vrangen, og sy den fast ned langs forkanterne samt hele vejen hen langs overgangen til ribben i halsudskæringen på indersiden af ponchoen. Sy knapperne i, og sy desuden en pynteknap på kanterne nederst ved armhullerne (se foto).

Poncho

Hendes Verden nr. 49/2014