”Alene i vildmarken”-Niels sov så meget, at produktionen frygtede for hans liv: Det var en del af min plan
Det var ikke uden grund, at Niels endte med at tilbringe mindst 12 timer om dagen i sin seng.
I femte afsnit af ”Alene i vildmarken” opstår der en situation, som kommer bag på Niels. Han bliver nemlig pludselig vækket af de finske sikkerhedsfolk, som skal tjekke, om han er okay. Nu forklarer han, hvad der skete.
- For at holde styr på vores sikkerhed har vi en GPS. Hvis GPSen ligger stille i lang tid ad gangen, jeg tror det er 12 timer, så kan produktionen sende sådan et signal ud, som man skal svare på for at bekræfte, at man er okay. Jeg havde så sovet så sindssygt lang tid, at jeg ikke hørte det der signal, og så havde jeg isoleret min hytte så godt, at der ikke er noget signal, der kommer ind i hytten, fortæller Niels.
Artiklen fortsætter under videoen.
Han havde i afsnittet netop bygget sin nye seng med et tykt lag mos, liggeunderlaget, rensdyrskindet, som deltagerne får udleveret, og så sit alterego Niels Nævesvins fåreskind, som var en del af Niels’ specialudstyr. Her sov han så godt, at han rundede 14 timer og slet ikke var tæt på at vågne.
- Så lå jeg derinde og sov, og pludselig var der stemmer ude i skoven, og så råber de bare ”Niels”. Så vågner jeg. Jeg er jo ikke vant til, der er mennesker derude. Så åbner de ind til mit telt, og håret står ud til alle sider. De finske guides råber tilbage ”He is okay”, fortæller Niels.
Han var meget forvirret og havde ingen anelse om, hvad der foregik.
- Så tænkte jeg, at jeg måtte finde en løsning på at kunne komme op om morgenen, for det var ikke første gang, det var tæt på, men nu havde jeg overskredet grænsen, fortæller Niels og forklarer, hvorfor han sov så meget:
- Udover at jeg syntes, det var vildt lækkert, så var det også en del af min strategi. Siden jeg fik min hytte, sov jeg mindst 12 timer om dagen. Det var ikke altid, jeg kunne sove alle timerne, men jeg sov mindst 10 timer, og jeg blev liggende i 12 timer for at spare på kræfterne.
Samtidig blev sengen og de rolige stunder også den tid, hvor Niels kunne få styr på sine tanker, og det endte med at styrke ham, da han forud for deltagelsen mest af alt frygtede tankemylderet og afsavnet til dem derhjemme.
Sådan blev løsningen
For at komme op om morgenen og ikke få flere uanmeldte besøg fra en produktion, der frygtede for hans liv, fandt Niels på en løsning, hvor dyrene blev hans vækkeur.
- Når jeg havde spist min aftensmad, når jeg havde spist mine gedder, så smed jeg skroget ud foran min hytte, så før jeg gik i seng, lagde jeg geddeskindet lige foran min hytte, fortæller Niels og fortsætter:
- De fugle, der bliver ved med at stjæle vores fisk, de larmer virkelig meget, så omkring solopgang fløj de ned til geddeskindet om morgenen og sad og baskede med vingerne, så det blev mit vækkeur.
Derfor kastede han gedder ud igen
I programmet virker Niels på dag 30 dog til at have et stort overskud og ikke være på vej til at kaste håndklædet i ringen. Det billede kan den medicinstuderende jyde godt genkende.
- Jeg havde så meget fisk, jeg havde brug for, jeg havde min hytte, jeg havde brænde og bær. Så jeg brugte bare tiden på at gå på opdagelse og fiske for sjov, og så at fiske stalling og helt, så jeg kunne få noget ordentligt at spise, fortæller han og tilføjer:
- Jeg var spændt på at se, hvor meget de ville tage med af mig, der er lidt hoven, men jeg er meget glad for, de havde det med. Det fik jeg meget tid til at gå med. Jeg fangede rigtig meget gedde, som jeg satte ud igen. Jeg havde kilovis af gedde inde i mit køleskab, så jeg ville bare fange stalling og helt, det smagte meget bedre.
Om overskuddet varer ved, når frosten melder sig, må man vente og se i ”Alene i vildmarken”.