Guide til skoletaske
Foto: Istock | Skolen åbner snart dørene for et nyt skoleår og det indebærer køb af skoletasker.
Vores Børn

Guide til skoletaske

Sådan vælger I en god og støttende skoletaske

Nærmer dit barns første skoledag sig? Så står du over for at købe den vigtige skoletaske, men hvad skal du kigge efter, og hvordan passer du bedst på dit barns ryg? Få ergoterapeutens råd.

Af Sofie Winther Askgaard 29.jun.2016 Børn

Det er en stor dag, når dit barn skal starte i skole. Og en næsten lige så stor dag, når I skal købe den første skoletaske. Men det kan også være overvældende at skulle vælge mellem de mange tasker, der alle påstår at være det bedste for dit barn. Her guider statautoriseret ergoterapeut Karin Trolle jer gennem fordele og fælder, når I skal på jagt efter den perfekte skoletaske.

Må ikke være for stor

Om en skoletaske er god eller ej, handler først og fremmest om, hvordan den passer på netop dit barn, siger Karin Trolle.

LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn succes i skolen

– Der findes mange gode skoletasker, men hvis tasken er for stor til dit barn, er det ikke en god skoletaske. Det er meget vigtigt, at tasken ikke er for stor, bred eller tung til dit barn. De store tasker kan rumme enormt meget, og så har man en tendens til at fylde meget i dem, siger hun og understreger, at dit barns taske maksimalt må veje 15 procent af hans vægt.

Faktaboks

TJEKLISTE

· Lad altid dit barn prøve tasken, før du køber den – både med og uden overtøj.

· Tasken skal på ryggen, ikke nede på numsen.

· Tasken bør ikke veje mere end 1 kilo uden indhold, og den må ikke være bredere end barnets skuldre.

· Der skal helst være en brystrem, og også gerne en hofterem, da det fordeler vægten mere jævnt.

· Tasken må ikke være for rummelig, og dybden skal være mindst mulig.

· Der skal være synlige reflekser på alle sider.

· Det er en god ide med separate rum, men rummet til bøger skal være tættest på barnets ryg.

Kilde: Forbrugerlaboratoriet

Vejer dit barn 20 kilo, må tasken altså ikke veje mere end tre kilo – med indhold. Derfor er det vigtigt ikke at vælge en for stor eller for dyb taske.

– En dyb taske kan rumme for mange ting. Med en mindre taske fylder man kun det i, som der er brug for. Det er også vigtigt at bære det tungeste tættest på kroppen, hvor de store muskler kommer på arbejde, men en dyb taske skubber vægten væk fra kroppen, siger Karin Trolle.

Skal prøves på

Det kan være fristende at købe skoletasken på nettet, hvor der ofte er gode tilbud. Men det er vigtigt, at dit barn prøver tasken på, før du køber den, understreger Karin Trolle.

LÆS OGSÅ: 5 gode råd om madpakker

– Det er vigtigt at se, hvordan tasken sidder på dit barn. Den skal lande på lænden og må ikke hænge ned over numsen. Tjek også skulderstropperne, som ikke må hænge ud over skuldrene, for så er tasken for bred, understreger hun og sammenligner taskekøb med sko. Den skal passe som fod i hose på dit barn.

– Jeg vil også anbefale, at du vælger en taske med brystrem, da den fordeler vægten, så barnet bærer med de store korsetmuskler frem for skuldermusklerne. Hofterem er også en god ide, da det presser tasken tættere på ryggen og dit barns ‘core’, så vægten fordeles bedre, råder Karin Trolle.

Pas godt på ryggen

Der er god grund til at gå op i, om tasken sidder ordentligt på dit barns ryg. Børn vokser hele tiden, og deres behov for en taske ændrer sig, slår Karin Trolle fast.

Faktaboks

Er dit barns skoletaske giftig?

Sidste år lavede Forbrugerrådet Tænk Kemi en undersøgelse af forskellige skoletasker, hvor de fandt ftalater i flere af taskerne. Ftalater er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Du kan se testen her.

LÆS OGSÅ: Skoleklar: 7 geniale apps til barnet der snart starter skole

– Små uhensigtmæssigheder som en for tung skoletaske kan forplante sig og give skævheder i ryggen, ikke mindst fordi børnehaveklassebarnet vokser meget. Det kan give smerter senere, især hvis dit barn er disponeret for dårlig ryg, siger ergoterapeuten, som ser mange børn gå rundt med alt for tunge skoletasker.

– Hvis tasken var mindre, ville den ikke kunne blive så tung, og de ville kun have det vigtigste med, siger Karin Trolle, der ikke ser behovet for en stor taske i det første skoleår. Hvis hun skal komme med et sidste råd, skal skoletasken helst kunne indstilles og justeres flere steder.

– Hvis skulderremmen kan stå vinkelret på tasken og på barnets skulder, frem for at hænge og trække ned i ryggen, er det uden tvivl mest optimalt. Jo flere muligheder, der er for at indstille tasken, jo større chance er der også for at få den tilpasset til præcis dit barns ryg.

Faktaboks

ERGOTERAPEUTEN ANBEFALER

Jeva Beginners Bag
En begynderskoletaske med blød og behagelig foamback-ryg. Den har brystrem, reflekser på alle sider, isoleret rum med madkasse samt drikkedunk og en aftagelig gynmastikpose, som er skjult i ‘låget’. Ergoterapeuten anbefaler den, fordi den har mange indstillingsmuligheder, så du kan tilpasse den til dit barns ryg.
Findes i mange farver og mønstre, fra 395 kr. Køb den lige her

skole1

LEGO Small School Bag
Skoletaske til begyndere mellem 5 og 8 år. Ryggen og rygsækstropperne er polstrede, og der er justerbart brystspænde. Der medfølger også en gymnastikpose, som kan tages af. Anbefales af ergoterapeuten på grund af dens mange indstillingsmuligheder. Findes i flere farver og størrelser, fra 699 kr. Køb den lige her.

skole2


Henter...