Pernille Højmark fik sig et chok, da hun blev single som 52-årig – én tankegang hjalp hende

Hvilke tre sangere har betydet mest i dit liv?

"Leonard Cohen, helt klart.

Og så måske Anne Linnet på sin egen, mærkelige måde. Men der er jo et hav, altså …

Det ved jeg satme ikke lige. Jeg har altid været meget stor fan af Nik og Jay. Der er noget dejligt blæret over dem. Det er jo tre meget forskellige kunstnere, men jeg er også opvokset i et hjem, hvor vi hørte alt muligt forskelligt.

Det er for eksempel min mor, der har lært mig at elske Leonard Cohen og Janis Joplin, og min far kunne rigtig godt lide Louis Armstrong og Oswald Helmuth. Så jeg har en bred smag, som de synger."

Du synger og optræder selv, har spillet en masse skuespil og holder foredrag. Hvad mangler du at prøve karrieremæssigt?

"Jeg arbejder på et soloshow, og dét er virkelig spændende at prøve. Showet har været længe undervejs og har haft en svær kurs, men nu tror jeg sgu på det. Det bliver en blanding af, at jeg fortæller og spiller nogle af mine sange. Så det bliver ligesom et ekstrakt af alt det, jeg har arbejdet med."

I Sweethearts spiller du sammen med intet mindre end to ekskærester. Hvordan er det?

"Min eksmand og jeg skabte jo Sweet-hearts sammen, så han har været der hele vejen. Da vi blev skilt, var vi meget opmærksomme på, at vi ville bevare både et venskab, men også vores orkester. Og så var der et par år, hvor orkestret hørte på et par skænderier eller 15, men der var de meget søde og overbærende.

"Det er ret nyt, at Jesper er kommet med på trommer, og jeg har egentlig tænkt, at ”nej, jeg skal ikke have to ekser i orkestret, én må være rigeligt”, men omvendt var han så oplagt, da vi stod og manglede en trommeslager. Og jeg har det egentlig også sådan, at når jeg har elsket nogen, så holder jeg ikke op med det. Så det er også en skøn måde at bevare noget på, og det giver faktisk rigtig god mening for mig at have dem i mit liv på den her måde."

Opstår der nogensinde jalousi imellem jer?

"Nej, det er vi sgu blevet for gamle til. Og nu er vi alle sammen langt videre, og har haft andre partnere siden. Jeg har heller aldrig forstået folk, der river hovederne af hinanden, når de skal skilles. Altså, op i galoppen, og bliv voksne, ik’?

Det kan godt lade sig gøre, men hvis en skilsmisse skal lykkes, er man nødt til at erkende, at det ikke kun var den anden, der var en idiot, ellers kommer man ikke videre. It takes two to tango, så man er nødt til at påtage sig sin del af skylden og erkende, at man var to om, at det mislykkedes."

Har du selv en partner for tiden?

"Ikke i øjeblikket, nej. Jeg har været på Tinder, men synes altså, det er noget mærkeligt noget. På den anden side har jeg også tænkt, at det er lidt latterligt, at jeg er så underligt gammeldags med det der. Det er jo bare en måde at gå i byen og se på mænd på hjemmefra, kan man sige.

Nu går jeg ikke så meget i byen og den slags længere, så hvor fanden skal man egentlig støde på dem? Og hvis man går i byen, kan det altså også være noget tvivlsomt noget, man får støvet op. Men jeg er nok lidt fra en generation, hvor sådan noget med kontaktannoncer og sådan var lidt pinligt, ikke?

Men Tinder er måske også den mest overfladiske af de der datingsites, har jeg en fornemmelse af. Det er meget fastfood–agtigt. Måske jeg skal prøve nogle af de andre."

Du har været i forhold i en stor del af dit liv. Savner du det?

"Både og, vil jeg sige. Da jeg var 52, stod jeg uden kæreste for første gang, siden jeg overhovedet begyndte på det med drenge, og det var sgu da lidt et chok for mig. Det var ikke nemt pludselig at stå i den alder og blive skilt og tænke ”nå, hvad er jeg værd på kødmarkedet?” Det var noget af en omvæltning.

Jeg tog også ud på en lang, desperat rejse. En skilsmisserejse. Men nu … Altså, jeg er da parat til et eventyr anytime, det kan du godt skrive, men jeg har det også godt med at være alene. Og det tror jeg er et superfedt udgangspunkt for et forhold. Jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på mit liv, og jeg lider ikke af en voldsom ensomhedsfølelse. Jeg har også nogle meget, meget skønne relationer og får virkelig meget kærlighed af mine venner."

Hvad lærte du af at ”stå på egne ben” som 52-årig?

"Ja, hvad fanden lærte jeg? Jeg tror, jeg for alvor fandt mig selv. Det er jo meget forstyrrende, når man elsker nogen på kæreste-måden, og man går ind over nogle grænser hos hinanden.

Så selvom jeg egentlig altid har været ret god til at have det godt i eget selskab, syntes jeg egentligt, det var meget fedt at blive hel – selv og alene. Og jeg vil til enhver tid sige, at man ikke skal være bange for at være alene. Det lærte jeg i en ret tidlig alder, fordi jeg på et tidspunkt var rigtig meget alene.

Der fandt jeg Pippi Langstrømpe, som jo er enormt ensom. Hendes mor er i himlen, og hendes far er konge på Kurrekurredut-øen, men hun forvandler sin ensomhed til ”så kan jeg gøre, hvad fanden der passer mig”. Og det gør hun så også big time. Altså den frihed og det der med at blive rigtig gode venner med sig selv, det er enormt vigtigt – for hele ens liv."