To kvinder danser.

Brug for noget ny træning? Her er 9 træningsformer, som får pulsen op

Zumba og cardio dance. Barre og afrobeat. Flere og flere træningsformer bruger dans som et centralt element for at få pulsen op og styrke både krop og sind. Her får du en guide til de mest populære træningsformer, der forener fitness og dans.

FIT Living logo

Højt tempo

Hip hop dance workout

Streetdance og hiphop danner grundlag for den her fitnessform, som netop tager udgangspunkt i de to danseformer. 

Energien er høj, attituden lige i skabet, og øvelserne er baseret på en koreografi med hurtigt tempo, så du er garanteret konditionstræning samt øvelser, der styrker både ben, balder, lår og arme.

Cardio dance

Betegnelsen dækker over koreograferede cardioklasser med fokus på de forskellige muskelgrupper gennem dans. Intensiteten er høj med træning til hiphop, pop eller elektronisk musik, som giver en effekt konditionstræning, men også træning af koordination og kropskontrol.

Ballroom fitness

Med en blanding af dans og fitness handler ballroom fitness om at få pulsen i vejret og gang i kroppen. Udgangspunktet er de forskellige standard- og latindanse som vals, tango og jive. Grundtrinene danner rammen for træningen, hvor du lærer de forskellige danse, blot uden en partner og sat i en kontekst, hvor motion er formålet.

Masser af smidighed

Barre

Inspireret af klassisk ballet kombinerer barre styrke- og smidighedstræning. Træningen foregår ofte ved en barre, hvor der laves øvelser, der udspringer af yoga og pilates med fokus på core, ben, balder og holdning samt en god balance. Træningen er god til at tone kroppen, men den udfordrer også udholdenhed.

Tip!

Fitnesscentre og AOF tilbyder mange af de forskellige træningsformer med danseelementer, men kan du ikke finde den træningsform, du drømmer om, så tjek Youtube. 

Der ligger mange videoer med rutiner indenfor de fleste stilarter.

Jazzercise

Jazz kombineret med aerobic er den hurtige beskrivelse af jazzercise, men træningsformen integrerer også øvelser fra pilates, yoga og styrketræning. Det blev udviklet tilbage i 1969 med fokus på kondition, styrke og at forbedre kroppens fleksibilitet.

Pole fitness

Pole fitness kombinerer styrke med fleksibilitet og træner både overkrop, core og ben. Træningen er dans og akrobatik på en lodret stang, som kræver styrke, smidighed og teknik. Der trænes med egen kropsvægt, så både de store og små muskelgrupper i kroppen kommer på arbejde.

Verden rundt

Zumba

Zumba ramte de danske fitnesscentre i midten af 00’erne og er en vedblivende stjerne indenfor fitnessformer, der kombinerer dans og træning. Med inspiration fra latinamerikanske danse som salsa, reggaeton og merengue er zumba lig med pulserende musik og høj energi. Dansen forbedrer konditionen og øger forbrændingen, og trinene er ofte simple, så alle kan være med.

Afrobeat dance

Træningsform inspireret af afrikanske danse og moderne afrobeat-musik, der er fuld af rytmisk dans og kraftfulde bevægelser, der styrker kroppen og løsner op i muskler og spændinger. Giver en god kondition og strammer op, da rutinen ofte er fuld af squats, lunges og knæløft.

Bollywood dance fitness

Kondition, koordination og ikke mindst udholdenhed er i højsædet til Bollywood dance fitness, som er danse- og fitnessrutiner med indiske dansetrins tilsat Bollywood-hits. Rutinerne får kørt hele kroppen igennem, så du får rørt alt fra top til tåspidser.