Nytåret er en god anledning til at kigge tilbage på det, du er lykkedes med i året, der er gået. Måske er du kommet godt i gang med at motionere, strikke eller lave mad, der giver energi og glæde. Måske er du generelt blevet bedre til at prioritere dig selv og dine behov. Gyldendal har udvalgt 7 inspirerende og motiverende bøger, der hjælper dig med at bringe årets små og store succeser med ind i 2023.
Hvordan får vi mere ro og tilfredshed i vores hverdag?
I Lisbeth Zornig Andersens underfundige, kloge og morsomme bog får vi øjnene op for, hvorfor vores kroppe og hjerner bliver så belastede i det moderne samfund. Vi mennesker er som art ikke bygget til at leve i den moderne asfaltjungle. Vi blev skabt til et liv i en flok på savannen, og hverken vores kroppe eller hjerner har magtet at følge med omstillingen. Derfor kæmper mange os med stress og følelsen af at være forkerte.
I Mere livsglæde, mindre stressviser Lisbeth Zornig Andersen, at vi ikke er forkerte – vi har blot brug for en selvhjælpskasse til vores indre savannemenneske. Hun giver læserne ti konkrete tips til mere livsglæde, der skaber ro og balance – på den nemme og til tider sjove måde.
Alt grønt er godt. Kål kan bare noget helt særligt! Med et nytænkende indblik i både kålens og kroppens biologi viser Anette Sams, hvorfor kulhydrat fra kål har den diametralt modsatte virkning på kroppen end de raffinerede kulhydrater i f.eks. pasta, brød og sukker.
Kål er suveræn på alle måder og ved at udskifte raffinerede kulhydrater med kålhydrater, opbygger du en vital og modstandsdygtig krop.
Som hjælp til at få flere kålhydrater i dit liv får du 50 lækre, nemme og velsmagende opskrifter udviklet af Jane Faerber.
Hvad er du styret af? Filosoffen og erhvervslederen Morten Albæk tager afsæt i sine egne erkendelser for at beskrive, hvordan tanketomme talemåder former os. Floskler som ”Tid er penge” kan være med til at styre vores valg, så mange af os ender med at fortryde det liv, vi lever. Nu kommer talemåderne under lup, så vi kan blive mere bevidste om, hvad der giver mening til vores kostbare liv.
”Falske sandheder i livet er noget af den bedste livsfilosofi, der er publiceret i de senere år”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Berlingske
”En tankevækkende og faktisk også gribende bog; det klæder Albæk at skrive på en blottet livsnerve.” – Weekendavisen
Krystalbogen fra Soulful guider dig igennem krystallernes magiske verden af skønhed, energier og livskraft, så du kommer til at kunne bruge krystaller til at opnå balance og få mere overskud og glæde i livet.
Krystalbogen fra Soulful er fuld af smukke billeder og rummer et indeks med 55 af de mest udbredte krystaller, så du kan blive guidet, uanset om du er optaget af ubalancer, symptomer, indretning med krystaller, stjernetegn, chakraer og meget andet.
I bogen får du også forfatter Ditte Kreuz’ personlige fortælling om, hvordan hun brugte krystallerne som et redskab til at finde tryghed og ro i sin egen kamp med angst, og til at holde fast i sin intention og intuition.
Nu kan du hækle dig til ekstra solskin i den mørke tid. Rose Svanes hæklerier er 15 fantastiske opskrifter på alt fra tøj, accessories og boliginteriør, der hylder langsommelighed, stoflighed, bæredygtighed og det personlige udtryk.
Rose Svanes hæklerier er til dig, der mangler et sted at være, når du trænger til ro og kreativ udfoldelse. For Rose Svane er hæklingen blevet et meditativt frirum, og hun hækler derfor hver dag. Hendes bog indeholder alt, der gør, at du kan læne dig tilbage, følge opskrifterne, hækle og ende med et produkt, der er lige som det skal være – til dig.
Vasker du tøj om natten, og køber du mindre smør, end du plejer? Gode råd er dyre i disse tider. Men det behøver de faktisk ikke at være.
Den lille Sparebog indeholder gode – og sjove – råd og sparetips fra 1941, der stadig er brugbare i dag. Her er tips til alt fra at lave sin egen te, praktiske spareråd til madlavningen og til at bekæmpe møl og rense pletter af tøjet.
Immunforsvaret er et magisk og magtfuldt system – og dit helbreds bedste ven. I læge og professor Bente Klarlunds nye bog får du en guide til et liv og et immunsystem i sund balance. Dit helbreds bedste ven – Immunsystemet udkommer d. 17. januar og gør os klogere på, hvordan søvn, motion, kost, røg, alkohol, vaccinationer, vinterbadning, sociale relationer, stress, sorg, bekymringer og livsindstilling påvirker immunsystemet. Og dermed, hvordan du selv kan gøre en masse for at skabe sund balance.
I bogen reflekterer Bente Klarlund også over, hvordan man holder sig sund og robust, når verden er ved at ramle. Og hvordan man undgår at blive immun over for livet.
Bente Klarlund er forfatteren bag bestsellerne YNGRE MED ÅRENE og GÅ-BOGEN, og hun har i årtier forsket i immunsystemet og danskernes sundhed og er førende på sit felt – også internationalt.