Når unge kommer forbi Sofies skønhedssalon, oplever hun ofte, at de har lavet denne fejl

Når unge kommer forbi Sofies skønhedssalon, oplever hun ofte, at de har lavet denne fejl

Hudpleje kan være noget af en jungle – ikke mindst for de yngste forbrugere, vores teenagere, der begynder at opleve udfordringer med deres hud, men som ikke har brug for de samme produkter og behandlinger som deres mor, tante eller ældre veninder. ALT for damerne har været på besøg hos Sofie Jørgensen, der er indehaver af skønhedsklinikken Dewy – her er hendes bedste råd til ung hud

ALT for damerne logo

Hvor længe har du arbejdet med skønhed?

"Jeg har arbejdet med skønhed og velvære gennem 25 år. Jeg er kosmetiker, faceyoga-coach, sundhedskonsulent og har videreuddannet mig til japansk lifting-terapeut, ansigtszoneterapeut og makeupartist." 

"Jeg er også skønhedsjournalist og har skrevet artikler til flere magasiner. For et år siden åbnede jeg Dewy, hvor hudpleje, velvære og sundhed, indefra og ud, er i centrum."

Hvad har du fokus på i dine behandlinger? 

"I mine ansigtsbehandlinger arbejder jeg med huden, ansigtsmuskulaturen og bindevævet. Jeg vil meget gerne understøtte og styrke sund hud, der er i ro og balance. Mine behandlinger bliver altid tilpasset hudens individuelle behov og alder. Der er aldrig én løsning, der virker for alle, så jeg gør meget ud af at skræddersy mine tilbud."

Hvad er det særlige ved teenagehud?

"Teenageres hud er lige så forskellig, som voksnes hud kan være det, men overordnet set skal den behandles og plejes blidt uden at forstyrre hudens balance."

"I teenageårene kan der opstå øget talg- og fedtproduktion i huden, der ofte er forbundet med de naturlige hormonelle forandringer, der er i puberteten. Det kan medvirke til en mere uren hud med hudorme og bumser. Der er dog ingen grund til at styrte ud og købe en hel masse. Teenagere skal nemlig have en enkel hudplejerutine med få, nænsomme produkter."

"Rutinen starter med et mildt renseprodukt, særligt hvis man bruger makeup, eller man har en overproduktion af talg og fedtstof. Renseproduktet bruges én gang dagligt og reducerer overskydende talg og fedt, snavs, forureningspartikler og døde hudceller blidt fra hudoverfladen."

"Har man tendens til poretilstopninger, kan man bruge et renseprodukt, der indeholder salicylsyre, og som afhjælper talgpropperne i huden. Efter rens skal man bruge en parfumefri, fugtgivende ansigtscreme og huske sin beskyttende solcreme, når man skal udenfor i sommerhalvåret."

Sofie Jørgensen i sin velværeklinik Dewy på Østerbro i København.
Sofie Jørgensen er indehaver af beauty- og velværeklinikken Dewy på Østerbro i København. Se Dewythis.com

Hvordan finder man de rette produkter og undgår (dyre) fejlkøb? 

"Det er en god idé at bestille tid hos en kosmetolog og få behandling og rådgivning til produkter, der egner sig godt til teenagehuden, i stedet for selv at eksperimentere derhjemme. Man kan nemlig let komme til at skubbe sin hud ud af balance ved at overbehandle den eller bruge forkerte og for skrappe produkter til sin hud."

"Har man brug for en ansigtsbehandling for at mindske urenheder som comedoner (hudorme), skal man ikke forsøge sig med det selv, men gå til en professionel behandler, der kan fjerne dem skånsomt."

"Ved større og vedvarende problemer med uren hud og akne er den bedste løsning at søge hjælp og vejledning hos en hudlæge."

Hvad er de hyppigste ”hud-fejl”, du ser i din klinik? 

"Overbehandling af huden og brug af produkter, der enten er alt for skrappe eller ikke bidrager med det rette for den enkeltes hud."

Hvad ville du ønske, at alle teenagere gjorde for deres hud? 

"Jeg ville ønske, at alle teenagere konsulterede en behandler og blev grundigt vejledt til en god hudplejerutine fra starten med de rette produkter for deres hud. Og at de husker at drikke vand dagligt."

Er det helt skidt at dække urenheder med makeup? 

"Nej, det er okay at dække sin bums med let makeup, hvis man har lyst til det, men husk at rense makeuppen helt af igen om aftenen med et mildt renseprodukt efterfulgt af en fugtgivende ansigtscreme."

