Elsker dit barn også dyr? Sebastian Klein er klar med podcast for børn

Sebastian Klein er dyreelsker med stort D, og nu er han aktuel med en podcast til børn om de dyr, han synes er de allersejeste. I Talk Town podcasten ”Sebastians sejeste dyr” bliver både børn og forældre klogere på alt fra tigre til spækhuggere.

Verden er fuld af dyr. Men nogle af dem er bare lidt sejere end andre. Vidste du for eksempel, at chimpanser er tre gange så stærke som mennesker, eller at den sorte mambas gift lammer et menneske på få minutter?

I den nye Talk Town podcast ”Sebastians sejeste dyr” fortæller Sebastian Klein historier i børnehøjde om de dyr, han synes er verdens sejeste. Natur- og dyreelskeren har i årtier rejst kloden tyndt for at komme helt tæt på verdens fantastiske dyr, og han har svært ved at udpege et yndlingsdyr. Men presser man ham lidt, bliver det alligevel tydeligt, at særligt ét dyr har gjort et uudsletteligt indtryk.

– Jeg har altid haft et blødt punkt for kattedyr – især tigre, som jeg plejer at kalde dyreverdenens killing machine. De er bare lidt sejere, lidt pænere og lidt farligere end andre seje dyr, siger Sebastian Klein til Talk Town, Egmont Publishings nye podcastunivers.

LYT TIL ALLE AFSNIT AF "SEBASTIANS SEJESTE DYR" I TALK TOWN LIGE HER

Sebastians-sejeste-dyr_logo.jpg

Undervejs i podcasten stifter vi bl.a. bekendtskab med alligatoren Totåede Tom, seriemorderspækhuggeren Tilikum og chimpansen Saddam, der spiser menneskebørn. Selv har Sebastian stor respekt for verdens farlige dyr, men han er nu alligevel kommet galt afsted et par gange.

– Jeg har engang fået en elefantsnabel i skridtet i zoologisk have – det gjorde pænt ondt! Der var også engang en bjørn, der stak sin bjørnelab ud gennem tremmerne på sit bur og fik fat i mit ben. Heldigvis slap jeg fri. Generelt er jeg ellers altid meget forsigtig, når jeg er omkring farlige dyr. Der skal man lade frygten styre og ikke glemme, hvad man har med at gøre. Frygten er det, der holder arten i live – sådan er det også i dyreriget, fortæller Sebastian Klein og minder om, hvorfor det er så vigtigt at lære børn, at tigeren lever i Asien, og isbjørnen lider, når indlandsisen smelter.

– Vi er hele tiden nødt til at spørge os selv, om vi gør et godt nok stykke arbejde for alle planetens fantastiske dyr, eller om vi kan gøre det bedre. Det kræver, at man ved noget om dem. Det er op til os at passe på dyrene og naturen, vi har et ansvar, for det er os, der regerer, siger dyreformidleren.

Talk Town er ejet af Story House Egmont.

Om Talk Town

FB_profilbillede.jpg

Talk Town er ejet af Egmont Story House, som blandt andet ejer magasinerne Vores Børn, Alt for Damerne, Eurowoman og Anders And. Hvis du er printabonnent på en af vores titler, er Talk Town gratis for dig.