9 gammeldags lege til sjov på villavejen
Få inspiration til nye lege - eller få reglerne på de gode, gamle genopfrisket. Rigtig god fornøjelse!
Eftermiddagen er lun, aftenen dufter af blomster og maden fra grillen. Men hvor er lyden af børnene, som leger udenfor?
Den er næsten forstummet, og det er synd. For den danske udendørssæson er så kort, og de mange udendørslege styrker både motorikken og fællesskabsfølelsen hos dit barn – og de andre børn på vejen.
Vi forældre har dejlige minder om rundbold eller bue-sjipning på vejen efter aftensmaden, så synet af vores eget barn, som sidder og ser TV eller spiller computerspil i solskinsvejret, kan irritere os.
Hvad skal vi stille op? Hvorfor ikke selv tage aktion og hjælpe dit barn og vejens børn i gang med legen? Du kan nemlig ikke forvente, at børnene selv begynder at researche sig frem til, om der bor børn i samme alder som dem på vejen eller rundt om hjørnet. I må som mor og far simpelthen gå foran og være de opsøgende.
Børn vant til institution
Børn i dag er jo vant til at være i institution hele dagen – vuggestue, børnehave, SFO eller klub, så der er ikke, som da vi selv var børn, behov for at ‘skabe legekontakter’ for vores børn.
Når børnene skal starte i skole og får tilsendt klasselisterne, bliver mange familier overraskede over, hvor mange børn på samme alder som deres eget, der bor lige i nærområdet. Men dit barn behøver slet ikke vente til skolestart med at etablere venskaber i nabolaget.
I kan gribe det an på mange måder. I kan for eksempel holde en vejfest, hvor børnene sammen med forældrene kan lære hinanden at kende. Arrangér nogle lege, forældrene også kan være med i, og leg sammen med jeres barn.
I kan også ‘bare’ holde en kaffe/kage-eftermiddag på vejen, hvor børnene kan cykle, løbe på løbehjul eller spille fodbold, mens der bliver serveret lidt kaffe, saftevand og kage.
Inviter børnene til leg på vejen
I kan også tage initiativ til en ‘lege-sammendag’: Skriv en invitation, og del den ud til hele vejen.
Bed alle børn om at møde op (eventuelt med deres forældre) på et givent tidspunkt, og arrangér nogle fælleslege, som passer til børn i forskellige aldre. Hvis I bor på en mindre vej med haver, kunne I eventuelt lave en ‘tour de jardin’, så børnene kan se, hvem der bor hvor – inklusive, hvem der har gyngestativ, sandkasse, trampolin, legehus eller kaniner i haven.
Den overordnede pointe ved alle former for arrangementer er, at I som forældre ikke skal forvente, at børnene selv tager det første initiativ.
I skal gå forrest, ‘parre’ potentielle legekammerater og snakke løs med de andre børn og deres forældre, så bliver det hyggeligt for alle – og I får legen tilbage på vejen.
Få opskriften på legen “Jeg melder krig mod” her og 8 andre lege ovenfor.
Sådan leger I “Jeg melder krig mod”:
Antal:
I skal være mindst tre børn, men det er sjovest at være flere.
Forberedelse:
Tegn en stor kridtcirkel på asfalten – ca. to meter i diameter. I midten af cirklen tegnes en mindre cirkel, ca. en halv meter i diameter. Den store cirkel inddeles i lige så mange ‘lande’, som der er børn.
Reglerne:
Når legen starter, står alle børn med den ene fod i navnefeltet – klar til at spæne. Hvis Danmark skal starte, siger den, som er ‘Danmark’ for eksempel: “Jeg melder krig mod USA!”. I samme øjeblik landet er nævnt, løber alle væk fra cirklen, på nær ‘USA’ som løber ind i midten og råber “STOP!” Nu tager ‘USA’ tre skridt og en spytklat i retning af en af de andre.
Det behøver ikke at være hen mod ham, som meldte krig. Fra spytklatten skal han nu prøve at røre ved den anden. Begge må gerne sno og vride sig eller lægge sig ned, men foden skal være på det rigtige sted. Hvis ‘USA’ nu kan nå den anden, som f.eks. kan være ‘Frankrig’, må han tage et stykke af ‘Frankrigs’ område (og Frankrig må tage noget af USA’s, hvis det ikke lykkes).
Når man skal tage land fra en anden, skal man stå på ét ben i midtercirklen. Herfra må man tegne en kridtstreg fra grænsen og så langt, man kan nå uden at miste balancen. Når man mister balancen eller ikke kan nå længere, tegner man en streg fra endepunktet og ind til midtercirklen. Dette stykke land er nu erobret.
Den, som må afgive land, skal nu være den, som melder krig. Når man erobrer land, skriver man sit lands navn i de erobrede områder. I stedet for at stå i midtercirklen må man gerne efterfølgende stå i landområder, man har erobret.
Man kan blive ved, til et land er udslettet, eller indtil der kun er et land tilbage, og resten er udslettede. Det vindende land må så kalde sig for ‘Supermagt’. Når man melder krig, er det tilladt at narre ved f.eks. langsomt at sige: “Jeeeg meeeldeeer kriiig mooooood Tys….” – og så pludselig råbe “Norge!!”