Det klør, mor!

Det klør, mor!

Omkring hvert femte barn har børneeksem – er dit barn et af dem? Så læs børnelægens råd om, hvordan du undgår, at den kløende plage forringer dit barns livskvalitet.

Faktaboks

-Hold dit barns hud godt fugtet. Smør med fugtighedscreme efter behov – eventuelt flere gange dagligt. Gå efter Astma-Allergi Danmarks mærke, Den blå krans, for at undgå problematiske stoffer i cremen.

-Amning kan være med til at forebygge børneeksem. Er dit flaskebarn disponeret for børneeksem eller allergi, så giv det højt hydrolyseret modermælkserstatning, som fås på apoteket.

-Undgå de ting, som du kan se forværrer dit barns eksem. Cigaretrøg, visse kemiske stoffer og skæl fra hunde og katte er blandt de klassiske faktorer, der fremprovokerer børneeksem.

-Behandl om nødvendigt med hormoncreme i samråd med en læge for at undgå infektion i huden.

Børneeksem. Måske lyder det uskyldigt, men for de børn, der døjer med eksemet, er det alt andet end barnemad. Hvad der starter som tørre pletter på størrelse med en enkrone, kan i værste fald udvikle sig til en ond, kløende cirkel, der dræner dit barn for energi

“Det her er et problem, du som forælder faktisk kan gøre noget ved, og det er afgørende, at du tager det alvorligt, før eksemet løber løbsk,” siger børnelæge Annebeth Rosenvinge.

Børneeksem viser sig for omkring 85 procents vedkommende inden for det første leveår. Spædbarnet får tørre, røde pletter i ansigtet og på ydersiden af arme og ben – men sjældent i bleregionen. De større børn får typisk blussende plamager i bøjefurerne på arme og ben.

Lidelsen optræder ofte i familier, hvor der i forvejen er tendens til allergiske sygdomme. Men hvorfor flere og flere børn får børneeksem, er stadig lidt af en gåde.

“Det er mest udbredt i den industrialiserede del af verden, så cocktailen af vores miljø og livsstil spiller formentlig en stor rolle. Det samme gør vores klima, for eksemet blusser mest i de kølige måneder,” siger børnelægen.

Forebyg med fugtighedscreme

Der er heldigvis meget, du kan gøre for at forebygge og lindre dit barns kløe. Eksemet skyldes en ubalance i immunsystemet, der gør, at huden nemt overreagerer, tørrer ud og er mindre modstandsdygtig over for bakterier, der kan trænge ind og medføre infektion.

“Det allervigtigste er derfor at smøre med en god fugtighedscreme, så den sarte hud får lidt mere at stå imod med, og I undgår for mange opblusninger. Sørg altid for at holde huden fugtet – og hold hele kroppen i god stand ved at give dit barn en sund, varieret kost,” råder Annebeth Rosenvinge.

Vælg det tidspunkt, hvor du giver dit barn creme på, med omhu, så I undgår stress. Gør det til en hyggelig rutine for eksempel efter badet, hvor huden er mest modtagelig over for cremen. Sørg for, at du har varme hænder!

Find årsagen til kløen

Næste skridt er at stille skarpt på de ting, der kan udløse eller forværre dit barns eksem. De kan variere meget fra barn til barn, så det kræver en indsats at finde ud af, hvad der provokerer lige præcis dit barns hud.

Børneeksem er ikke en allergi, men har dit barn samtidig allergi, kan eksemet forværres af de samme stoffer, som udløser allergiske reaktioner. Det kan for eksempel være fødevarer, parfume, pollen eller dyreskæl. Derfor er pelsdyr i hjemmet generelt en dårlig idé, hvis dit barn har børneeksem.

Uldtøj, skrap kemi i sæbe, vaske- og rengøringsmidler, tørt indeklima og barnets kradseri kan også forværre børneeksem. God hygiejne er desuden vigtig, når man har eksem, for snavs, sved og bakterier kan nemt genere den sarte hud. Men vær opmærksom på, at for hyppige og varme bade kan udtørre huden.

Eksemhud har det bedst i tøj, der hverken kradser, suger fugten fra huden eller lukker den inde. Derfor anbefaler Annebeth Rosenvinge altid forældrene til sine små eksempatienter at give deres børn bomuldstøj på inderst inde.

Hormoncreme er okay

Bliver eksemet meget voldsomt, eller går kløen ud over dit barns nattesøvn og koncentrationsevne, er der ingen vej uden om lægen.

“Hvis I ikke kan holde eksemet i skak med fugtighedscreme og ved at undgå de faktorer, der kan udløse det, kan det blive nødvendigt at behandle med en hormoncreme,” siger Annabeth Rosenvinge og tilføjer:

“Mange forældre stivner, når de hører ordet, men følger I lægens anvisninger, er der ingen risiko for, at stofferne i cremen optages i kroppen og forstyrrer dit barns hormonsystem.

Det gælder om at bruge den mindst mulige mængde, der skal til for at holde barnet symptomfrit. Hormoncreme virker ved at dæmpe overreaktionen i huden, så der ikke skabes grundlag for en infektion, der vil kræve behandling med antibiotika.

Din opbakning er vigtig

Nogle eksemplagede børn oplever, at omgivelserne – både børn og voksne – instinktivt tager afstand fra dem ved synet af deres røde, skællede hud. Men det smitter altså ikke, fastslår børnelægen.

“Støt dit barn, så godt du kan, og pas på, at du ikke selv er med til at marginalisere det ved kategorisk at forbyde fastelavnssminke og badning i klorvand. I de perioder, hvor eksemet er i ro, kan barnet ofte godt tåle det samme som andre. Men du skal selvfølgelig være opmærksom på reaktioner og som altid være flittig med fugtighedscremen,” siger Annebeth Rosenvinge.

Er dit barn meget hårdt ramt af børneeksem, kan det måske være en trøst at vide, at det oftest løjer af inden puberteten – kun omkring fem procent har fortsat eksemet som voksne.