Hvor ofte bør man få en ansigtsbehandling?

 "Slås man med øget talgproduktion og tilstopninger, kan man starte med at få en ansigtsbehandling hver tredje uge – og når der er bedring sjældnere. Tal med kosmetologen om passende intervaller."

Hvilke produkter burde alle unge have på deres badeværelse? 

"Et mildt renseprodukt, en fugtgivende ansigtscreme og en god solcreme."

Hvilke produkter ville du ønske, de undlod at bruge?

 "Skrappe produkter, udtørrende produkter, hudplejeprodukter med parfume, poretilstoppende mineralske olier såsom vaseline – de egner sig på ingen måde til en teenagehud."

Hvis du kunne give dit teenage-jeg et skønhedsråd, hvad ville det så være? 

"Så ville det helt klart være solfaktor! Jeg ville selv ønske, at jeg havde brugt solcreme hver dag i sommerhalvåret."

GUIDE: "Jeg vil gerne lære at pleje min hud, så den forbliver sund og pæn"

FØR 

Min hud er forholdsvist sensitiv, og derudover bliver den utroligt hurtigt fedtet. Men her på det sidste har jeg faktisk oplevet noget tørhed, og at min hud krakelerer i nogle områder. På trods af dette vil jeg sige, at min hud som udgangspunkt altid har været relativt pæn, og det vil jeg gerne hjælpe den til at fortsætte med at være. 

Jeg er ikke altid lige god til at huske det hver dag, men jeg plejer først at rense min hud med micellar water, så bruger jeg en cleanser, derefter en fugtighedscreme og så en øjencreme. Og en gang imellem noget spot treatment, hvis jeg har urenheder eller bumser. Jeg vil gerne blive bedre til at huske at rense min hud hver aften, da jeg godt kan glemme det en gang imellem. Jeg vil også gerne blive bedre til at bruge solcreme hver dag, da jeg ved, det er vigtigt, men ofte springer det over. 

En mere balanceret hud, som hverken føles for fedtet eller for tør. Det er, hvad jeg drømmer om at få efter behandlingen. Derudover håber jeg på at få en bedre forståelse af, hvordan jeg kan pleje min hud bedst muligt, så den forbliver sund og pæn. Jeg har aldrig fået en ansigtsbehandling før, så det bliver første gang – og jeg glæder mig.

Amalie Abildtrup Bagger

er 17 år og går i 1.g. Og så er hun optaget af at passe på sin sensitive hud, så den bliver ved med at se fin og velplejet ud. 

Hun har testet behandlingen Teen Treat Facial hos Dewy – læs om hendes oplevelse og de gode råd, hun fik med hjem fra klinikken.

UNDER 

Hos Dewy bliver jeg taget rigtig godt imod af Sofie, som er megavenlig og imødekommende, og hun får mig til at føle mig tryg fra starten. Hun vurderer, at min hud mangler fugt, og så konstaterer hun, at jeg har et par hudorme i T-zonen, som kan fjernes.

Først og fremmest er der fokus på velvære. Jeg får en dybderens, nænsom pleje, en ansigtsmaske, der skal stabilisere min hud, og fugt. Hele behandlingen er afslappende, og jeg nyder den virkelig. Det eneste, der er en smule ubehageligt, er dybderensen. 

Til sidst får vi en god snak, og jeg får rådgivning til min hjemmepleje-rutine. Jeg får nogle forslag til, hvilke egenskaber jeg skal lede efter i produkter, og f.eks. skal jeg nok bruge en lidt federe creme. Jeg spørger også, om det er muligt at forebygge rynker på halsen, og her foreslår Sofie en nem og ligetil løsning: Jeg kan enten massere halsen med creme eller en bruge en tørbørste i en cirkulær bevægelse op langs halsen.

EFTER 

Jeg kan mærke en tydelig forskel på min hud efter behandlingen. Den har føltes langt mere gennemfugtet, frisk og velplejet, hvilket var lige præcis det, jeg havde håbet på. Det var en virkelig behagelig og afslappende oplevelse, hvor jeg fik mulighed for at slappe helt af. 

Det var megafedt at få gode råd til, hvad jeg skal gøre fremover, og det er 100% noget, jeg vil tage til mig. Ikke mindst rådet om at drikke mere vand, da det er noget, jeg aldrig har været særligt god til. Og så at bruge en lidt tykkere og mere fugtgivende creme i forhod til den, jeg normalt bruger. 

Jeg vil klart anbefale mine veninder at få en ansigtsbehandling, for det var en supergod oplevelse, og min hud har faktisk haft det godt lige siden.